Effekter af beskæftigelses- og uddannelsesrettede indsatser for ikke-vestlige ledige indvandrere
Udgivelsens forfattere:
- Jacob Nielsen Arendt
- Dario Pozzoli
KORA har udarbejdet en litteraturoversigt over danske og internationale effektmålinger af beskæftigelses- og uddannelsesrettede indsatser over for ikke-vestlige indvandrere. KORA har udarbejdet rapporten for Styrelsen for Arbejdsmarked og Fastholdelse.
Konklusioner
Ses samlet på evidensen i både danske og internationale studier, er der stærk evidens for, at løntilskud i den private sektor har en positiv nettoeffekt, dvs. at effekten efter endt aktivering opvejer en eventuel fastholdelseseffekt under aktivering. Effekten er tilmed stor. Omvendt har løntilskudslignende indsatser i den offentlige sektor samlet set små effekter, fordi effekten efter endt aktivering er mindre, og fastholdelseseffekten under aktivering er større, end det er tilfældet for løntilskud i det private.
Begge disse resultater er primært præget af danske resultater. Der er modstridende viden om effekten af vejledning og opkvalificering både i danske og internationale studier.
I forhold til evidens for virkningen af integrationsprogrammer er den for begrænset til, at der kan konkluderes entydigt om virkningen. De få eksisterende studier kan ikke påvise positive resultater af hverken sprogundervisning eller aktivering af nyankomne ikke-vestlige indvandrere. Et svensk forsøg giver dog moderat evidens for, at en bedre koordineret tilrettelæggelse af sprog- og aktiveringsindsatser med intensiveret vejledningsindsats har positive effekter på beskæftigelsen for nyankomne ikke-vestlige indvandrere.
Metode
Der er foretaget en struktureret litteratursøgning i kendte databaser, arbejdspapirserier og ved gennemlæsning af eksisterende litteraturoversigter samt snowballing af fundne referencer.
Der inkluderes studier foretaget i OECD-lande med indsatser udført efter 1994, hvor effektmålingerne er af høj kvalitet. Søgningen resulterede i, at 19 studier blev inkluderet, gennemlæst og refereret. Heraf er 7 danske.
Udgivelsens forfattere
- Jacob Nielsen ArendtDario Pozzoli
Om denne udgivelse
Udgiver
KORA