De fleste er tilfredse
Udgivelsens forfattere:
Arbejdsmarked
Dagtilbud, skole og uddannelse
Arbejdsmarked, Dagtilbud, skole og uddannelse
Medarbejdere i kommuner og regioner generelt er tilfredse med deres arbejde, og tilfredsheden er på samme niveau som i 2006. Men der er fortsat de samme udfordringer i personalepolitikken som i 2006: det fysiske og psykiske arbejdsmiljø skal forbedres og medarbejderne skal i højere grad have muligheden for at levere en god kvalitet på trods af tidspres.
Det er således det lange seje træk, som er overskriften for personalepolitikken i kommuner og regioner i disse år. Det er på de samme områder som tidligere, at tilfredsheden er lav, og hvor der fortsat er grund til at fokusere på indsatsen. Det viser en ny undersøgelse fra AKF, der bygger på svar fra over 3.000 ansatte i kommuner og regioner i Danmark.
Tilfredshed med arbejdet
Knap to ud af tre ansatte (63%) i kommuner og regioner er meget eller overordentlig tilfredse med deres arbejde, og kun ganske få (8%) er mindre tilfredse eller decideret utilfredse. Det er på niveau med en tidligere undersøgelse på området og dokumenterer, at der generelt er en høj grad af jobtilfredshed i kommuner og regioner.
Også når man sammenligner med lignende undersøgelser i Nordeuropa, er der tale om en høj grad af jobtilfredshed. Samtidig er det værd at bemærke, at den økonomiske krise og store omvæltninger blandt mange ansatte i forbindelse med kommunalreformen i 2007 ikke har betydet, at de ansatte i kommuner og regioner er blevet mindre tilfredse med deres arbejde
Hvor er tilfredsheden størst?
Medarbejderne er først og fremmest tilfredse med samarbejdet med kolleger, trygheden i ansættelsen, afvekslingen i arbejdet, indflydelsen på eget arbejde, forholdet til nærmeste leder samt mængden af ansvar (se figur 2). Undersøgelsen viser, at de sociale forhold omkring arbejdet betyder meget for de ansatte, og at der generelt er en høj grad af tilfredshed med forholdet til kolleger og den nærmeste leder. Det skal være socialt tilfredsstillende at gå på arbejde.
Samtidig fremgår det, at der er en høj grad af tilfredshed med det faglige indhold i arbejdet. Generelt vurderer medarbejderne, at de har en høj grad af ansvar og indflydelse på deres arbejde samtidig med, at arbejdet opleves som afvekslende. Det skal være fagligt udfordrende at gå på arbejde, og det er generelt tilfældet for medarbejderne i kommuner og regioner.
Fokusområder i personalepolitikken
AKF’s undersøgelse illustrerer også, hvilke områder der er grund til at fokusere på i det personalepolitiske arbejde, hvis man ønsker at tage fat på områder med det største forbedringspotentiale. Det ses af figur 2, at der er fem områder, hvor tilfredsheden er forholdsvis lav, og hvor vurderingen samtidig er, at det er vigtige områder: Løn, tidspres, mulighed for at levere en god kvalitet samt fysisk og psykisk arbejdsmiljø.
Mange ansatte oplever, at de ikke har mulighed for at nå deres arbejdsopgaver inden for den afsatte tid, og det skaber en frustration. Samtidig viser undersøgelsen, at der er problemer med det fysiske og psykiske arbejdsmiljø på en række kommunale og regionale arbejdspladser. Endelig fremgår det, at løn også er et væsentligt fokusområde.
I en tidligere undersøgelse fra 2006 var det nøjagtigt de samme områder, som blev udpeget som fokus-områder. Det understreger, at forandringer på området kun sker gradvist, og der er behov for en langsigtet og målrettet indsats på området for at skabe mærkbare ændringer i jobtilfredsheden.
Om den personalepolitiske undersøgelse
- Spørgeskemaundersøgelsen er gennemført af Userneeds for AKF i perioden 14.10.-28.10. 2009.
- I alt 3.022 deltog i den internetbaserede undersøgelse, heraf 2.267 kommunalt ansatte og 755 regionalt ansatte.
- Undersøgelserne er udført af AKF for Personalepolitisk Forum, som KL, Danske Regioner og KTO står bag.
Udgivelsens forfattere
Om denne udgivelse
Publiceret i
AKF nyt