Empirical Essays on Placements in Outside Home Care

Gruppen af anbragte børn og unge er en blandet gruppe, og børn og unge er anbragt af meget forskellige årsager. Små børn er overvejende anbragt på baggrund af forældrenes problemer: manglende evne til at tage vare på børnene og sikre deres udvikling (Bebbington & Miles 1989; Franzén er al. 2008), mens ældre børn og unge i højere og højere grad anbringes på grund af egne problemer: adfærdsproblemer, problemer i skolen og problemer i forhold til kammerater og autoriteter.

I første kapitel af afhandlingen fokuseres der udelukkende på børn, som er anbragt som små i et forsøg på netop at kontrollere for aldersdiversiteten blandt anbragte børn og unge. Hvis der selv blandt børn som er anbragt som små ses en effekt i voksenlivet, siger det noget om, hvor omfattende konsekvenserne af anbringelse er.

I kapitlet sammenlignes børn, der har været anbragt som 0-6-årige, med jævnaldrende børn, der ikke har været anbragt uden for hjemmet, men ligner de anbragte børn på en række områder. Analysen viser, at anbringelse har en negativ effekt med hensyn til færdiggørelse af uddannelse, tilknytning til arbejdsmarkedet og kriminalitet.

Andet kapitel fokuserer på alder ved anbringelse ved at sammenligne søskende, der anbringes på præcis samme tidspunkt, første gang de anbringes, men er forskellig i alder. I og med, at de har forskellig alder befinder de sig på forskellige udviklingstrin, hvilket kan sige noget om, hvorvidt børn er mere sårbare i nogle udviklingsfaser, end i andre.

Resultatet af undersøgelsen indikerer tydeligt, at alder ved anbringelse har afgørende betydning. Dog er billedet flertydigt. Således bidrager andet kapitel til debatten om timingen af anbringelse med en smule faktuel viden om, hvorvidt tidlig anbringelse er at foretrække frem for sen anbringelse. Dog uden at efterlade nogen klar retning med hensyn til anvisninger.

Sidste kapitel omhandler type af anbringelse i relation til kriminalitet og er skrevet i samarbejde med Nabanita Datta Gupta. Børn og unge anbragt henholdsvis i plejefamilie og på institution sammenlignes med hensyn til sandsynlighed for at begå kriminalitet, antal af overtrædelser, type af overtrædelse, type af afgørelse og med hensyn til gentagelse af samme type kriminalitet.

Dette kapitel bidrager til en anden aktuel debat - nemlig om, hvorvidt én type af anbringelse er at foretrække frem for en anden. Resultaterne viser, at børn anbragt på institution oftere har begået kriminalitet, har flere overtrædelser af loven, i højere grad har begået alvorligere typer af kriminalitet og har alvorligere typer af afgørelser. Igen er det dog vigtigt at pointere diversiteten blandt anbragte børn og unge.

Udsatte børn og unge har vidt forskellige problemer og vidt forskellige behov, hvilket betyder, at man ikke kan sige, at én type af anbringelse er ultimativt bedre end en anden. Det er dog afgørende, at socialrådgivere, der har med anbringelsesager at gøre, har den bedst mulige faktuelle viden om, hvilke effekter selve anbringelsen har, når man anbringer et barn - og hvor man anbringer barnet.

Sammenfattende bidrager denne afhandling med kausal indsigt og empirisk viden om sandsynligvis de mest indgribende sociale foranstaltninger, vi har i Danmark, og kan forhåbentlig være en hjælp til sagsbehandlere i deres daglige arbejde og til ansvarshavende embedsfolk og politikere i arbejdet med at forbedre forholdene for udsatte børn og unge.