Frit valg eller frit fald? Rammer om dansk ungdomsliv

”På den ene side har unge i dag meget frihed, men på den anden side skal de træffe enormt mange valg – af uddannelse, stil, identitet og meget andet – som føles som et stort, personligt ansvar, og hvis konsekvenser ofte er uigennemskuelige for dem. Så man kan sige, at de balancerer på et tveægget sværd, og nogle af dem falder af og formår ikke at navigere i al kompleksiteten.”

Sådan lyder seniorforsker Jeanette Østergaards portræt af nutidens unge. De danskere, der netop er blevet myndige eller er i starten af 20’erne, er vokset op med fortællingen om, at de kan blive, hvad de vil, hvis bare de vil det nok. Men de lever også i en tid, hvor valgene skal træffes hurtigt og effektivt – ikke mindst på uddannelsesområdet – og hvor sociale medier gør både successer og nederlag synlige for verden. Resultater fra den seneste rapport i SFI’s undersøgelse Årgang 95 – Forløbsundersøgelsen af børn født i 1995 – som kan læses i de følgende artikler – vidner om, at det krydspres belaster nogle unge mere end andre.

Globale vilkår

I forskningen peger man på to tendenser, der sætter rammerne om moderne ungdomsliv – og som på mange måder trækker i hver sin retning: På den ene side har de seneste generationer oplevet et traditionstab og en individualisering, som gør, at langt de fleste unge i dag frit kan vælge uddannelse, job, partner og vej i livet. På den anden side sætter bl.a. globaliseringen nogle strukturelle rammer om de unges liv, som tidligere generationer ikke oplevede. Jeanette Østergaard:

”Den kan lyde som en floskel, men unge står i dag i en langt mere globaliseret verden end for et par generationer siden. Der sker nogle økonomiske moderniseringsprocesser på verdensplan, som i Europa har betydet omstruktureringer af arbejdsmarkedet og nedskæringer i velfærdsydelserne, og det rammer særligt de unge hårdt, også i Danmark.”

På europæisk plan har det betydet en stigning i ungdomsarbejdsløsheden, ikke mindst i England og Sydeuropa. Det har ikke kun ramt unge uden uddannelse, men også veluddannede unge. Man kan ikke længere være sikker på, at en god uddannelse også fører til et godt job, og vejen ind på arbejdsmarkedet er blevet brolagt med kortidsansættelser, ulønnede projekter og lange perioder med arbejdsløshed for mange europæiske unge. Det påvirker også deres muligheder for at flytte hjemmefra og etablere sig med egen familie.

Blandt forskere tales der ligefrem om, at den nuværende generation af europæiske 18-24-årige kan blive den første generation i nyere tid, der får en lavere levestandard end deres forældre. Tal fra OECD viser, at netop de unge i den vestlige verden oplevede et fald på 1 pct. i deres disponible indkomst under finanskrisen, mens de voksnes fald kun var på 0,7 pct. – og ældre over 65 år ligefrem oplevede en lille indkomstfremgang.

”Danske unge er relativt skærmede, når vi sammenligner med situationen i andre dele af Europa, men de mærker alligevel dønningerne af de globale forandringer. Vi har undgået den høje ungdomsarbejdsløshed, men til gengæld har vi rigtigt høj ledighed blandt dimittender fra de videregående uddannelser. Det er med andre ord svært for de unge, der faktisk har gjort det, de voksne sagde, at komme ind på arbejdsmarkedet, hvilket ikke gør det nemmere at etablere sig på et i forvejen trangt boligmarked,” fortæller Jeanette Østergaard.

Flydende overgang til voksenlivet

De globale forandringer udgør så at sige det landskab, hvori danske unge skal tage rejsen fra et liv med venner, fester og uddannelse til et voksenliv med bolig, familie og budgetkonto.

Den rejse er væsentlig længere og har flere omveje end den, de unges bedsteforældre tog. Selvom mange af dem, der voksede op i 70’erne og 80’erne, også gik ad snirklede stier, så fulgte de fleste dog en lige vej: Uddannelse førte til arbejde, som gav mulighed for bolig, og et fast parforhold blev naturligt efterfulgt af børn. Den drejebog holder sjældent for 10’ernes ungdomsgeneration.

”Overgangen fra ungdomsliv til voksenliv er blevet forlænget og flydende, så det bliver mere usikkert, hvornår man egentlig skal træde i karakter og påtage sig identiteten som voksen – og hvad vil det egentlig sige at blive voksen, når selv 40- eller 50-årige tager på Roskilde Festival og opfører sig ’ungt’?” som Jeanette Østergaard udtrykker det.

Vælg en vej eller gå i stå

Når vejen til voksenlivet bliver længere og målet mindre entydigt, så bliver det så meget desto mere vigtigt at træffe de valg, der er rigtige for en selv. De fleste unge har i dag mange hylder at vælge fra, både når det gælder det professionelle og det personlige. Det er et privilegium, som ældre generationer kan misunde dem, men det er også et ansvar, der for nogle unge kan være tyngende, påpeger Jeanette Østergaard.

”Det er enormt svært for de unge at overskue konsekvenserne af deres valg, fx når det gælder uddannelse, for i en globaliseret verden kan du ikke vide, om det her også kan give smør på brødet om 10 år. Samtidig er presset på de unge om netop at træffe de valg tidligt i livet jo ikke blevet mindre, men mange unge oplever de valg – ikke kun af uddannelse, men fx også, når det gælder udseende, krop og seksualitet – som noget, der skal afspejle deres identitet, hvem de er og gerne vil være. Og så bliver det vanskeligt for nogen at navigere i.”

Ikke mindst på uddannelsesområdet er der de seneste år indført reformer, som nødvendiggør, at de unge træffer hurtige valg og kommer effektivt gennem uddannelsessystemet. Men der vil uvægerligt være unge, der falder af vognen på vejen, og dem har Jeanette Østergaard og hendes kolleger særligt fokus på:

”Det er vigtigt at diskutere i kølvandet på uddannelsesreformerne, hvem der bliver tabt, og fremfor alt, hvordan man kommer i gang igen, når man er røget ud af systemet. Hvor er indgangene til at hoppe på vognen igen? I den sammenhæng er det afgørende, at vi i forskningsverdenen insisterer på at blive ved med at kigge på de strukturer, der bliver sat omkring de unge, og ikke kun på, hvilke valg de enkelte træffer. Der er en tendens i tiden til at få det hele til at handle om de unge selv, og derfor bliver det også forskningens rolle at pege på betydningen af de rammer, vi som samfund giver de unge,” slutter Jeanette Østergaard.