Beskæftigelse : Et område under reform

Beskæftigelsesområdet har gennemgået flere ændringer i de seneste år. Kulminationen af reformerne skete den 1. januar 2007, hvor de nyoprettede 91 kommunale jobcentre blev ansvarlige for beskæftigelsesindsatsen i Danmark. Fra denne dato er AF og de kommunale arbejdsmarkedsafdelinger officielt fortid. Den statslige og den kommunale indsats skal »sammentænkes«, hvor det officielle mål er at kombinere »det bedste fra begge hidtidige systemer«.

Jobcentrene er sat på opgaven samtidig med, at praktikere på beskæftigelsesområdet er berørt også af andre ændringer og krav, som direkte påvirker det daglige arbejde. Det handler på den ene side om at regulere sagsbehandlingen ved at indføre en metodisk værktøjskasse til brug i kontakten med ledige.

På den anden side handler det om at være forpligtet til at dokumentere indsatsens effekt i forhold til håndfaste resultatmål. Den nye struktur i form af sammenlægning af AF og den kommunale indsats er således ikke en enkeltstående begivenhed. Men den er klart den mest gennem­gribende ændring med en omfattende om­organisering af opgaverne og af personalet.

Fokus på kommuner

Grundtanken med reformen har været at opnå synergieffekter ved at samle kommunernes og AF’s indsats samme sted: en sammenhængende beskæftigelsesindsats for borgerne. Den nye struktur har haft konsekvenser for både AF og kommunerne, men det er for tidligt på nuværende tidspunkt at vurdere dem i deres helhed. En ting står dog klart: kommunerne har med reformen fået et betydeligt større ansvar for beskæftigelsesindsatsen end hidtil.

Kommunerne er omdrejningspunktet for jobcentrene også i den forstand, at kommunalt ansatte udgør hovedparten af personalet i jobcentrene. I de 14 pilotjobcentre, der er enhedsorganisationer, skal kommunerne varetage hele opgaven i modsætning til de øvrige 77 fælles jobcentre, hvor staten beholder ansvaret for de forsikrede ledige.

Fælles eller parallel?

Overordnet set signalerer den nye struktur en forenkling og systematisering af indsatsen over for mennesker uden arbejde. Ambitionen har jo været at koordinere indsatsen mellem forskellige lovområder og dele viden mellem praktikere, som har forskellig tilgang og erfaring. Forventningen er, at »best practice« opstår i dagligdagen, når kommunal og AF’s ekspertise befinder sig under samme tag.

Det store diskussionsemne omkring strukturreformen på beskæftigelsesområdet har fra starten været, om konstruktionen med fælles jobcentre overhovedet er mulig. Der har været skepsis over, om reformen fører til andet end et bofællesskab. Og er der tale om et bofællesskab på ulige vilkår, således at AF’s ekspertise fylder mindre?

Samarbejde mellem de tidligere to selvstændige systemer er en stor udfordring, når kravet om samarbejde kommer udefra og ikke er de to organisationers eget initiativ. Nye måder at arbejde på skulle opfindes samtidig med den daglige drift, hvor opgaverne skal løses fra dag ét. I den situation er der risiko for, at begge systemer bærer deres traditioner videre i forhold til de målgrupper, som de har størst kompetence med. Det er et centralt spørgsmål, om denne opdeling vil slå igennem, eller om det vil det være muligt at bryde de gamle skillelinjer mellem socialarbejdere, vejledere og deres faglige forståelser og traditioner.

Virker reformen?

I startfasen har de ansatte oplevet forskellige barrierer, der har modvirket en fælles indsats: problemer med it-systemerne, store administrative krav og ressourcemangel på grund af ubesatte stillinger. På den anden side er der med reformen skabt samme arbejdsplads til medarbejdere med forskellig baggrund, og det bestræbes at danne en fælles identitet bl.a. gennem en ny terminologi.

Sagsbehandlere og vejledere er blevet beskæftigelsesmedarbejdere, der tales om borgere i stedet for klienter og kunder, og de lediges forhold til arbejdsmarkedet omtales som match. Den mest synlige fælles opgave er visitation: der er én indgang for alle ledige, uanset om de er forsikret eller ej og uanset beskæftigelsespotentiale.

Det er endnu for tidligt at vurdere, hvordan den nye struktur forplanter sig, og hvordan struktur og effekt hænger sammen på beskæftigelsesområdet. Hvordan bærer medarbejdere og ledere reformen igennem, og hvad får de ledige ud af reformen?

AKF’s forskning på beskæftigelsesområdet retter sig både mod løbende at analysere, hvordan selve indsatserne tilrettelægges, og hvordan effekterne af arbejdet kan vurderes. Forskning i effekterne handler altså ikke alene om, hvorvidt de ledige kommer i arbejde, men også om, gennem hvilken indsats det er muligt. Fokus på indsatsen er i særlig grad påkrævet på beskæftigelsesområdet, hvor der ikke findes en bestemt, velafgrænset »behandling« eller intervention.

Indsatsen består typisk af flere elementer, som er af betydning for virkningen. Medarbejdernes kompetence, samarbejdsformer mellem sagsbehandlere, jobkonsulenter og projektmedarbejdere samt generelt sammenhængen mellem forskellige tiltag spiller en vigtig rolle.