Velfærdsinnovation: Løsninger haves, implementering ønskes

Danmark står overfor en ambitiøs dagsorden: Velfærdssamfundet skal videreudvikles! Fremover bliver der færre hænder, mens flere får brug for hjælp og pleje. Derfor skal der skabes intelligente løsninger, som gavner både borgerne og det offentlige – og skaber vækst i samfundet.

Betingelserne for succes er på mange måder allerede til stede. Der findes vækstplaner, puljemidler, innovationsmodeller og forretningskoncepter. Der er et voksende fokus på, at nye velfærdsløsninger skal udvikles i samarbejde mellem det offentlige og det private. Aktørhavet er fyldt af kompetente mennesker, der gerne bidrager til at løse udfordringerne. Alligevel oplever mange offentlige institutioner og private virksomheder, at det går for langsomt.

Dansk Erhverv, Dansk Industri, KORA, DTU, Professionshøjskolen Metropol og Væksthus Hovedstadsregionen har etableret projektpartnerskabet Offentlige-Private Alliancer (OPALL), der arbejder for at fremme offentlig-privat innovation indenfor de kommunale velfærdsområder. Partnerskabet har fungeret i halvandet år, og erfaringerne herfra giver anledning til opmærksomhedspunkter, som skal imødekommes, hvis udbyttet af velfærdsteknologi skal løftes.

En af de helt store udfordringer består i, at nyudviklede løsninger alt for sjældent implementeres efter udviklingsprojektet er afsluttet. Ny velfærdsteknologi indføres ofte kun i snævre rammer og kun hos den kommune, som har været involveret.
Innovationskonceptet bag offentlig-privat samarbejde trænger med andre ord til nytænkning – her følger vores bud på mulige løsninger.

Mere copy-paste, tak!

Fremtiden byder på en skarp prioritering af kommunernes ressourcer. Ikke alt der nu udvikles i offentlige-private projekter, har udgangspunkt i en tilstrækkelig brændende platform. Villigheden til at implementere følger derfor sjældent det store engagement i udviklingsfasen, da andre presserende brande også skal slukkes.

Der er brug for en skarpere prioritering af projekter med større volumen allerede i udviklingsfasen. Frem for at flere selv opfinder den dybe tallerken, kan vi med fordel bruge, hvad andre allerede har udviklet og afprøvet. Det giver mening - specielt når ressourcerne er knappe. Der er brug for flere ressourcer til implementeringsfasen, i stedet for at ressourcerne anvendes forgæves i mindre udviklingsindsatser, som ikke for alvor gør en forskel.

”Udviklet og afprøvet andre steder – derfor implementeret her” fristes man til at sige.

Copy-paste er vejen frem, hvis nye tiltag for alvor skal realiseres. Tænk hvis vi brugte ny teknologi til at dele vores viden, så Danmark kunne blive et puslespil af intelligente løsninger, hvor alle bidrager med hver deres brik i stedet for nye versioner af robotstøvsugere og skylletoiletter i hver en by.

Brugerinvolvering skal gentænkes

Brugerinvolvering er et fast element i offentlig-privat innovationssamarbejde. Det er centralt, at borgere og medarbejdere afprøver løsningerne, men ofte er det langt fra nok.

Vi skal blive dygtigere til også at teste idéer og løsninger op imod dem, der skal betale, ved at belyse potentialet gennem de tiltænkte effekter. Det skal være tydeligere, hvordan en indsats skal realiseres, så det bliver en god case for såvel det offentlige som det private.

Tidligt i udviklingsindsatsen bør velfærdsteknologi testes ud fra tre bundlinjer: Gavner løsningen borgeren? Hjælper den velfærdssamfundet med at levere bedre løsninger for færre midler? Er det en god forretning for virksomheden at producere og levere løsningen?

Hvis ikke vi kan svare positivt på disse ting tidligt i forløbet, er udviklingsressourcerne bedre brugt andetsteds. Det er svært at slå idéer ihjel, som man har forelsket sig i, og måske endnu sværere, hvis andre også er blevet forelskede. Men det bliver aldrig varig kærlighed, hvis vi ikke har modet til at teste vores idéer og gøre dem mere robuste – ikke kun i forhold til borgerne og de professionelle, men også i forhold til de centrale beslutningstagere. Det er ikke nok, at vi udvikler prototyper og tester dem hos brugerne.

Vi gør os selv en bjørnetjeneste ved at klappe gode idéer frem til målstregen, hvis ingen har tænkt sig at ændre adfærd eller gribe i budgetlommerne for at hjælpe løsningen i mål.

Den klassiske prototype er død

Den traditionelle prototype, hvor funktionalitet og brugervenlighed testes, er ikke længere tilstrækkelig. Vi må snarere undersøge, hvilken forskel et produkt eller en service har for borgeren, men også for medarbejder, forvaltning og samfund.
Virksomheder og kommuner skal lære at tænke ”rundt om” en løsning, så kravene til implementering bliver synliggjort tidligt. Hele økosystemet skal beskrives allerede i udviklingsfasen, hvis en løsning skal skabe reel effekt i borgerens hverdag og i udviklingen af den offentlige sektor.

Det nytter ikke, at kommuner og virksomheder fokuserer på udvikling af dimser, uden også at fokusere på den organisatoriske omstilling, som kræves, for at dimsen implementeres og får den ønskede effekt. Det kræver efteruddannelse af medarbejdere, ændringer af arbejdsgange og udvikling af nye servicetilbud. Implementering bør adresseres allerede i udviklingsprocessen. Så bliver tingene med større sandsynlighed gennemført, og vi vil hurtigere kunne høste de gevinster, som velfærdsteknologien er tiltænkt.