Der er mange veje til og fra samfundets bund

Hvem er de socialt udsatte i dagens Danmark? De fleste menneskers umiddelbare svar på det spørgsmål vil nok være, at det er mennesker, som ofte står uden for arbejdsmarkedet, som lever i fattigdom, som for manges vedkommende har psykiske problemer, et misbrug af alkohol eller stoffer, eller som er hjemløse, prostituerede eller på kant med loven.

Det er også forskningens definition, og her spørger man videre: Hvad er det, der gør, at nogle mennesker havner det sted i livet, hvor vi betegner dem som socialt udsatte? Svaret på det spørgsmål er straks mere kompliceret. På SFI har det altid været en kerneopgave at forske i udsattes vilkår og muligheder, og her har tilgangen til emnet udviklet sig med tiden.

”Helt generelt kan man sige, at forskningen i udsatte grupper har flyttet sig fra at fokusere på kategorier til at fokusere på bevægelsesmønstre,” fortæller sociolog og forsker Stefan Andrade, der har beskæftiget sig indgående med den historiske udvikling på området.

”Hvor man for 30-40 år siden var optaget af at definere nogle kategorier, fx socialgrupper eller klasser, der kunne indfange forskellene i menneskers vilkår og muligheder, så ser vi nu i stedet mere på de dynamikker, der bringer folk ind og ud af positionen som socialt udsat. Forskningen peger jo på, at det er de færreste, der lever hele deres liv på samfundets bund, så hvilke processer er det helt konkret, der er i gang? Det er et interessant spørgsmål for socialforskningen i disse år”, siger Stefan Andrade.

Socialgrupper og arbejdsliv

Et eksempel på en kategorisering, som stadig er at finde i mange grundbøger, er socialgrupperne. Det var SFI, der med samfundsforskeren Erik Jørgen Hansen som primus motor udviklede begrebet sidst i 1960’erne som et værktøj til at kategorisere forskellige grupper i samfundet.

Inddelingen i socialgrupper byggede i al sin enkelthed på danskernes egne forestillinger om, hvilke erhverv der havde høj og lav prestige. I en tidligere undersøgelse havde man bedt folk om at rangordne forskellige erhverv, og den inddeling blev sidenhen videreudviklet til socialgrupperne 1 til 5. Socialgruppebegrebet blev siden brugt i et utal af undersøgelser fra SFI, hvori man påviste, at der var en sammenhæng mellem socialgrupperne og forskellige aspekter af social udsathed, fx fattigdom og ulighed i uddannelseschancer.

Ifølge Stefan Andrade var socialgruppebegrebet dog i høj grad et barn af sin tid, bl.a. fordi det tog udgangspunkt i arbejdslivet. Socialgruppe 1 var således topfunktionærer og akademikere, mens socialgruppe 5 var ufaglærte arbejdere.

”Socialgruppebegrebet stammer fra en tid, hvor der var flere ufaglærte job og større jobsikkerhed. På den måde indfanger det slet ikke de risici, vi ser i nutidens samfund, hvor de udsatte grupper i høj grad er uden arbejde, og hvor vi har grupper af unge, der har meget svært ved at få fodfæste på arbejdsmarkedet. Det er nok også grunden til, at begrebet mig bekendt ikke er brugt i en SFI-undersøgelse de seneste 10-20 år,” siger Stefan Andrade.

Udsatte unge kommer fra alle lag

Nylig forskning peger i stedet på, at der er langt mere komplekse
mekanismer på spil, når det gælder social udsathed – og her er familiebaggrund og uddannelsesniveau langt fra de eneste faktorer.

Fx viser ny forskning fra SFI, at langt fra alle socialt marginaliserede unge kommer fra det, man vil betegne som en socialt belastet baggrund: Blandt de 18-24-årige, som enten har en psykisk sygdom, et stof- eller alkoholmisbrug, er blevet hjemløse eller begået kriminalitet, og som har været i kontakt med det offentlige omkring flere af disse forhold, er det kun knap halvdelen, der har forældre med lignende erfaringer.

Det var et af hovedresultaterne af forskningsrapporten Familiebaggrund og social marginalisering i Danmark fra 2015, som Stefan Andrade var en af forfatterne bag, bl.a. sammen med forsker Lars Benjaminsen.

”Vores analyse viser, at ca. halvdelen af de marginaliserede unge kom fra det, man kan kalde en almindelig, social baggrund – dvs. de har forældre, der har uddannet sig, er i arbejde og ikke har problemer af den slags, vi kan se i registrene. Familierne kan sagtens have problemer, som vi ikke kan indfange med registerdata, men resultatet rykker alligevel ved de gængse opfattelser af, hvad der fører til marginalisering,” forklarede Lars Benjaminsen, da rapporten udkom.

