Efterløn i daginstitutionssektoren: Arbejdsforholdenes betydning

Overgangen til efterløn analyseres i en varighedsmodel der tager højde for uobserveret heterogenitet i den grundlæggende hazard-rate. Data stammer fra et registerdatasæt med oplysninger om arbejdsmarkedstilknytning, familiebaggrund, anvendelsen af sundhedssystemet og ægtefælles erhvervsstatus.

Arbejdspres måles ved normeringen, dvs. antal børn pr. pædagogisk medarbejder. Normeringerne varierer på tværs af kommuner og over tid. Analyserne peger på at normeringer har en lille, men signifikant effekt på sandsynligheden for at gå på efterløn for pædagoger i børnehaver, der har et svagt helbred.

For pædagoger med godt eller gennemsnitligt helbred kan der ikke spores en signifikant sammenhæng mellem normeringer. Hvis ægtefællen er pensioneret, er sandsynligheden for at gå på efterløn omkring 50% højere. Ligeledes har antallet af børnebørn betydning for om kvindelige pædagoger vælger at gå på efterløn.