Anbefalinger til samfundsøkonomiske evalueringer på socialområdet
Udgivelsens forfattere:
- Jacob Nielsen Arendt

Baggrund
Økonomisk evaluering er en metode til at sammenveje fordele og ulemper – omkostninger og gevinster – ved en given indsats i forhold til relevante alternativer. Der er dog store forskelle i, hvordan det kan gøres. Socialstyrelsen ønsker at øge kvalitet og gennemsigtighed samt graden af sammenlignelighed på tværs af økonomiske evalueringer på socialområdet. Det har KORA hjulpet med ved at udarbejde en række anbefalinger til, hvordan man bør udarbejde evalueringerne.
Konklusion
Anbefalingerne skelner mellem tre typer af økonomisk evaluering: cost-benefit, cost-effectiveness og cost-saving analyser:
- Cost-effectiveness viser, hvad det koster at opnå en given effekt for deltagerne
- Cost-saving besvarer, om drifts- og implementeringsomkostninger ved indførelse af en indsats opvejes af senere sparede omkostninger i det offentlige
- Cost-benefit værdisætter alle væsentlige effekter, herunder livskvalitet og andre gevinster for brugeren, og beskriver, om indsatsen kan betale sig.
Da det er svært at måle livskvalitet samt sætte kroner og øre på effekter af indsatser på det sociale område, vil der sjældent kunne udføres cost-benefit analyser. Derfor anbefales brugen af cost-effectiveness eller cost-saving analyser.
Anbefalinger
Anbefalingerne giver konkrete anvisninger inden for syv områder, man som evaluator skal omkring for at lave bedre samfundsøkonomiske evalueringer:
- Hvilken indsats fokuserer man på, og hvad er formålet med den?
- Hvilke relevante alternative indsatser vil man sammenligne med?
- Hvilken økonomisk evalueringstype vil man anvende til evalueringen, og hvad er typens perspektiv og tidshorisont?
- Hvordan vil man måle og modellere indsatsens effekt?
- Hvilke input og konsekvenser inddrager og udelader man i evalueringen, og hvordan værdisætter man dem?
- Hvordan vil man præsentere sine evalueringsresultater?
- Hvordan vil man håndtere den usikkerhed, der er forbundet med evalueringstypen?
Metode
Anbefalingerne er udformet i dialog med centrale aktører på området. Dialogen er skabt på baggrund af gennemgang af danske og internationale økonomiske evalueringer på det sociale område med særlig fokus på metodiske udfordringer.
Udgivelsens forfattere
- Jacob Nielsen Arendt
Om denne udgivelse
Udgiver
KORA