23 gode eksempler på indsatser for børn og unge

Uanset om der er tale om et barn på 1½ år med en usikker ung mor, en 8-årig dreng, der slår på alt og alle, eller en indadvendt teenager med et hash-problem, så skal kommunerne arbejde målrettet på at hjælpe udsatte børn og unge og deres familier – bl.a. for at forebygge, at barnet eller den unge anbringes uden for hjemmet. I Dialogprojektet har forskere og praktikere gennem de sidste fire år indsamlet viden om 23 foranstaltninger for udsatte børn og unge mellem 0 og 22 år.

Lene Jørgensen er uddannet socialrådgiver og har de sidste mange år arbejdet for FBU ForældreLANDSforeningen, der støtter forældre med udsatte børn. Hun har siddet i følgegruppen til Dialogprojektet gennem alle fire år, og hun er meget glad for det, der er kommet ud af projektet. Særligt den samlede konklusion om at forebyggende indsatser skal bygge bro mellem barnet og familien og styrke netværk og sociale relationer, vækker glæde:

”Ja, den konklusion elsker jeg jo. Mit fokus er selvfølgelig, at børn er en del af deres familie, og at indsatsen skal gælde både børn og forældre. Og det understøtter resultaterne,” siger Lene Jørgensen.

De 23 indsatser i projektet er udvalgt som gode eksempler, og de synes da også at gøre en forskel. I den afsluttende rapport sammenlignes før- og eftermålinger af indsatserne, og det viser, at en række indsatser sætter flere positive udviklinger i gang. Relationen mellem forældre og børn bliver stærkere, sundheden bliver bedre, fritidslivet styrkes og mange børn og unge får generelt en bedre trivsel.

Fokus på effekter

I rapporten beskriver forskerne grundigt den metode, de bruger til at evaluere virkningen af projekterne. Metoden bygger på internationalt anerkendte spørgeskemaer om børnene og deres familier, som sagsbehandlerne udfylder. Det kan kommunerne bruge til at fokusere på effekten af deres indsatser for udsatte børn og unge. Og det er en god ting, pointerer landssekretæren for FBU:

”Alene det, at der er udviklet noget som er gennemprøvet med resultater i Danmark, synes jeg er rigtig vigtigt,” siger hun, men tilføjer i samme åndedrag en vigtig anke mod metoden:

”Men det er en mangel, at børnene og deres forældre ikke er inddraget i vurderingen af, hvad der er kommet ud af indsatsen. Jeg er helt klar over, at det ville kræve nogle andre ressourcer. Men hvis man skal udvikle noget mere permanent ude i kommunerne, så tænker jeg, at man vil være nødt til at inddrage børnene og deres familier i at vurdere virkningen af indsatsen.”

Forskerne bag undersøgelsen understreger da også, at der ikke er tale om egentlige effektmålinger, som kræver en mere solid metodisk tilgang. Derimod bruges et spørgeskema til før- og eftermålinger, som kan sandsynliggøre en sammenhæng mellem indsats og effekt. I rapporten fremhæver de en række forhold, som man skal være opmærksom på, når man vil fokusere på effekterne af en indsats. Fx at såvel sagsbehandlerens som barnet og familiens subjektive vurderinger kan påvirke resultatet, og at det kræver et velsammensat batteri af spørgsmål for at få et helhedsorienteret billede.

Individ og/eller familie

Indsatserne i Dialogprojektet er meget forskellige. Der er selvfølgelig forskel på at arbejde med en ung mor og hendes nyfødte barn og på at støtte en udsat teenager til at blive en del af fællesskabet i samfundet. Lene Jørgensen hæfter sig imidlertid ved, at indsatserne i projektet skifter fokus, efterhånden som børnene bliver ældre:

”Allerede før børnene bliver teenagere, flyttes fokus fra familien til barnet eller den unge selv. Jeg tror, at det har konsekvenser, at man neddrosler støtten til familien samt netværkets betydning i de år. Børn og unge har på forskellig vis brug for deres forældre langt ind i voksenårene. Der er en risiko for at gøre de unge til meget ”unikke personer” og ikke se dem som en del af deres familie i et helt livsperspektiv,” siger hun, og fortsætter:

”Det er selvfølgelig problematisk, fordi nogle af de her familier jo har meget store vanskeligheder. Men den faglige kunst er jo at udvikle metoder, der enten øger forældrenes kompetencer i forhold til deres børn eller i hvert fald sikrer, at de tager del i børnenes liv helt frem til voksenalderen,” siger Lene Jørgensen.

Denne syvende SFI-rapport afslutter Dialogprojektet. Projektet er af bestilt af Socialstyrelsen og gennemført af SFI i samarbejde med COWI A/S.