Diagnoseforsinkelser i almen praksis 1 : Læge og patientroller i den diagnostiske proces

Hvad er en diagnoseforsinkelse?

En diagnose opstår i mødet mellem patient og læge. Det er et møde, der kan forløbe godt og evt. ende med en hensigtsmæssig diagnose for patienten, men det kan også af forskellige grunde gå skævt. Hvis samspillet og kommunikationen mellem læge og patient går skævt, kan det resultere i en forkert diagnose eller slet ingen diagnose – det vil man i begge tilfælde kalde en diagnoseforsinkelse.

Diagnoseforsinkelser har i de seneste år fået en del opmærksomhed, både sundhedspolitisk, i forskningen og i den kliniske praksis. Samspillet mellem patient og læge har ikke kun betydning for diagnoseresultatet, men også for patientens fremtidige adfærd. Tidligere lægeoplevelser er nemlig afgørende for, om patienten rettidigt søger læge, ligesom lægens rolle i kommunikationen med patienten er central med henblik på at fremme diagnoseprocessen.

Konsultationsscenarier med forskellig udgang

Patient-læge-mødet kan beskrives via fem mulige scenarier, der hjælper diagnoseprocessen mere eller mindre på vej, og som peger på, at patienten kan gå fra lægekonsultationen med meget forskellige opfattelser af sig selv og sin sygdom. I scenarierne indtager patient og læge hver sin rolle, som opstår i relationen mellem dem, men som ikke er determinerende for dem uden for konsultationen:

1. Proceslægen og proto-ekspertpatienten: Her kan lægen ikke hjælpe patienten med en diagnose, og patienten må selv søge og skabe viden om sin sygdom. Lægen kan hjælpe patienten med at navigere i et komplekst sundhedssystem.
2. Den moralsk overvågende læge og den stigmatiserede patient: Her optræder lægen som bedømmer af rigtig og forkert adfærd, hvilket kan føre til, at patienten kan føle skam over sin sygdom og opleve den som selvforskyldt.
3. Den biomedicinske læge og den distancerede patient: Her benytter lægen sig af en biomedicinsk begrebs- og forklaringsverden, der kan være svær at relatere til for patienten, som dermed kan føle sig fremmedgjort og genstandsgjort og uden indflydelse på sygdommen.
4. Den personcentrerede læge og den forstærkede patient: Her tager lægen udgangspunkt i patientens egen forståelse af sin situation og forsøger at hjælpe patienten til at blive bedre til at tage vare på sig selv og sin sygdom. Patienten går fra lægen styrket i troen på at kunne mestre sin lidelse. Omvendt kan lægen i dette scenarie opfattes som naiv i forhold til eventuelle patienter med ureelle hensigter.
5. Den autoritative læge og den dysfunktionelle patient: Der er et ikke-jævnbyrdigt magtforhold mellem lægen og patienten, og de har ikke altid sammenfaldende interesser. Patienten kan udvikle taktikker til at få sin dagsorden igennem, og patientens lidelser kan have mange årsager, der kan være svære at gennemskue for lægen. Lægen har dog det sidste ord.

Det komplekse patient-læge-møde

Mødet mellem patient og læge kan altså både handle om kompleksitet, mangel på medicinsk viden, om skyld, skam, uvidenhed, håb og (af)magt. Det at stille en meningsfuld/korrekt diagnose kræver både, at patienten har indsigt og netværk i forhold til at fortolke sine symptomer og søge læge ved mistanke om sygdom. Og at lægen har de fornødne kommunikationsevner, udredningsmuligheder og netværksrelationer til at stille en diagnose.

Indsigten i det komplekse patient-læge-møde og dets mulige konsekvenser kan forhåbentlig skabe refleksion og forståelse hos de alment praktiserende læger for de samspil og roller, de er en del af – og som kan være mere eller mindre hensigtsmæssige for selve diagnoseresultatet. Men også for patientens symptomfortolkning, egenomsorg og lægesøgningsadfærd i fremtiden.

Metode

Denne viden om diagnoseprocessers menneskelige faktorer bygger på et litteraturstudie af den internationale forskningslitteratur udgivet af KORA i 2013.

I januar 2016 offentliggøres den 2. artikel om emnet, også i Månedsskrift for Almen Praksis. Den handler om de strukturelle årsager til diagnoseforsinkelser, og hvordan de kan opstå i udredningsprocessen, fra kontakten til lægesekretæren til samarbejdet med sygehuset og speciallæger.