Fællesskabsmålingen 2025
Udgivelsens forfattere:
- Lars Benjaminsen
- Trine Jørgensen
Socialområdet
Socialområdet

Nogle mennesker glider med tiden længere væk fra de sociale fællesskaber, mens andre finder veje ind i fællesskaber. Men hvorfor og hvordan sker forandringerne? Det er det centrale spørgsmål i Fællesskabsmålingen 2025, som bygger på 69 kvalitative interviews og en række analyser af data fra Fællesskabsmålingen 2022.
Undersøgelsen viser, at mange af interviewpersonerne har alvorlige problemer med det fysiske eller psykiske helbred, og det præger ofte både deres arbejdsliv og deres relationer til andre. Mange har et begrænset netværk og føler sig ensomme, mens andre trods svære vilkår har opbygget en fungerende hverdag og blandt andet har fået uddannelse og job.
Undersøgelsen viser også, at især velfærdssystemet, men også civilsamfundet, spiller en afgørende rolle: En del af interviewpersonerne har fået hjælp af kvalificerede fagfolk på afgørende tidspunkter i deres liv. Andre finder glæde i at deltage i lokale aktiviteter og foreninger. Nogle har dog dårlige erfaringer med velfærdssystemet. De har for eksempel følt sig talt ned til og ikke fået den rette hjælp, og det har forstærket deres følelse af eksklusion.
At hjælpe mennesker ind i fællesskaberne handler således ikke kun om at forbedre den enkeltes livssituation. Det gør også en forskel for menneskers oplevelse af tillid og følelse af at være en del af samfundet, viser undersøgelsen.
Fakta om Fællsskabsmålingen
Fællesskabsmålingen er en undersøgelse, der afdækker omfanget og karakteren af social eksklusion i Danmark. Fællesskabsmålingen er tidligere gennemført i 2017, 2019 og 2022 og har benyttet både spørgeskemaer, interviews og registeranalyser til at undersøge social eksklusion.
Fællesskabsmålingen 2025 bygger på kvalitative interviews med 69 mennesker, som er fra sidst i 20'erne til midt i 70'erne. Fælles for dem er, at de tidligere har deltaget i Fællesskabsmålingen og på forskellige måder har ændret deres livssituation mellem målingerne. Desuden indgår i undersøgelsen også analyser af data fra Fællesskabsmålingen 2022.
Udgivelsens forfattere
- Lars BenjaminsenTrine Jørgensen
Om denne udgivelse
Finansieret af
TrygFondenUdgiver
VIVE - Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd