Effekter af uddannelsesaktivering for forsikrede ledige
Udgivelsens forfattere:
- Kenneth Lykke Sørensen
- Jacob Nielsen Arendt
- Henrik Lindegaard Andersen
- Arbejdsmarked
- Socialområdet
- Dagtilbud, skole og uddannelse Arbejdsmarked, Socialområdet, Dagtilbud, skole og uddannelse
KORA har foretaget en effektmåling af uddannelsesaktivering, der for første gang på danske data måler effekten af specifikke kurser på varigheden af beskæftigelse efterfølgende. Formålet har været at undersøge, om uddannelsesaktivering fører til længerevarende beskæftigelse, og hvorvidt længere beskæftigelsesforløb kan opveje den fastholdelse i ledighed, som erfaringsmæssigt viser sig under uddannelsesaktivering.
Konklusioner
I lighed med tidligere studier findes, at det kun er privat løntilskud, der afkorter tiden i ledighed efter påbegyndt aktivering. 6-ugers selvvalgt uddannelse og AMU-kurser forlænger tiden i ledighed. Det er forventeligt, da uddannelsesaktivering naturligt tager tid – tid, der tages fra jobsøgning. Andre aktiveringsformer ændrer ikke på den gennemsnitlige tid i ledighed.
Det er kun AMU handel & servicekurser, der gennemsnitligt set forlænger beskæftigelsen efterfølgende, mens privat løntilskud og AMU transport ikke påvirker beskæftigelsesvarigheden. Andre AMU-kurser og andre aktiveringsformer, der udgør 96 % af alle førstegangs-aktiveringsforløb, virker faktisk modsat hensigten: de aktiverede er kortere tid i beskæftigelse efterfølgende, end hvis de slet ikke havde været i aktivering.
Samlet set er det kun privat løntilskud, der fører til, at der efterfølgende tilbringes mere tid i beskæftigelse relativt til ledighed end de ikke-aktiverede.
Analysen ser også på, om der er forskel på effekten af aktivering, afhængigt af den lediges alder, uddannelse og tidspunkt for aktivering. Her viser det sig, at aktiveringen har en ringere effekt for ledige over 35 og for ledige med en kompetencegivende uddannelse. For mænd over 50 år ses dog, at AMU-transportkurser forkorter ledighedsperioden og forlænger den efterfølgende beskæftigelsesvarighed – uanset aktiveringstidspunkt.
Der ses bedre resultater for de, der aktiveres inden 12 uger. Således øger både AMU-transportkurser, anden uddannelsesaktivering samt anden aktivering beskæftigelsesvarigheden mere, end det forlænger ledigheden. De positive effekter af tidlig aktivering findes primært blandt ledige under 50 år.
Det bør nævnes, at der ikke er medregnet eventuelle motivationseffekter af aktivering.
Metode
Der er foretaget en registerbaseret statistisk analyse baseret på alle dagpengeforløb, der påbegyndes i 2009-2010. Analysen tager højde for, at aktiverede og ikke-aktiverede er forskellige. Der måles effekter af første deltagelse i aktivering i forhold til ingen aktivering. Effekten måles både på hvor lang tid, der går, inden den ledige kommer i beskæftigelse, samt på varigheden af eventuelt efterfølgende beskæftigelsesforløb frem til udgangen af 2012.
Der ses på fem typer af uddannelsesaktivering:
- Arbejdsmarkedsuddannelse (AMU) transportkurser
- AMU handel & servicekurser
- Andre AMU-kurser
- 6 ugers selvvalgt uddannelse
- Anden uddannelsesaktivering, som i denne rapport både omfatter ordinære uddannelsesforløb (der ikke er AMU-kurser) samt ikke-ordinære forløb, herunder særligt tilrettelagte kurser, vejledning og afklaring, jobsøgningskurser og særligt tilrettelagte projekter.
Herudover inkluderes privat løntilskud, mens offentligt løntilskud og virksomhedspraktik samles under betegnelsen anden aktivering.
Effekterne er både estimeret for mænd og kvinder samlet og separat, samt for hver af disse grupper for underopdelinger på uddannelsesniveau, alder og tidspunkt for påbegyndt aktivering.
Udgivelsens forfattere
- Kenneth Lykke SørensenJacob Nielsen ArendtHenrik Lindegaard Andersen
Om denne udgivelse
Udgiver
KORA