Vi skal bruge flere penge på ældre - men hvor mange?

Der kommer flere ældre i Danmark i løbet af de næste 10 år. Antallet af ældre over 65 år forventes at stige fra cirka 1,1 millioner i år til cirka 1,3 millioner om 10 år. Det svarer til, at 21,8 procent af befolkningen i 2028 er over 65 år. I dag er det kun 19,3 procent af befolkningen, der har rundet 65.  Stigningen skyldes, at de store efterkrigsårgange bliver ældre, og at fremtidens ældre lever længere end tidligere.

Stigningen i antallet af ældre betyder et øget pres på udgifterne til ældrepleje og -omsorg. Men spørgsmålet er, hvor meget udgifterne til ældrepleje konkret vil stige? Svaret er forskelligt alt efter, hvilken kommune, man ser på. De generationer, der bliver ældre i de kommende år, vil godt nok være sundere og mere selvhjulpne end tidligere generationer af ældre – generelt set. Men nogle typer af ældre vil opleve en mindre forbedring i sundhedstilstanden end deres jævnaldrende, og disse grupper af ældre vil have behov for mere ældrepleje. Derfor vil det forventede udgiftspres til ældrepleje være meget forskelligt for kommunerne – alt afhængig af hvilken beboersammensætning der er i kommunen.

Fire afgørende faktorer

Dette illustreres tydeligt i en analyse, VIVE har lavet for Københavns Kommune. Her har vi afdækket, hvad forskellige faktorer betyder for opgørelsen af udgiftsbehovet på ældreområdet. Analysen peger på, at fire faktorer har stor betydning for udgiftspresset:

• Antallet af 65+-årige
• De 65+-åriges alderssammensætning
• De 65+-åriges sundhed
• De 65+-åriges socioøkonomiske baggrund.

Antallet af ældre er vigtigt, fordi man må forvente, at flere ældre alt andet lige betyder større behov for ældrepleje. For det andet har alderssammensætningen i gruppen af ældre over 65 betydning for udgiftspresset, fordi behovet for ældrepleje stiger med alderen. En kommune, som har mange ’unge’ ældre, vil opleve et mindre udgiftspres sammenlignet med en tilsvarende kommune, hvor der er mange af de ældste ældre over 80 år.  Analysen underbygger også, at de ældres sundhedstilstand har betydning for udgiftspresset. Og endelig viser analysen, at de ældres socioøkonomiske baggrund er med til at afgøre, hvor stort plejebehov den ældre vil få – og dermed hvor stort presset på kommunens udgifter kan forventes at blive.

Færre plejekrævende københavnere

Disse fire faktorer kan altså bruges til at give et samlet billede af, hvor stort kommunens pres på udgifterne til ældrepleje bliver. Grafikken viser, hvordan de fire faktorer påvirker antallet af ældre københavnere, der forventedes at have behov for pleje i perioden 2010 til 2016. Den første søjle viser, at det forventede plejebehov steg, fordi antallet af ældre steg. De tre næste søjler viser, at plejebehovet til gengæld faldt, fordi Københavns Kommune har mange ’unge’ ældre med en god socioøkonomisk baggrund. De ældres sundhedstilstand havde kun en lille betydning for plejebehovet i perioden.

Samlet set er antallet af ældre københavnere, der forventes at have behov for pleje, faldet i perioden fra 2010 til 2016. Antallet af ældre i Københavns Kommune er godt nok steget med cirka 6.000 personer. Men samtidig er antallet af ældre, der forventes at have behov for ældrepleje, faldet med cirka 1.600 personer. Det skyldes, at de ældre i Københavns Kommune er blevet sundere, mere ressourcestærke og dermed mindre plejekrævende end i 2010. Hvis man tager hensyn til forskydningen i socioøkonomisk baggrund hos gruppen af ældre, vil presset på udgifterne til ældrepleje derfor ikke stige så meget, som stigningen i antallet af ældre i Københavns Kommune tilsiger.

Modsat tendens i andre kommuner

Ikke alle kommuner kan dog se frem til samme gunstige udvikling som Københavns Kommune. Nogle kommuner vil opleve en stor stigning i antallet af ældre og samtidig et stadigt fald i antal borgere i den erhvervsaktive alder. Andre kommuner vil opleve en mindre stigning i antallet af ældre, og måske endda en stigning i antallet af de erhvervsaktive borgere, som skal betale for ældreplejen. Samtidig vil forbedringen af de ældres sundhedstilstand og den socioøkonomiske sammensætning i gruppen af ældre være væsentligt mindre i nogle kommuner end i andre.

Helt konkret kan man forestille sig en kommune, der har mange enlige, uuddannede ældre, som bor til leje, og som har levet på kontanthjælp eller førtidspension i en stor del af deres erhvervsaktive år. Dén kommune vil have et større udgiftsbehov til ældrepleje end nabokommunen, hvor en større del af borgerne har været i arbejde og har længere uddannelser og højere indkomster.

Se på de ældres socioøkonomi i din kommune

Hvis man vil forudsige, hvor stor stigningen i udgiftspresset på ældreområdet bliver i en konkret kommune, kan det således være hensigtsmæssigt at foretage en nøjere analyse af ældrebefolkningen i kommunen. Analysen bør dels se på alderssammensætningen i gruppen af ældre over 65, dels på den socioøkonomiske forskydning i gruppen af ældre set over en periode.

En sådan analyse kan bidrage til at vurdere, om budgettildelingen til området stemmer overens med, hvordan udviklingen er i gruppen af ældre i kommunen. Nogle kommuner vil opdage, at de over en periode har fået flere ressourcestærke ældre, så udgiften pr. ekstra ældre vil falde, og budgettet til ældreområdet måske skal reduceres. Andre kommuner vil opdage, at de kan forvente at få flere ældre i fremtiden, og at de fremtidige ældre har lige så meget behov for pleje, som de ældre i dag. Her vil den socioøkonomiske udvikling blandt kommunens ældre ikke pege på, at man kan reducere budgettet til ældreområdet.