”Det er jo min familie!”

Denne rapport stiller skarpt på slægtsanbringelser. Rapporten tager udgangspunkt i interview med 15 børn og unge, som enten er eller tidligere har været anbragt i slægtspleje.
Interviewene viser, at børnene og de unge synes, at en slægtsanbringelse er mindre indgribende end andre anbringelsesformer. De opfatter det som mere ’normalt’ at bo hos deres bedsteforældre end hos en fremmed familie. Børnene og de unge mener også, at en slægtsanbringelse sikrer en højere grad af kontinuitet i deres liv, fordi slægtsplejeforældrene typisk kender deres baggrund og kan mindes både gode og dårlige oplevelser sammen med dem.
Interviewene viser desuden, at relationerne inden for slægten ofte undergår dynamiske processer i forbindelse med en slægtsanbringelse, fx beskriver børnene og de unge, hvordan fætre bliver til ’fædre’, fastre til ’mødre’ og kusiner til ’søstre’.
Rapporten er en del af en større evaluering af anbringelsesreformen fra 2006. Denne undersøgelse er finansieret af Socialministeriet.