Gebyrer koster tid og penge

Når en borger smider sit sundhedskort – det de fleste kender som det gule sygesikringskort – væk, skal han betale et gebyr på 170 kroner for at få et nyt. Målet med gebyret er at ”opdrage” borgeren til at passe bedre på sit sundhedskort.

Men selve inddrivelsen af gebyret koster penge og besvær – både for borgeren og for det lokale kommunekontor. Prisen er op til 50 kroner for at opkræve ét gebyr – for kommunen alene. Det fremgår af en analyse, som AKF har lavet for FOKUS (FOrum for Kvalitet og Udvikling i Offentlig Service).

Omfattende lokale arbejdsgange

Gennem mange år har der været en stærk kritik af, at regelmængden er blevet for stor, og at statens regulering af kommunerne er blevet for omfangsrig. AKF har nu undersøgt, hvilke sagsgange der er forbundet selv med simple reguleringer, og hvor store de samfundsmæssige omkostninger ved sådanne reguleringer er.

Eksemplet i AKF’s analyse viser, at en ret simpel central regulering – gebyr på sundhedskort – medfører en overraskende kompliceret proces lokalt. Først og fremmest er der en række arbejdsgange for den kommunale medarbejder. Hun skal bl.a.:

• modtage ansøgning om nyt sundhedskort pr. brev, telefon eller digitalt
• oplyse om klageadgang pr. brev
• registrere om gebyret er betalt
• evt. sende rykker ud og kontrollere om gebyret er betalt
• evt. kontrollere om magnetstriben på kortet er defekt, så borgeren slipper for gebyret
• evt. vejlede borgeren og/eller behandle en klage

Alt dette kræver selvfølgelig bemanding på kommunen og en del besvær for borgeren. Han skal anmode om et nyt kort, sætte sig ind i reglerne, indbetale gebyret osv.

I nogle tilfælde kræver det også, at borgeren tager fri fra arbejde for at møde op på kommunen. Selv om der umiddelbart er tale om en meget simpel regulering, der ikke påkalder sig den store politiske opmærksomhed, medfører det altså en række arbejdsgange lokalt. Der er kun meget begrænset politisk opmærksomhed omkring opkrævningen af gebyret og endnu færre omkring, hvilke omkostninger der er knyttet til implementeringen på lokalt niveau.

Fordele og ulemper ved gebyr

Opkrævningen af gebyrer medfører både gevinster og omkostninger for kommunerne. For det første vil borgerne formentlig være mere påpasselige med ikke at smide deres sundhedskort væk, når det koster et gebyr.

Derved falder omkostningerne til at trykke sundhedskort og til administration i forbindelse med at modtage bestillinger på nye sundhedskort. Og hvis borgeren ”opdrages” til at passe bedre på sit sundhedskort, har han også en gevinst, fordi han sjældnere skal bruge tid på at bestille et nyt kort.

Omvendt bliver den administrative byrde større i de tilfælde, hvor der skal betales gebyr for sundhedskortet. Borgeren har naturligvis også nogle omkostninger ved at skulle betale gebyr. Dels er der den direkte udgift ved at betale gebyret, dels er der omkostningerne ved at skulle bruge mere tid på at bestille og betale det gebyrpålagte sundhedskort.

Borgeren betaler en ekstra skat

En beregning, der tager højde for de nævnte omkostninger, viser, at borgeren betaler 170 kroner for noget, der koster samfundet 13,50 kroner at producere. Dertil kommer den tid, borgeren bruger på at betale for kortet, og de omkostninger kommunen har ved at opkræve gebyret. Alt i alt viser AKF’s analyse, at det koster en kommune mellem 10 og 50 kroner at opkræve gebyret. Beløbet varierer, fordi kommunerne har valgt forskellige administrative løsninger. Jo mere digitale løsninger, desto billigere bliver det.

Opkrævningen af et gebyr skal ifølge loven afspejle prisen på den ydelse, der lægges et gebyr på. Der er altså tale om en brugerbetaling, hvor brugeren af en ydelse betaler de omkostninger, der er forbundet med ydelsen. Sundhedskortet finansieres over skatten og er i den forstand ”gratis” for borgeren.

Men borgeren skal altså selv betale, hvis kortet bliver væk. Det betyder, at gebyret principielt skal svare til de omkostninger, der er forbundet med at udstede et nyt kort. Det er tydeligvis ikke tilfældet her.

Er opdragelsen pengene værd?

Den samfundsøkonomiske fordel ved at opkræve et gebyr, der er større end omkostningerne ved at producere kortet, kan være, at det har en præventiv effekt. Altså at borgerne i mindre grad smider deres sundhedskort væk, når de risikerer at skulle betale et gebyr. Hvis en borger i den kommune, som har det højeste serviceniveau i AKF’s analyse, møder personligt op for at betale 170 kroner for sit nye sundhedskort, så er de kommunale omkostninger cirka 50 kroner.

Dertil kommer borgernes omkostninger i form af tidsforbrug mm. Alt i alt koster det altså en hel del at opdrage borgeren til ikke i fremtiden at smide sit sundhedskort væk. Især når man tager i betragtning, at det ikke er en særlig alvorlig forbrydelse at smide et plastikkort væk. Alternativt kan gebyrbetalingen ses som en form for skat. Hvis det skal ses som en måde at opkræve skat på, er det en meget dyr måde målt i administration.

Fakta om undersøgelsen

• Fire kommuner har via spørgeskemaer og interview oplyst, hvilke opgaver de har med at opkræve gebyrer på sundhedskort, og hvor lang tid de bruger på det
• Tidsforbruget er blevet omregnet til økonomisk værdi: Det koster mellem 10 og 50 kroner for en kommune at inddrive et gebyr
• Borgerne bruger også tid på at betale gebyret. Omregnet koster det en borger i alt 199-207 kroner at få nyt sundhedskort (gebyret udgør de 170 kroner)
• Undersøgelsen viser, at digitalisering gør processen langt enklere og dermed billigere

Gebyr på sundhedskort

Sundhedskortet, det vil sige det gule sygesikringskort, er normalt gratis for alle borgere

• Hvis sundhedskortet er bortkommet, koster det 170 kroner at få et nyt
• Hvis kortet er mere end fire år gammelt, eller magnetstriben er gået i stykker, skal man ikke betale gebyr
• Borgeren har klageadgang, da det er en administrativ afgørelse, om sundhedskortet er bortkommet eller ej