Fra Bolig til Hjem
Udgivelsens forfattere:
- Ledelse og implementering
- Socialområdet Ledelse og implementering, Socialområdet
Når kvinder flytter fra krisecenter til egen bolig, er der tale om en kritisk overgangsfase, hvor kvinderne typisk vil have brug for støtte og hjælp til at håndtere en række udfordringer på forskellige områder af deres liv. Det gælder både i forhold til det sociale, boligen, økonomien og børnene, der formentlig stadig er påvirkede af situationen og måske skal starte i en ny institution eller skole. Kvindernes sårbarhed i den periode, hvor de skal etablere sig i egen bolig, indebærer en risiko for, at de vender tilbage til den voldelige partner, for eksempel på grund af den ensomhed, der også kan følge med at skulle starte en ny tilværelse.
’Fra Bolig til Hjem’ er et pilotprojekt, der er gennemført i perioden fra medio 2018 til februar 2022. Formålet med indsatsen er at støtte voldsudsatte kvinder og deres børn, når de flytter fra et krisecenter og skal etablere et nyt hjem. Indsatsen består i, at kvinderne får hjælp af frivillige arkitekter til at indrette deres nye bolig, så hjemmet på bedst mulig vis kan danne ramme om en ny og tryg start for familien efter en kaotisk periode. Foruden støtten fra arkitekterne bliver kvinderne også tilbudt økonomisk støtte i form af et gavekort på op til 10.000 kroner, der kan benyttes som hjælp til indretningen. Det overordnede formål med indsatsen er at skabe øget tryghed, trivsel og livsmestring hos kvinderne. Disse faktorer er vigtige forudsætninger for, at kvinderne kan fastholde et liv uden vold.
Evalueringen er bestilt og finansieret af Røde Kors, som har fået støtte af Den A.P. Møllerske Støttefond til pilotprojektet og til at gennemføre evalueringen.
Resultater
I løbet af projektperioden er der blevet sat 40 indretningsforløb i gang. Heraf er 25 forløb i København og 15 forløb i andre byer i landet. Af de 40 forløb var 31 forløb afsluttet på det tidspunkt, hvor denne evaluering er udarbejdet.
Arkitekter gør det overskueligt at skabe et hjem
Kvinderne er meget tilfredse med projektet og oplever et stort udbytte. Langt hovedparten af kvinderne vurderer, at indretningsstøtten i høj grad har medvirket til, at både de selv og deres børn trives bedre i deres hjem. Sammenlignet med opstartstidspunktet vurderer væsentligt flere af kvinderne ved afslutningen af forløbet, at hjemmet opfylder familiens behov. Kvinderne oplever, at arkitekternes hjælp og støtte er med til at gøre processen med at skabe et hjem mere overskuelig. Desuden vurderer de, at indretningsstøtten har hjulpet dem med at indrette boligen, så den fungerer bedre som en ramme om hverdagen og familielivet. Det gælder for eksempel i forhold til at få det bedste ud af pladsen i hjemmet, da der ofte skal være både opholdsrum, opbevaring og plads til børnene på få kvadratmeter. I denne proces er der også i høj grad taget højde for børnenes ønsker og behov, så de bliver hørt og er med til at skabe hjemmet.
Hjælp med alt fra indretningsskitser til opsætning af hylder
Kvinderne har generelt modtaget en meget alsidig hjælp og støtte fra de frivillige arkitekter. Forløbene rummer typisk alt fra vejledning i forhold til indretning, udarbejdelse af indretningsskitser og indkøbslister, praktisk hjælp med for eksempel samling af møbler, hjælp til malearbejde, opsætning af hylder og lamper med videre samt transport til diverse møbel- og byggeforretninger. En del af kvinderne har desuden fået hjælp til at skabe praktiske, pladsbesparende og funktionelle indretningsløsninger i deres bolig.
Kombinationen af indretningsstøtte og økonomisk støtte er vigtig
Både kvinderne og de frivillige arkitekter vurderer, at den økonomiske støtte, der ydes i indsatsen, er meget afgørende for, at kvinderne får mulighed for at etablere sig i eget hjem efter et krisecenterophold. Den økonomiske hjælp giver mulighed for, at kvinderne kan anskaffe materialer og møbler, som er en nødvendig forudsætning i forbindelse med indretningsløsningerne. Den økonomiske støtte giver også mulighed for at anskaffe forskellige basale ting til hjemmet, som kvinderne ofte mangler i udgangssituationen efter opholdet på krisecenteret. Kombinationen af indretningshjælp og økonomisk støtte giver således kvinderne mere overskud til at fokusere på andre dele af deres liv, og de får frigivet økonomiske ressourcer, så der bliver bedre råd til eksempelvis aktiviteter for børnene.
Metode
Evalueringens analyser er baseret på både kvantitative og kvalitative data. Det kvantitative datamateriale har karakter af en før- og eftermåling og består af besvarelser af et kort spørgeskema, som kvinderne har fået omkring tidspunktet for udflytning til eget hjem, samt et opfølgende spørgeskema efter endt forløb. Der er også gennemført kvalitative interviews med en del af de kvinder, der har deltaget i indsatsen. Der er både foretaget interviews ved opstarten af forløbene og opfølgende interviews ved afslutningen af forløbene. Gennem interviewene er kvindernes udgangssituation, deres forventninger til forløbet, oplevelsen af selve indsatsen samt udbyttet af indsatsen efter endt forløb afdækket. Ud over de kvalitative interviews med kvinderne er der også gennemført interviews med arkitekter, som har været frivillige i indsatsen, interviews med medarbejdere fra to kvindekrisecentre samt interviews med de medarbejdere i Røde Kors, som er involveret i indsatsen.
Udgivelsens forfattere
Om denne udgivelse
Finansieret af
Røde KorsUdgiver
VIVE - Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd