Hjælp til selvhjælp i stedet for omsorg og pleje

I 2008 vendte Fredericia Kommune som den første i landet ældreplejen på hovedet og introducerede hjælp til selvhjælp i stedet for at forestå de ældres praktiske pleje- og omsorgsopgaver. Siden har alle landets kommuner mere eller mindre fulgt trop og på den måde skabt et paradigmeskift i ældreplejen. Hensigten med et sådant rehabiliteringsforløb er, at ældre med faldende funktionsevne skal genvinde denne og opnå størst mulig grad af selvstændighed og livskvalitet, og at man derved samtidig kan reducere udgifterne til ældrepleje.

For de ældre borgere er det ikke længere givet at få hjemmehjælp, der sørger for støvsugning, indkøb og hjælp til at komme i bad. I stedet bliver de ældre tilbudt et rehabiliteringsforløb, der er et målrettet og tidsafgrænset forløb til at hjælpe den ældre med at genvinde den tabte funktionsevne, så borgeren bliver i stand til at klare opgaverne selv, i det omfang det er muligt.

Det følger af Lov om rehabilitering fra 2015. Men paradigmeskiftet i ældreplejen tog sin begyndelse i 2008, hvor Fredericia Kommune som den første kommune i Danmark introducerede tanken om, at man skal give de ældre hjælp til selvhjælp i stedet for at løse de praktiske og omsorgsmæssige opgaver for dem. Det skete i udviklingsprojektet Længst muligt i eget liv. Så fra at have et system, hvor hjemmeplejen kom ud til de ældre borgere og udførte praktiske opgaver og personlig pleje, indførte kommunen genoptræning af de ældre til igen selv at kunne løse de forskellige opgaver såsom rengøring, madlavning, at gå i bad m.m. – eventuelt med brug af nødvendige hjælpemidler og nødvendig træning.

Win-win: Gevinst for livskvalitet og økonomi

Tanken med hjælp til selvhjælp er et udtryk for, at man på den måde kan være med til at øge de ældres livskvalitet ved at være selvhjulpne i videst muligt omfang. Men det er også et udtryk for, at der vil være et økonomisk potentiale i at være selvhjulpen: Hvis de ældre kan klare opgaverne selv, så er der færre udgifter at afholde for kommunen.

DSI (Dansk Sundhedsinstitut) fulgte fra 2008 op med undersøgelser og afrapportering af erfaringerne fra den nye tilgang til den kommunale ældrepleje i Fredericia og konkluderede, at det var en god løsningsmodel, der blev mødt med stor tilfredshed fra både de ældre borgere og medarbejdere fra ældreplejen. Det fik alle kommuner til at tage ideen til sig, og de har i forskellige afskygninger fået implementeret strategien om rehabilitering af de ældre i stedet for kompenserende tiltag.

Med hænderne på ryggen

Som udgangspunkt skal den enkelte ældres plejebehov og muligheder for rehabilitering afklares. Selve rehabiliteringen varetages i første omgang af en medarbejder fra kommunen – typisk en terapeut – som kommer ud til den enkelte borger og træner denne i opgaveløsning. Træningen bliver derpå fulgt op af en SOSUmedarbejder, som også skal kende til de metoder, de ældre skal lære gennem træning. Det er blevet omtalt som ’Hænderne på ryggen-træning’, fordi kommunens medarbejdere blot skal iagttage, at/om den ældre gør det rigtige og evt. korrigere. Og når de ældre har lært det helt, skal de selv stå for opgaveløsningen uden plejerbesøg.

Ph.d.-stipendiat Heidi Hesselberg Lauritzen har i en årrække forsket i ældres ressourcer og behov og i udviklingen af ældreplejen, og hun sammenfatter paradigmeskiftet med følgende ord: ”Hjemmehjælp er nu i stigende grad en tidsbegrænset indsats.

Fra at hjælpen har været kompenserende, er praktisk hjælp og personlig pleje og hjælp i højere grad blevet en træningsopgave, hvor man træner den ældre borger i opgaverne og superviserer den ældre til selv at kunne løse dem – til at blive selvhjulpen igen. Når det er sikret, at den ældre er i stand til at udføre den eller de pågældende opgaver på egen hånd, så trappes hjælpen ned.”

Ræsonnementet er, at når den ældre igen har lært selv at støvsuge eller selv er i stand til at tage et bad eller lignende, ja så får den ældre også en større grad af selvstændighed, selvhjulpenhed og autonomi i eget liv, som fører til en højere livskvalitet. Samtidig regner man også med, at det sparer kommunen unødige plejeudgifter i det lange løb, selvom det på kort sigt er en intensiv og omkostningstung start med træning og indlæring.

Lovfæstet rehabilitering

Rehabiliteringstanken er blevet bredt ud til stort set alle kommuner. Og med en ny lovgivning fra 2015 om rehabiliteringsforløb og hjemmehjælp (Serviceloven §83a) er det slået fast, at kommunerne skal ”… tilbyde et korterevarende og tidsafgrænset rehabiliteringsforløb til personer med nedsat funktionsevne, hvis rehabiliteringsforløbet vurderes at kunne forbedre personens funktionsevne og dermed nedsætte behovet for hjælp efter §83, stk. 1. Vurderingen skal være individuel og konkret og tage udgangspunkt i modtagerens ressourcer og behov.”

Ønske om mere ens rehabiliteringsmodeller

Rehabiliteringstanken har, som det fremgår, vundet bred indpas i landets kommuner og igennem lovgivning på området. Det har ført til mange forskellige varianter af kommunale tilbud om rehabiliteringsforløb til ældre. Blandt andet på den baggrund iværksatte Socialstyrelsen i 2012 et projekt med en model til ensretning for sådanne forløb, og modellen er blevet afprøvet i Syddjurs og Slagelse Kommuner. Projektet i de to kommuner blev evalueret af SFI, og resultaterne heraf er netop blevet fremlagt i maj 2017. De bliver omtalt her i magasinet i den følgende artikel.

Evalueringen viser blandt andet, hvordan de ældre borgere, der har fået tilbudt et rehabiliteringsforløb, har udviklet deres funktionsevne igennem forløbet, og hvordan borgerne oplever at modtage rehabilitering.