Spring til...

  • Hovedindhold
  • Indholdsfortegnelse
  • Sidefod
  • English en
Notat 9. OKT 2017

Arbejdsløse og øvrige offentligt forsørgede i kommunerne

Udgivelsens forfattere:

  • Bo Panduro
Download udgivelsen
Download udgivelsen

I gennemsnitskommunen var 18 procent af borgerne mellem 17 og 64 år enten arbejdsløse eller på anden offentlig forsørgelse i 2016, og andelen har været svagt faldende de seneste år. Faldet sker efter, at gennemsnitskommunen oplevede en stigning fra omkring 16 procent i 2007-2008 til knap 19 procent i 2010-2013. Samtidig er der på tværs af kommunerne betydelige forskelle i andelen af arbejdsløse og offentligt forsørgede.

Resultater

VIVE har i dette notat opgjort andelen af 17-64-årige borgere, der enten er arbejdsløse eller på anden offentlig forsørgelse i landets kommuner. Andelen er dels opgjort som et gennemsnit for alle kommuner, dels opgjort for hver enkelt af landets 98 kommuner. VIVE har derudover opdelt den samlede andel arbejdsløse og øvrige offentligt forsørgede i fire grupper. Det drejer sig om:

  • Arbejdsløse (forsikrede ledige samt kontanthjælpsmodtagere)
  • Sygedagpengemodtagere
  • Fleksjobbere
  • Førtidspensionister.

Ser man på udviklingen i andelen af fuldtidsmodtagere fordelt på de fire typer, fremgår det af grafikken, at andelen af arbejdsløse på kontanthjælp og dagpenge har de kraftigste udsving. Man kan også se, at andelen af sygedagpengemodtagere udvikler sig modsat andelen af arbejdsløse, således at antallet af sygedagpengemodtagere stiger, når arbejdsløsheden falder og omvendt. Det kan hænge sammen med, at man i perioder med høj beskæftigelse har mulighed for at bringe ledige med relativt svag tilknytning til arbejdsmarkedet i beskæftigelse – grupper, der dog samtidig kan have tendens til højere grad af sygefravær.

Man kan yderligere se, at andelen af førtidspensionister er faldet svagt fra omkring 2013, mens andelen af fleksjobbere er steget. Den tendens kan hænge sammen med Førtidspensionsreformen, som politikerne vedtog i 2012.

Store kommunale forskelle

På danmarkskortet kan man se andelen af arbejdsløse og øvrige offentligt forsørgede i de enkelte kommuner i 2016. Det fremgår, at der er relativt store forskelle – fra 8,7 procent i den lave ende til 30,2 procent i den høje.

I hovedstadsområdet finder man nogle af de kommuner, som har den laveste andel, mens kommunerne i Syd- og Vestsjælland har relativt mange arbejdsløse på kontanthjælp og dagpenge samt øvrige offentligt forsørgede.

De store forskelle på tværs af kommunerne kan blandt andet skyldes forskelle i befolkningssammensætning, lokale arbejdsmarkedsforhold mv. Det skal dog understreges, at VIVE ikke har foretaget en analyse af de bagvedliggende årsager.

 

Data og metode

Analysen er baseret på data fra Danmarks Statistik (Statistikbanken, AUH01 ”Offentligt forsørgede (fuldtidsmodtagere)” og FOLK1E folketal pr. 1. januar.

Baggrund

TV2 Regionerne har bedt VIVE levere en række nøgletal, som TV2 Regionerne ønsker at inddrage i deres dækning af kommunalvalget den 21. november 2017. Nøgletallene bliver løbende publiceret som notater i perioden fra 11. september til 23. oktober 2017.

Med dette notat har TV2 Regionerne ønsket at få belyst, hvor mange der er arbejdsløse eller i øvrigt er offentligt forsørgede i kommunerne. Udgivelsen bygger på data fra Danmarks Statistik. Udgivelsen indeholder ikke egentlige analyser af årsagerne til forskelle mellem kommuner eller udviklinger over tid.

Udgivelsens forfattere

  • Bo Panduro

Om denne udgivelse

  • Finansieret af

    TV2 Regionerne
  • Udgiver

    VIVE - Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd
Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd leverer viden, der bidrager til at udvikle velfærdssamfundet og til at styrke kvalitetsudvikling, effektivisering og styring i den offentlige sektor både i kommuner, regioner og nationalt.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Få vores nyeste viden serveret i din indbakke - hver uge!

Nyhedsbrev
Tlf: 44 45 55 00
Mail: vive@vive.dk
EAN: 5798000354845
CVR: 23 15 51 17
  • Nyheder og debat
  • Presse
  • Kontakt
  • Ledige stillinger
  • Tilgængelighedserklæring

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Få vores nyeste viden serveret i din indbakke - hver uge!

Nyhedsbrev