Ældre og sorg
Udgivelsens forfattere:
- Ældre Ældre
Sorgen ved at miste en ægtefælle eller ven sent i livet bliver ofte bagatelliseret, fordi det ses som forventeligt og naturligt at opleve tab i alderdommen. Men for ældre, der ofte har et mindre netværk, færre sociale kontaktflader, og som i mange tilfælde også er fysisk begrænset på grund af svækket helbred, kan det at miste en tæt relation have negative konsekvenser på en lang række områder.
Det Nationale Sorgcenter har derfor bedt VIVE om at undersøge, hvilke konsekvenser det har, når personer i aldersgruppen 52-97 år mister en nærtstående. Fokus i undersøgelsen er, hvordan det at miste i en sen alder påvirker helbred, ensomhed, risiko for depression og social støtte. Det undersøges også, hvad der kendetegner dem, der har mistet, i forhold til køn, alder og uddannelsesniveau, samt om der er forskellige konsekvenser af at miste i forhold til, hvem man har mistet.
Resultater
7 ud af 10 ældre har oplevet at miste nære slægtninge eller venner inden for de seneste 5 år. Mens en mindre del har mistet en ægtefælle/samlever eller et barn, så har mange mistet et andet familiemedlem eller en nær ven.
Tab af ægtefælle har store konsekvenser
69 procent af dem, som har mistet en ægtefælle eller samlever, er kvinder. Den kønsmæssige skævhed skyldes dels, at kvinder i gennemsnit lever lidt længere end mænd, og dels at kvinder ofte danner par med mænd, der er lidt ældre end dem selv.
Det er især dem, som har mistet en ægtefælle eller samlever, der oplever negative konsekvenser af at miste. Sammenlignet med ældre, der ikke har mistet, føler de sig i højere grad ensomme og oplever et større behov for støtte. Dette gælder både håndgribelig støtte (fx nogle, der ville kunne hjælpe dig med praktiske gøremål, hvis du var syg), kærlig støtte (fx nogle, der krammer dig) og positiv støtte (fx nogle, du kan have det sjovt med).
Metode
Rapporten baserer sig på deskriptive analyser og regressionsanalyser på baggrund af Ældredatabasen, som er en tilbagevendende stikprøvebaseret spørgeskemaundersøgelse for et repræsentativt udsnit af den danske befolkning i alderen 52 år og derover. Denne undersøgelse af ældre og sorg tager afsæt i data fra 2017 (med i alt 10.062 respondenter i alderen 52-97 år).
Udgivelsens forfattere
Om denne udgivelse
Finansieret af
Det Nationale SorgcenterUdgiver
VIVE - Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd