Forenet Mod Vold
Udgivelsens forfattere:
Socialområdet
Socialområdet

Denne rapport er en erfaringsopsamling fra Københavns Politis afprøvning af den amerikanske kriminalpræventive strategi ’Group Violence Intervention’, som har til formål at reducere den grove vold og skudepisoder i rocker-/bandemiljøet. Strategien er blevet tilpasset dansk lovgivning og afprøvet i perioden 2021-2024 under navnet ’Forenet Mod Vold’.
Forenet Mod Vold ser ud til at lukke et hul i politiets værktøjskasse, hvor der mangler metoder til forebyggelse af vold blandt de mest forhærdede rocker-/bandemedlemmer. Men dansk lovgivning og retssikkerhed har gjort det svært at videreføre flere af strategiens oprindelige metoder. Ét element er dog videreført, og dette element er nyt i en dansk kontekst. Det handler om, at indsatsen skal påvirke gruppedynamikker, så der skabes en form for uformel social kontrol, der kan tøjle volden indefra i rocker-/bandemiljøet. Det gøres for eksempel ved at sætte intenst politifokus på alle i en gruppering, hvis enkelte gruppemedlemmer begår vold. Herved forventes det, at gruppemedlemmerne vil afholde sig fra volden eller blive bedt herom for at undgå negative konsekvenser for andre i grupperingen.
Erfaringerne peger på, at indsatsen skal ske rettidigt, fordi volden i rocker-/bandemiljøet er præget af gengældelse og hævn (voldskæder) og udløses af bestemte faktorer, der kan medføre en eskalering af volden (voldsspiraler). Myndighederne skal derfor kende de udløsende faktorer og have for øje, hvordan volden udvikler sig. Det har vist sig at være vigtigt, at det er nærpoliti og kommunale medarbejdere med indsigt i rocker-/bandemiljøet, som står for indsatsen.
I amerikansk kontekst har det fungeret med såkaldt fokuseret afskrækkelse, hvor politiet tydeligt formidler, hvordan volden straffes. I Danmark har de fleste rocker-/bandemedlemmer dog allerede kendskab til straffesystemet. Dertil kommer, at både politiet og målgruppen er skeptiske over for virkningen af fængselsstraffe. Et øget politifokus på grupperinger, der begår vold, virker til gengæld afskrækkende, fordi det bliver opfattet som et pres og en reel trussel mod den kriminelle forretning.
I USA har det også fungeret at tilbyde målgruppen en række støtteservices, men da det danske velfærdssystem allerede er veludbygget i forhold til social støtte, så virker det knap så nyt og innovativt, som det var tilfældet i USA. Alligevel resulterede afprøvningen af indsatsen i en dansk kontekst, at flere takkede ja til et exitforløb.
Rapporten er baseret på interviews med politiet, kommunale fagpersoner og personer fra rocker-/bandemiljøet om deres erfaringer med indsatsen. Rapporten er ikke en evaluering eller effektmåling, men en erfaringsopsamling om indsatsens barrierer og muligheder.
Udgivelsens forfattere
Om denne udgivelse
Finansieret af
TrygFondenSamarbejdspartnere
Københavns PolitiUdgiver
VIVE - Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd