Analyse: Hjælp til selvhjælp i ældreplejen kræver særlig indsats

I kommunerne er der i disse år kommet øget fokus på, at praktisk og personlig hjælp ydes med det mål at gøre modtageren i stand til at klare sig selv – eller i hvert fald klare så mange opgaver som muligt selv.

I praksis er der dog en række forhold, som begrænser idealet om at understøtte ældre borgeres selvhjulpenhed. Hvis kommunerne vil styrke princippet om hjælp til selvhjælp, er der brug for flere tiltag.

Blandt andet kræver det opbakning fra ledelse og visitatorer til SOSU-medarbejderne. Det viser en undersøgelse, som AKF, Anvendt KommunalForskning, har foretaget i samarbejde med Roskilde Universitet.

Med inspiration fra den svenske kommune Östersund gennemfører flere kommuner projekter under betegnelsen hverdagsrehabilitering, hvor der er fokus på borgernes potentiale for at træne til at klare sig med mindre hjælp eller eventuelt helt uden hjælp.

Baggrunden er primært et udgiftspres på grund af et stigende antal ældre. Men der er også et ønske om at udskyde det tidspunkt, hvor ældre får behov for offentlig hjælp og støtte.

Gennem interview og observation sætter undersøgelsen fokus på SOSU-medarbejderes opfattelse af princippet om hjælp til selvhjælp og dets omsætning til praksis i dagligdagen.

Undersøgelsen blev gennemført i to kommuner (Høje-Taastrup og Varde), hvor der har været særligt fokus på at give hjælp med et rehabiliterende sigte, og i to kommuner (Brønderslev og Fredensborg), hvor dette ikke var tilfældet.

To former for hjælp til selvhjælp

Vi har identificeret to forskellige tilgange til hjælp til selvhjælp blandt SOSU’erne i undersøgelsen. Både når SOSU’erne skal beskrive, hvad de opfatter som hjælp til selvhjælp, og i deres praksis hos borgerne.

Den absolut hyppigste tilgang er at inddrage den ældre i (mindre) daglige gøremål for at vedligeholde hans eller hendes funktions- og aktivitetsniveau, men uden en målsætning om at blive mere selvhjulpen.

Det sker for eksempel ved, at den ældre deltager i opvasken sammen med SOSU-medarbejderen, eller at de to laver en arbejdsdeling, hvor den ældre lægger tøj sammen eller vander blomster, mens SOSU’en støvsuger.

En anden tilgang er, at SOSU’en tilskynder og motiverer de ældre til selv at udføre opgaver med det formål at gøre dem mere uafhængige af hjælp. Det drejer sig eksempelvis om at træne gangfunktion eller at træne i at tage støttestrømper på. Denne fremgangsmåde synes imidlertid ikke at være så fremherskende, når der ydes hjælp i praksis.

Barrierer i praksis

Selv om hjælp til selvhjælp er et fagligt ideal for SOSU’erne, sker det ofte, at SOSU’erne hjælper med opgaver, som borgeren egentlig godt selv kunne udføre. Det sker blandt andet for at være imødekommende over for borgerens ønsker om at få bestemte opgaver udført, og for på den måde at skabe og bevare en god relation til borgeren.

Det kan også skyldes, at SOSU’erne synes, at en borger har fortjent lidt ekstra, fordi han eller hun er rar og taknemmelig for hjælp.

Hjælp til selvhjælp forudsætter borgerens accept og medvirken, og denne er ikke altid til stede. Borgerne kan have den opfattelse, at når de har fået bevilget hjælp, skal de ikke selv gøre noget. Det er derfor vigtigt, at det ved bevillingen af hjælp er klart for borgerne, at de selv skal bidrage med at udføre de ting, de kan.

Det er ikke altid nemt for SOSU’erne at overbevise borgerne om, at det er til deres eget bedste selv at udføre det, de kan. SOSU’erne beskriver det som en forhandling med de ældre modtagere af hjælp, hvor der indgår elementer af overtalelse – som at motivere, tilskynde, guide, konfrontere mv.

Både den ældres baggrund og SOSU’ernes forudsætninger spiller ind på, om forhandlingen fører til, at den ældre deltager mere aktivt.

Selvhjælp kræver mere tid

Den tid, som SOSU’erne har til rådighed under det enkelte besøg, spiller også ind på muligheden for at realisere hjælp til selvhjælp. Det er som hovedregel mere tidskrævende at inddrage borgeren i udførelsen af hjælpen, og hvis tiden er knap, kan der spares tid, hvis SOSU’erne selv udfører opgaverne.

Endvidere kan pårørende påvirke hjælpen. SOSU’erne peger på, at pårørende typisk stiller flere krav end de ældre selv, og at de pårørendes krav som regel handler om at give mere hjælp, end der reelt er behov for.

Der er borgere med en svækkelse, hvor hjælp til selvhjælp med et rehabiliterende sigte ikke giver mening. Men det er vigtigt at have for øje, at ældre udfører de opgaver, de kan overkomme. Der synes dog at være brug for en række tiltag for at styrke hjælp til selvhjælp i praksis. Der er brug for støtte og opbakning til SOSU’erne fra ledelsen om at holde fast i princippet i den daglige praksis.

Det er endvidere væsentligt, at hjælp til selvhjælp indgår i målsætninger for den bevilgede hjælp til den enkelte borger, og at det ved visitationen gøres klart for modtagerne, hvilke forventninger der er til deres egen indsats. Der kan også være brug for støtte til SOSU’erne fra andre faggrupper som ergo- og fysioterapeuter til at indarbejde et rehabiliterende sigte i hjælpen.

Endelig kan der være brug for at udvikle SOSU’ernes kompetence til på en pædagogisk måde at stille krav og forventninger til modtagere af hjælp.
------------------------------------------------------------------------------------------------------------

Fire veje til mere hjælp til selvhjælp

Undersøgelsen "Hjælp til selvhjælp eller service i hjemmeplejen" fra AKF og RUC er netop udkommet. Den viser, at der er brug for en række tiltag, hvis man vil styrke princippet om hjælp til selvhjælp:

Ved visitationen skal det gøres klart, hvilke forventninger der er til den ældres egen indsats, og hvilke mål der er for den bevilgede hjælp.

Ledelsen skal give SOSU’erne opbakning til at holde fast i hjælp til selvhjælp i den daglige praksis.'

Ergo- og fysioterapeuter skal yde støtte til hjælp til selvhjælp i praksis.

SOSU’ernes kompetence skal udvikles, så de bliver bedre i stand til på en pædagogisk måde at stille krav og forventninger til de ældre om selv at udføre de opgaver, de er i stand til.