Vores vaccinationsindsats bør gentænkes nu

I slipstrømmen på coronapandemien har de fleste danskere fået indsigt i - og en holdning til - vaccinetyper, målgrupper, valg og fravalg. Vacciner er blevet et tema, som fylder mere end nogensinde før. Det er bestemt en vigtig debat at tage. Men coronavirus er langt fra det eneste, som vi vaccinerer imod i Danmark.

Spørgsmålet er derfor nu, om det fornyede fokus vil have afsmittende effekt på de andre valg, danskerne, politikerne og myndighederne gør sig, når det kommer til den øvrige vaccinationsindsats. For der er ingen tvivl om, at det nuværende vaccinationsprogram kunne trænge til et serviceeftersyn og en genovervejelse af, hvad vi ønsker at beskytte imod.

Danskerne har generelt høj tillid til vores vaccinationsprogram, hvilket vi kan være stolte af. Dog kan man som fagperson stille sig undrende overfor manglen på struktur og gennemsigtighed, når nye vacciner skal evalueres til brug i det offentlige vaccinationsprogram. Ser man på andre områder i sundhedsvæsenet som f.eks. behandlinger til patienter på hospitaler, ja, så er der en nøje fastlagt proces for, hvordan Medicinrådet evaluerer den enkelte behandling. Sådan er det ikke, når det kommer til vacciner. Her er det uklart, hvad processen er, hvornår Vaccinationsudvalget under Sundhedsstyrelsen tager en sygdom op til evaluering, og hvordan de vægter de forskellige evalueringskriterier.

Hvad årsagen er, kan være svært at pege på, men måske er systemet endt på denne måde, fordi der simpelthen aldrig er udstukket et egentlig politisk mandat, som vi ser det med Medicinrådet og Tilskudsnævnet. Uanset årsagen er det i vores optik helt ulogisk, og måske er tiden moden til en politisk stillingtagen til, hvilken rolle vi ønsker vaccinationsområdet skal spille i forebyggelsen, og hvordan vi når derhen.

I Danmark har vi et fornuftigt vaccinationsprogram, når man kigger på det fra både en klinisk og sundhedsøkonomisk vinkel.

Vaccinerne i programmet er blevet inkluderet på baggrund af en evaluering, der overordnet set tager udgangspunkt i: 1) Er vaccinen sikker og effektiv, hvor fordelene opvejer ulemperne? 2) Hvor hyppig er sygdommen? 3) Hvor alvorlig er sygdommen både i forhold til komplikationer, mén og død?

Det er et godt udgangspunkt. Men sygdomme udvikler sig, og vi bliver løbende klogere på deres konsekvenser for patienterne og samfundet. Vi mener derfor, der bør være en proces for, hvornår nye data giver anledning til at genbesøge en evaluering eller at igangsætte en helt ny.

Et godt eksempel er skoldkopper, der aldrig har været evalueret i Vaccinationsudvalget.

Skoldkopper er mere alvorlige, end de fleste nok ved. Stort set alle børn får skoldkopper, inden de er ti år, og heldigvis slipper mange bare med en uges sygdom og ubehagelig kløe. Hvad de færreste ved er, at der hvert år er 300 hospitaliseringer, heraf 130 indlæggelser , hvor flere får alvorlige sygdomsforløb, der kan resultere i blodpropper, lammelse og i enkelte tilfælde død. Dertil kommer de ca. 11.000 besøg hos den praktiserende læge , f.eks. når skoldkopperne har udviklet sig bakterielle infektioner.

Alt sammen noget som helt kunne undgås, hvis skoldkoppevaccinen var en del af det danske vaccinationsprogram.

Og så er skoldkoppevaccinen en god forretning for samfundet. For kigger man på det produktivitetstab, der er forbundet med, at forældre er nødt til at tage fri for at passe deres barn, der er smittet med skoldkopper, kræver det ikke den store kugleramme at dokumentere en samfundsøkonomisk gevinst ved indførelse af vaccination mod skoldkopper. Hvis bare en enkelt fraværsdag fra arbejde kan undgås per barn, der får skoldkopper, så er et vaccinationsprogram en samfundsøkonomisk gevinst.

Desværre er den slags regnestykker ikke en del af den måde, vi vurderer vacciners relevans. For som det er nu, findes der ikke en sundhedsøkonomisk manual for vaccinationsområdet, hvorfor vurderingen af de enkelte vacciner ikke nødvendigvis giver det rette økonomiske billede, i forhold til den investering de er.

Og dette på trods af, at det enkeltstående er det forebyggende indgreb, der er nemmest at måle på. Det kalder derfor på en politisk stillingtagen til, hvordan et moderne vaccinationstilbud bør skrues sammen, så vi sikrer, at vi får det mest retvisende billede af den investeringer, som vacciner er.

Vi har en høj tilslutning til børnevaccinationsprogrammet i Danmark - og det skal vi blive ved med at have. Desuden ser vi en stigning i tilkøbsvacciner , da flere og flere forældre vælger at tage sagen i egen hånd og beskytte deres børn mod flere sygdomme, end dem vi tilbyder i børnevaccinationsprogrammet. Det skal selvfølgelig ikke være et argument i sig selv, men spørgsmålet er, om politikerne er bevidste om den ulighed, det skaber?

For det er tydeligt at se, at man i højindkomstkommunerne i højere grad tilkøber vacciner, end man gør i f.eks. udkantskommuner. Her topper Gentofte listen, mens Guldborgsund ligger helt i bund. Og tallet stiger fortsat. Det sidste år har vi set mere end en firedobling af vaccination mod skoldkopper - købt og betalt af forældrene selv.
Vi ser, at coronapandemien har været med til at rokke båden for, hvilke overvejelser man gør sig, når der skal tilrettelægges en vaccinationsindsats. F.eks. har vi aldrig tidligere i Danmark overvejet at vaccinere børn for at beskytte de ældre og svageste borgere, som den nye foreløbige vurdering fra Sundhedsstyrelsen om at vaccinere de 12-15-årige mod covid-19 anbefaler.

Det er derfor vores håb, at læringen fra pandemien kan medføre en nytænkning på vaccinationsområdet, hvor politikere aktivt tager stilling til, hvordan en moderne vaccinationsindsats skal sammensættes, så vi skaber en gennemsigtig proces, der nu og i fremtiden inkluderer de nødvendige vacciner.

Jakob Kjellberg er professor og sundhedsøkonom hos Vive, og Carsten Schade Larsen er overlæge og klinisk lektor i Infektionssygdomme ved Århus Universitetsho