Analyse: Er lokalpolitikernes rolle blevet udhulet?

Mange lokalpolitikere klager over manglende indflydelse, og det er blevet sværere at få engagerede borgere til at stille op til kommunalbestyrelserne rundt omkring i landet. Når lokalpolitikerne sidder omkring bordet i kommunalbestyrelsen i en af landets mange kommuner, så er det typisk med ønsket om at få indflydelse og gøre dagligdagen bedre for borgerne i kommunen. Men har lokalpolitikerne reelt den mulighed i dag?

Noget tyder på, at muligheden stadig er der, men at lokalpolitikerne i langt højere grad end før må slås for den. AKF (Anvendt KommunalForskning) sætter nu ? i et samarbejde med KL - gang i et forskningsprojekt om lokalpolitikernes rolle og muligheder. Projektet vil bl.a. indeholde en landsdækkende undersøgelse blandt lokalpolitikerne med fokus på, hvordan man som lokalpolitiker oplever sine muligheder, og derudover vil projektet indeholde nogle dybdegående casestudier i udvalgte kommuner.

Formålet med projektet er at få belyst betingelserne for politisk styring i forskellige typer af kommuner og se på hvilke handlemuligheder, det giver for lokalpolitikerne. Lokalpolitikere må slås for magten Rammerne for lokalpolitikernes virke har været under kraftig ombrydning de senere år. Den parlamentariske styringskæde med dens bokse og kasser, hvor politikere på papiret havde en position i toppen af kransekagen, holder ikke længere i nutidens samfund.

Lokalpolitikernes politiske ledelsesret er ikke længere bare givet, men er noget lokalpolitikerne må kæmpe langt mere for end tidligere. Politologer taler om, at vi i dag har en differentieret politisk orden uden et politisk centrum. Lokalpolitikere må i dag indgå i et forhandlingsspil om positioner, hvorfra der kan udøves politisk ledelse. Et eksempel på dette er den igangværende professionalisering af den politiske kommunikation i kommunerne, som har til hensigt at styrke borgmesterens position i medierne og over for offentligheden.

Men hvad er det egentlig der er sket, og er det rigtigt, at lokalpolitikerne i dag er under større pres end nogensinde før? Lokalpolitikere på afstand af driften Det første man må konstatere er, at en bølge af forvaltningsmæssige reformer er skyllet ind over kommunerne siden 1990?erne (New Public Management), og det har ændret rammebetingelserne for lokalpolitikerne.

Grundlæggende har der været tale om en markedsgørelse af den offentlige sektor med fokus på at effektivisere offentlige organisationer og skabe gennemsigtighed i ressourceudnyttelsen. Hjørnestenen i disse reformer har været adskillelsen af det politiske og administrative niveau: politikerne skal nu blande sig uden om driften og udelukkende fastsætte politiske mål og rammer. Det er så op til de nye og mere selvstyrende offentlige virksomheder at bestemme, hvilke midler de vil bruge for at leve op til målene.

Problemet fra et demokratisk synspunkt kan være, at dette efterlader et lille rum for politisk beslutningstagen. Lokalpolitikere kommer på afstand af driften og den kommunale virkelighed og kan have svært ved at opstille realistiske mål og rammer for de kommunale velfærdsorganisationer. En konsekvens af dette er, at de kommunale velfærdsorganisationer bliver stadig mere selvstyrende, og de lokale politikere kan blive demotiverede og i tvivl om deres egen rolle.

Reformer indskrænker råderum Inden for de seneste år har de mest centrale reformer i forhold til lokalpolitikernes råderum været strukturreformen, kvalitetsreformen, skattestoppet og begrænsningerne på de kommunale anlægsbudgetter. Strukturreformen synes ikke at have styrket lokalpolitikernes råderum. Reformen er i høj grad blevet til en administrativ sag snarere end et bredt lokalpolitisk tema.

