Benchmarking af kommunerne gør en forskel : Der er meget store kommunale forskelle med hensyn til, hvor mange ydelsesmodtagere der kommer i arbejde. Benchmarkinganalyser kan bevirke, at de bedste kommuner kan inspirere de øvrige kommuner til at forbedre beskæftigelsesindsatsen.
Udgivelsens forfattere:
- Hans Hummelgaard
Ledelse og implementering
Socialområdet
Ledelse og implementering, Socialområdet
Der er stort behov for viden om, hvad der virker og ikke virker i beskæftigelsesindsatsen, og AKF har i de seneste år produceret megen ny forskning herom. Vi har bl.a. lavet analyser, der på integrations-, sygedagpenge- og kontanthjælpsområdet sammenligner kommunerne (benchmarking). Desuden har vi lavet opfølgende analyser af, hvorfor nogle kommuner gør en bedre integrationsindsats end andre.
Integration
AKF’s benchmarkinganalyser på integrationsområdet rangordner kommunerne efter, hvor hurtigt udlændinge under integrationsloven kommer i beskæftigelse eller uddannelse. Effektmålingen tager højde for, at kommunerne har forskellige vilkår både med hensyn til lokale arbejdsmarkedsforhold, og hvad der karakteriserer de udlændinge, der er mange af i kommunen. I den femtedel af kommunerne, hvor udlændinge hurtigst er kommet i beskæftigelse af mindst seks måneders varighed eller uddannelse, findes kommunerne Billund, Frederikshavn, Frederiksværk-Hundested, Furesø, Herlev, Ishøj, Kerteminde, Rødovre, Tårnby og Vallensbæk.
Sygedagpenge- og kontanthjælpsområdet
Når 100 personer ikke længere får kontanthjælp, er det i gennemsnit kun 33 af dem, der her og nu er kommet i arbejde. I den bedste kommune er det 50 og i den dårligste 14. Blandt modtagere af sygedagpenge kommer lidt flere i arbejde, nemlig 43. Men de kommunale forskelle er også her store (61 kommer i beskæftigelse i den bedste kommune og 30 i den dårligste).
Benchmarkinganalyser viser, at mere end 60% af de forskellige resultater i kommunernes indsats på syge- og dagpengeområdet kan forklares ved, at de har forskellige rammevilkår. De resterende knap 40% kan skyldes forskelle i effekten af kommunernes indsats.
Benchmarking skal gennemføres ordentligt
AKF’s analyser er, set med vores øjne, de bedst udførte herhjemme, hvilket bl.a. understreges af, at resultater og metoder kan stå distancen internationalt via publicering i videnskabelige tidsskrifter. AKF’s analyser er i almindelighed respekterede i kommunerne såvel som i staten. Det skyldes ikke mindst, at analyserne tager højde for de rammevilkår, hver kommune er underlagt, og som de enten ikke eller kun på langt sigt har mulighed for at påvirke. Analyser, der benytter grove indikatorer, der fx ikke tager højde for forskelle i kommunernes rammevilkår, kan gøre mere skade end gavn.
Kommunerne kan lære af hinanden
Benchmarking kan være et udgangspunkt for, at kommunerne kan lære af hinanden. Hvis fx to kommuner, der ligner hinanden meget på en række områder, har meget forskellige resultater af deres beskæftigelsesindsats, kan det give anledning til, at de indbyrdes diskuterer, hvad årsagerne til forskellene er. Herved kan de blive klogere på, hvad der virker bedst i indsatsen.
Man får dog først det fulde udbytte af benchmarking, hvis der suppleres med opfølgende analyser af, hvorfor nogle kommuner gør en bedre indsats end andre. AKF har set nærmere på, om der er nogle fællestræk ved de kommuner, der ifølge benchmarking har størst succes med at få udlændige i arbejde. Af fællestræk kan nævnes:
De har klare målsætninger og politisk prioritering af integrationsindsatsen.
At få udlændinge i beskæftigelse prioriteres højt.
Integrationsindsatsen er specialiseret i forhold til sagsbehandlere og jobkonsulenter.
Der gennemføres en god sagsbehandling med bl.a. tæt opfølgning.
Kommuner med en mindre god indsats kan overveje, om der er basis for forbedringer på de angivne felter. Der vil naturligvis kunne gennemføres uddybende analyser af, hvad der især gør en forskel på de anførte områder, ligesom det vil være relevant at gennemføre tilsvarende analyser på fx sygedagpenge- og kontanthjælpsområdet.
Udgivelsens forfattere
- Hans Hummelgaard
Om denne udgivelse
Publiceret i
AKF nyt