Med et nik til de førnævnte socialgrupper kan man fx konstatere, at en femtedel af de marginaliserede unge har forældre, som har en mellemlang eller lang videregående uddannelse.

Chanceulighed

Ikke desto mindre viser analysen også, at der er systematiske forskelle i de unges livsbaner, som kan knyttes til deres familiebaggrund. Der er, med rapportens ord, en ”chanceulighed”, når det gælder de unges risiko for marginalisering.

”Unge fra socialt udsatte familier har klart en større risiko for marginalisering. Hvis forældrene er udfordret på flere af de måder, som vi kan se spor efter i kontakter med det offentlige – altså psykisk sygdom, misbrug, hjemløshed eller fængselsophold – så vil 10-15 pct. af de unge også selv blive socialt marginaliserede. Fra såkaldt velfungerende familier er det kun 2 pct. af de unge, der havner et sted, hvor vi kan betegne dem som marginaliserede,” siger Lars Benjaminsen.

Forskellige møder med velfærdssystemet

Mere bemærkelsesværdigt er det, at der også er systematiske forskelle i, hvordan marginaliserede unge fra forskellige lag af samfundet først kommer i kontakt med ’systemet’ – og om det så at sige er den hjælpende eller den straffende stat, der først reagerer, når de unge er på vej ud over kanten. Stefan Andrade forklarer:

”Vi kan se, at børn og unge fra dårligt stillede hjem typisk først kommer i kontakt med Kriminalforsorgen, for derefter måske at få psykiatrisk hjælp og misbrugsbehandling, mens børn fra det, vi kan kalde middelklassehjem i højere grad bliver registreret i psykiatrien som det første. Det er med andre ord ikke tilfældigt, hvem der kommer ind i hvilke af velfærdsstatens behandlingssystemer først, og man kan jo spekulere på, om forklaringen skal findes i de ressourcer, de unge kan trække på i familien og baglandet.”

Denne forskel eksemplificerer også det, der er blevet et centralt omdrejningspunkt for forskningen i udsathed: Det komplekse samspil mellem faktorer i den enkeltes liv og de sikkerhedsnet, velfærdssamfundet har spændt ud under udsatte borgere. Forskerne peger således på, at de konkrete processer, der fører et menneske ud i marginalisering – eller som afbøder eller afhjælper marginaliseringen – altid udspiller sig et sted mellem disse to poler (se også boks).

”Man kan sige, at vi kan finde sårbarhedsfaktorer på mange niveauer, som kan øge risikoen for social marginalisering: Den enkeltes vilkår og forudsætninger, fx fysisk og psykisk helbred, er selvfølgelig en vigtig faktor, og det samme er familiebaggrund og omgangskreds – men kvaliteten og tilstrækkeligheden af de tilbud og ydelser, vi som samfund giver de udsatte grupper, er også væsentlig, og endelig er der strukturelle forhold på fx arbejdsmarkedet og boligmarkedet, som også sætter rammerne om, hvad der er muligt i den enkeltes liv.” forklarer Stefan Andrade.

Dimensioner af udsathed

Både denne og andre analyser fra SFI dokumenterer også, hvad mange fagfolk på udsatteområdet allerede ved: Et problem kommer sjældent alene. At være socialt marginaliseret betyder oftest at kæmpe med flere aspekter af livet.

Fx har en tredjedel af de danske mænd, der er diagnosticeret med en psykisk sygdom, også et misbrugsproblem – mens det blandt kvinderne er næsten halvdelen af misbrugerne, der også lider af en psykisk sygdom. Blandt psykisk syge mænd har 15 pct. været i fængsel – og næsten halvdelen af alle mænd og kvinder, der har været i fængsel, har et misbrug. Også blandt hjemløse af begge køn er der en høj andel med psykisk sygdom eller misbrug – eller begge dele.

”Der er en høj grad af multidimensionalitet i den sociale udsathed, og det er ofte svært at pege på enkle årsagssammenhænge mellem de forskellige aspekter. Helt forenklet kan en skilsmisse føre til et misbrug, som gør, at man mister sit job, men processen kan også være omvendt. Det vi kan sige er, at udsat ikke så meget er noget, man er, som noget, man bliver, gennem nogle konkrete processer i den enkeltes liv, og de veje kan vi som forskere kaste lys på,” slutter Stefan Andrade.