Borgmesteren er den eneste fuldtidsansatte lokalpolitiker, som i praksis har mulighed for at detailstyre en så omfattende reform (særlig i fusionskommunerne). De øvrige lokalpolitikere har haft svære betingelser i forhold til at spille en reel politisk styrende rolle i forhold til implementeringen af reformen. Kvalitetsreformen synes at have haft en lignende betydning for lokalpolitikernes mulighedsrum.

Reformen søger at øge kvaliteten i den borgerrettede velfærdsservice i kommunerne og fokuserer i den forbindelse på kravene til offentlig ledelse, kvalitetsstandarder m.m. Særlig fokus i kommunerne har der været på akkreditering og brugerundersøgelser som redskaber til at sikre kvaliteten i institutionerne.

Dette er eksempler på en særlig form for processtyring, hvor rammerne for diskussionen af kvalitet reelt fastlægges af landspolitikerne, og lokalpolitikerne som resultat heraf får indskrænket deres bane at spille på. Bemærkelsesværdigt i øvrigt er det, at kommunalbestyrelsens rolle ikke optræder i nogle af de 180 punkter i kvalitetsreformen. Skattestoppet og begrænsningerne på de kommunale anlægsbudgetter er yderligere eksempler på reformer, der i høj grad har indskrænket lokalpolitikernes muligheder for at udøve politisk styring.

Frihedsgraderne i forhold til at få flere kommunale indtægter via skatten er yderst begrænsede i kommunerne, og besparelser og omprioritering er derfor ofte den eneste reelle vej ud af økonomiske problemer i kommunerne. Veje ud af den demokratiske knibe Lokalpolitikerne er altså presset fra to sider: fra selvstyrende offentlige organisationer uden trang til lokalpolitisk indblanding og landspolitikere med en ambition om at styre de selv samme velfærdsorganisationer. Er der nogen vej ud af denne demokratiske knibe?

Man kan forestille sig tre måder at styrke lokalpolitikernes rolle på, og det kommende forskningsprojekt fra AKF kan være med til at finde ud af, hvad der er den mest realistiske vej at gå: * Nye dialogformer. Der kan skabes nye platforme for dialog mellem lokalpolitikere på den ene side og institutionsledere samt borgere på den anden side (dialogcirkler, internetbaserede borgerpaneler etc.).

Denne dialog skal sikre, at lokalpolitikerne har en tæt og åben dialog med institutionsniveauet og borgerne, så de træffer politiske beslutninger på et mere kvalificeret grundlag end i dag, og institutionerne føler et tættere ejerskab til de fastsatte mål og rammer. * Opkvalificering af lokalpolitikere. Der kan satses på en opkvalificering af lokalpolitikerne, så de bliver bedre i stand til at varetage deres stadigt mere låste og komplekse rolle og funktion.

Der stilles stadig større krav om udvikling og innovation i kommunerne, og der er stadig flere magtfulde interessenter, som ønsker indflydelse. Hvis lokalpolitikerne skal være styrende i den proces, kræver det en opkvalificering og tilførsel af ressourcer. * Præcisering af det kommunale selvstyre. Det er målet her at få afklaret, hvor omfattende lokalpolitikernes beslutningskompetence bør være og på den baggrund fastlægge en klarere arbejdsfordeling mellem institutionsniveauet, det lokalpolitiske niveau og det landspolitiske niveau.

Hermed imødegås den ansvarsforflygtelse, der præger debatten i dag, hvor landspolitikere eksempelvis giver borgmestre skylden, når budgetterne ikke overholdes, borgmestrene giver landspolitikerne skylden, og lederne af de kommunale institutioner står tilbage i mere eller mindre vildrede.

Kilder: Dorthe Pedersen m.fl. (red.) 2008. Genopfindelsen af den offentlige sektor. Børsen Offentlig. Camilla Sløk og Kaspar Villadsen (red.) 2008. Velfærdsledelse. Hans Reitzels Forlag. Jacob Torfing (red.) 2008. Ledelse efter kommunalreformen. Jurist- og Økonomforbundets Forlag. Rikke Berg og Ulrik Kjær 2008. Lokalt politisk lederskab. Syddansk Universitetsforlag.