Arbejdsløshedsundersøgelserne – 70’ernes omsving fra fuld beskæftigelse til høj ledighed

I 1975 fremsatte arbejdsministeriets økonomisk-statistiske konsulent, og senere direktør, Kaj Westergaard forslag til et kerneprojekt om ”de økonomiske og sociale erfaringer i forbindelse med omsvinget fra fuld beskæftigelse til arbejdsløshed”. Det ”omsving”, der hentydes til, var omsvinget fra fuld beskæftigelse i 1960’erne og begyndelsen af 1970’erne til stigende og høj ledighed fra 1974. Det var tanken, at dette projekt skulle udgøre rammen omkring en del af SFIs arbejdsmarkedsforskning for en længere periode. ”Man havde fra arbejdsministeriets side peget på, at en konjunkturopgang meget vel kunne ligge adskillige år ude i fremtiden. Det var derfor væsentligt at øge den foreliggende viden om, hvordan arbejdsmarkedet fungerer i en situation med høj ledighed…”, som det udtrykkes i en af rapporterne.

I 1979-1985 udkom 9 rapporter. Fire af disse var antologier, hvor mange artiklerne var forfattet af eksterne sagkyndige (især forskere). Der var 19 delprojekter: 

• Den private sektors efterspørgsel efter arbejdskraft
• Produktivitetsudviklingen
• Den offentlige sektors personaleefterspørgsel 1967-1977
• Udbuddet af arbejdskraft
• Allokeringsprocesser på arbejdsmarkedet
• Udviklingen i mobiliteten på arbejdsmarkedet
• Manøvremuligheder i beskæftigelsespolitikken. Den økonomiske politik i 1970’erne
• Manøvremuligheder i beskæftigelsespolitikken. Økonomiske og politiske balanceproblemer i Danmark i perioden 1958-80.
• Økonomiske effekter af arbejdsløshedsforsikring
• Kvinder, krisen og retten
• Udviklingen i arbejdsstandsninger
• Materielle konsekvenser for den arbejdsløse
• Psykologiske aspekter af ældre arbejdstageres arbejdsløshed og tilbagetrækning
• Omfanget af ledighed
• Udviklingen i arbejdsløshed og sygefravær
• Lønforskelle, lønpolitik og beskæftigelse i 1970’erne
• Ledighedens sammensætning
• De lediges jobsøgning
• Sociale og helbredsmæssige konsekvenser af arbejdsløshed

Delprojekterne var i høj grad formet af de involverede medarbejdere, og de var af meget varierende omfang og karakter. Blandt de mest omfattende var en overvejende litteraturbaseret analyse af de økonomiske effekter af arbejdsløshedsforsikring samt en analyse af lønforskelle, lønpolitik og beskæftigelse i 1970’erne. Nogle delprojekter var baseret på surveys i 1979 blandt repræsentative udsnit af ledige og beskæftigede. De var grundlag for analyser af ledighedens sammensætning, de materielle og socialpsykologiske konsekvenser af ledighed og af de lediges jobsøgning. Enkelte resultater omtales i det følgende.  

Årsager til arbejdsløshed

De første delprojekter drejede sig om baggrunden for den høje arbejdsløshed efter 1973 og mulighederne for gennem den økonomiske politisk at reducere ledigheden. Udgangspunktet var bl.a., at den tidligere tro på, at det gennem den økonomiske politik var relativt uproblematisk at sikre fuld eller næsten fuld beskæftigelse var svækket. Der blev sat fokus på efterspørgslen efter og udbudet af arbejdskraft samt produktivitetsudviklingen. Det konkluderes, at baggrunden for den stigende arbejdsløshed var et fald i beskæftigelsen i den private sektor bl.a. på grund af den internationale konjunkturudvikling og uforudsete stigninger i olieprisen. En hypotese om teknologisk arbejdsløshed (et begreb som dengang var på dagsordenen) blev afvist, og ”der er ingen grund til at tro, at et fremtidigt konjunkturopsving ikke skulle trække en stigende beskæftigelsesgrad med sig”.  

