Akkreditering: Kendetegn og erfaring
Udgivelsens forfattere:
- Linda Schumann Scheel
- Lars Iversen
- Lars Skytte Petersen
- Claus C. Rebien
- Thomas Hausgaard
- Lise heiner Schmidt
Overordnet viser undersøgelsen, at vi kun har lidt systematisk viden om, hvorvidt akkreditering som kvalitetsredskab påvirker plejen og omsorgen for brugerne på ældrecentrene, behandlingen af patienterne på sygehusene og pædagogikken i dagtilbuddene. Der findes ingen danske eller internationale undersøgelser, der kan påvise, at akkreditering i sig selv garanterer en vis minimumsstandard.
Undersøgelsen anbefaler derfor, at motiver, målsætninger og det nærmere grundlag for, hvordan en eller flere akkrediteringsordninger kan indføres, skal fremstå meget klart, og særligt følgende pointer bør overvejes grundigt, inden der træffes beslutning om, hvilke(n) akkrediteringsmodel(ler), der eventuelt skal arbejdes videre med i den kommunale sektor:
- Akkreditering måler ikke direkte på de faglige kerneydelser men beskæftiger sig med organisatoriske og andre generelle forhold. Derfor er der ingen garanti for minimumskvalitet, selvom et sygehus eller en institution er akkrediteret. Såfremt akkrediteringsmodellerne skal sikre en minimumskvalitet på de kommunale og regionale velfærdsområder, skal de nuværende koncepter udvikles yderligere.
- Motiverne og målsætningerne for at anvende akkreditering er mangeartede, og nogle er ikke realistiske at opnå alene via akkreditering, for eksempel et entydigt fokus på kvalitetskontrol eller økonomiske besparelser. Derfor bør de nærmere motiver og målsætninger med akkreditering adresseres og fremstå klare og entydige.
- Der mangler et grundlag for at vurdere, om akkreditering kan medvirke til afbureaukratisering og forenkling, blandt andet ved at erstatte eller supplere nuværende tilsynsfunktioner.
- Der findes meget få evalueringer af effekter af akkreditering herunder af, om indsats står mål med udbytte. Når akkreditering indføres på de kommunale og regionale velfærdsområder, bør det overvejes, hvordan et løbende monitorerings- og evalueringssystem kan tilkobles.
Formålet med undersøgelsen har været at bidrage til at skabe et solidt grundlag for udvikling af akkrediteringsmodeller i den kommunale sektor. Projektet består af to dele:
- Et litteraturstudie, der afklarer begreberne og indhenter internationale erfaringer
- Casestudier af 11 regionale og kommunale akkrediterings-, kvalitets- og tilsynsmodeller
Primær målgruppe er de centrale, statslige beslutningstagere, og sekundære målgrupper er kommuner og andre, der arbejder med akkreditering.
Udgivelsens forfattere
- Linda Schumann ScheelLars IversenLars Skytte PetersenClaus C. RebienThomas HausgaardLise heiner Schmidt
Om denne udgivelse
Udgiver
COWI A/S