På arbejdsmarkedets udbudsside konstaterede man en stærk og jævn stigning i udbuddet af kvindelig arbejdskraft i hele perioden 1967-1979. Det skyldtes især, at de 20-29-årige kvinder ikke i så høj grad som tidligere forlod arbejdsmarkedet i kortere eller længere tid for at passe mindre børn.

”Det har været hævdet”, anføres det i en af rapporterne, ”at kvinderne særligt under krisen er strømmet ud på arbejdsmarkedet. En del af årsagen skulle være de forbedrede muligheder for at opnå arbejdsløshedsdagpenge og den faldende chance for at blive anvist arbejde”. Påstanden afkræftes imidlertid.

Derimod vises, at den kraftigere stigning i kvindernes end i mændenes ledighed efter 1973 især gjorde sig gældende inden for fremstillingsvirksomhed. Der var tale om en større konjunkturfølsomhed i de kvindelige arbejderes beskæftigelse. Det skyldes, at kvinder har de typer arbejdsfunktioner (tempoarbejde), der mest direkte påvirkes af produktionsniveauet. Mændene har oftere overvågningsarbejde (tilsyn, kontrol, regulering). At kvinderne havde fået større lønstigninger end mændene var derimod ikke årsag til den større vækst i kvindernes ledighed.

Ledighedstallene diskuteres

Ledighedens omfang, som den kom til udtryk i den registrerede ledighed (ledige tilmeldt AF), blev problematiseret.

På den ene side blev der argumenteret for, at den registrerede ledighed undervurderede ledighedsproblemet. Således blev skønnet, at de ikke-registrerede ledige udgjorde et antal svarende til i størrelsesordenen 15-30 pct. af de registrerede ledige i 1977. I dag er antallet formentlig en del mindre. De ikke-registrerede ledige blev defineret som personer uden beskæftigelse, der søger arbejde, men som ikke er tilmeldt AF. Som skjult ledige regnes personer, der ønsker, men som fx på grund af dårligt helbred eller et handicap ikke søger arbejde (uden at være registreret som ledige). De skønnedes at udgøre et antal svarende til 40 pct. af de registrerede ledige. Det konkluderes bl.a., at der er behov for at øge udbuddet af forskellige former for tilpasset eller beskyttet beskæftigelse foruden behovet for at øge udbuddet af job på det sædvanlige åbne arbejdsmarked.

På den anden side kunne man argumentere for, at den registrerede ledighed overvurderede ledighedsproblemet, jf. de midlertidigt og ikke-reelt ledige.

De midlertidigt ledige er registrerede ledige med tilknytning til en arbejdsplads, herunder ledige med supplerende dagpenge, ledige på grund af arbejdsfordeling, midlertidig hjemsendelse eller vejrlig mv. I slutningen af 1970’erne skønnedes denne gruppe at udgøre 20-25 pct. af de registrerede ledige, som altså typisk er til rådighed på dagpenge for en konkret arbejdsgiver. I en af artiklerne gør forfatteren sig til talsmand for, at ”en rimelig reform ville være, at virksomhederne betalte dagpenge i eksempelvis de første uger af en arbejdsløshedsperiode..”. En ordning af denne karakter blev indført i Danmark mange år senere (i 1989), dog skulle arbejdsgiverne i begyndelsen kun betale for den første ledighedsdag.

Endelig blev ikke-reelt ledige afgrænset som registrerede ledige, der ikke opfyldte ILOs kriterier om at være til rådighed for arbejdsmarkedet. På basis af spørgeskemasvar skønnedes de at udgøre i størrelsesordenen højst 20-25 pct. af de registrerede ledige uden tilknytning til en arbejdsplads. De eventuelle praktiske implikationer af dette resultat (fx i form af strammere rådighedsregler o. lign.) drøftes dog ikke.

Det værste ved at være arbejdsløs

Hvilke konsekvenser har det for den enkelte at være arbejdsløs? Dette tema blev bl.a. belyst ved at spørge ledige om, hvad de oplevede som det værste ved arbejdsløshed. I efteråret 1979 gav de ledige følgende svar (man kunne nævne tre forhold ud af en liste på 9):