Hjemløsheden vokser – gør vi ikke noget rigtigt?

Der er konstant kommet flere hjemløse. Og trods politisk opmærksomhed og faglige indsatser på området er udviklingen ikke vendt. Men der er positive tendenser – selvom den største udfordring fortsat er manglen på billige boliger.

Siden SFI i 2007 begyndte at lave hjemløsetællinger, har der været stor opmærksomhed omkring, hvor mange danskere der ikke har noget sted at bo. Men i de seneste år har vi set en konstant stigning i antallet. Ved kortlægningen i uge 6 i 2015 fandt man 6.138 hjemløse borgere i Danmark, hvilket er det højeste antal, siden tællingerne begyndte. Men hvad ligger bag udviklingen, og er der slet ikke nogen lyspunkter?

Du har hørt det før

Lars Benjaminsen har stået bag samtlige af SFI’s hjemløsetællinger, og han peger på én overordnet årsag til, at antallet af hjemløse borgere er steget i de sidste år. En årsag, han har peget på flere gange:

”Stigningen i hjemløsheden skyldes i overvejende grad strukturelle faktorer og især manglen på billige boliger. Det kan godt være, at folk er trætte af at høre det, men det er sådan, det er.”

Han pointerer, at selvom vi i Danmark ikke har deciderede fattigdomshjemløse, som man fx ser det i USA, så betyder de økonomiske forhold noget netop fordi, der mangler billige boliger, som man kan betale, hvis man er på sociale ydelser.

”Hjemløshed herhjemme er i høj grad et problem for de mest udsatte. Manglen på boliger skaber en øget risiko for, at begivenheder eller kriser i den enkeltes liv kan ende i hjemløshed. Det gør det sværere for de mest udsatte at få eget tag over hovedet, og det gør det sværere for socialarbejderne at hjælpe dem,” forklarer Lars Benjaminsen.

Af samme årsag forventer han, at nedsatte ydelser for de mest udsatte grupper kan betyde, at vi kommer til at se flere hjemløse i de kommende år.

Positive tendenser

Men trods udviklingen på det strukturelle niveau, så bevæger den socialfaglige udvikling på området sig i en positiv retning, vurderer Lars Benjaminsen. Housing First-tilgangen (se boks) vinder stille og roligt udbredelse, og det er en tilgang, man har gode erfaringer med fra udlandet. Men det kræver, at man samtidig tilbyder massiv social støtte til de meget udsatte mennesker, der rammes af hjemløshed:

”Hjemløshed i Danmark handler primært om folk med meget komplekse problemer, og problemerne spiller sammen. Fx er det klart, at misbrug i sig selv er en risikofaktor for hjemløshed, men man skal også være opmærksom på, at hjemløshed omvendt også kan være igangsættende faktor i forhold til misbrug. Den stressende situation omkring manglende bolig kan også forværre en psykisk sygdom, eller et fængselsophold pga. handel med stoffer kan resultere i, at man mister sin bolig,” pointerer Lars Benjaminsen.

Kroniske brugere på herberg

Erfaringerne fra bl.a. USA viser dog, at omstillingen til Housing First kræver et nyt perspektiv på hjemløseproblematikken. Et mere nuanceret blik på de forskellige profiler af hjemløse og den støtte, de modtager, kan danne udgangspunkt for den omstilling. I forskningen skelner man mellem tre profiler for brugere af herberger:

De langvarige brugere – de har få, men relativt lange ophold på herberger.
De episodiske – de bruger herbergerne oftere, men i kortere perioder.
De kortvarige brugere – de bor på herberg få gange og i kort tid.

De tre grupper er ikke lige store – over 75 pct. af beboerne på herberg er kortvarige brugere. Til gengæld tegner de langvarige brugere sig for næsten 60 pct. af døgnopholdene. Andelen af brugere og antallet af døgnophold er opsummeret i figuren.

Her bliver det klart, at der på herbergerne bruges relativt mange ressourcer på de langvarige beboere. De opholder sig i gennemsnit omkring 175 dage på herberg ad gangen, mens de kortvarige beboere i gennemsnit opholder sig på herberg i 31 dage. De episodiske beboere er blot på herberger 20 dage ad gangen i gennemsnit, men kommer ofte tilbage mange gange.

Den fordeling får Lars Benjaminsen til at overveje, om de kroniske brugere får den rette indsats:

”De langvarige brugere har komplekse problemer, men har mindre kaotiske liv end de episodiske brugere. På mange måder er de oplagte kandidater til Housing First-indsatser, men noget tyder på, at de ofte sidder mere fast på herbergerne. Måske kunne man gøre en bedre indsats for denne gruppe. Herbergerne er helt nødvendige for at hjælpe folk, der bliver ramt af hjemløshed – særlig som akuttilbud. Men det er ikke et mål, at folk bliver boende der mere permanent,” forklarer Lars Benjaminsen.

Indsatser som investering

Det kan dog være en udfordring, at mange af de støtteindsatser, der er nødvendige for at hjælpe de udsatte til at blive i deres egen bolig, er meget dyre. Nogle af dem koster op mod 100.000 kroner om året, hvis den enkelte borger skal støttes intensivt i en periode, og det kan være svært for den enkelte kommune og forvaltning at skulle argumentere for så dyre indsatser. Men hvis indsatsen virker, så kan det være en god investering for samfundet, vurderer Lars Benjaminsen:

”Hvis man vil tale om udgifter til sociale indsatser, så er vi også nødt til at kende alternativomkostningerne, dvs. hvad det koster, hvis vi ikke får løst borgernes udfordringer. Hvad betyder det for udgifter til sundhedsvæsen, psykiatri og kriminalitet? Vi har ikke klare beregninger, men vi ved, at længerevarende hjemløshed er dyrt for samfundet. Og det er i det økonomiske lys, vi skal vurdere indsatserne,” forklarer han og tilføjer, at der ud over de økonomiske overvejelser også er mere etiske principper på spil om, hvordan vi behandler samfundets svageste.

Hvordan man vægter samfundets investeringer i sociale indsatser og etiske principper, er dog ikke op til forskeren, men til borgerne og de politikere, de vælger.

Housing first

Målsætningen for Housing First-tilgangen er, at man meget hurtigt arbejder på en permanent boligløsning til den hjemløse i kombination med den fornødne sociale støtte. Den tilgang er radikalt anderledes end den tidligere såkaldte trappe-model, hvor man først ønskede at løse andre sociale problemer, fx misbrug eller psykiske lidelser, før man fandt en permanent bolig til borgeren.

Det er afgørende, at borgeren ud over boligen får målrettet og individualiseret støtte, der passer til den enkeltes konkrete behov.

I Danmark begyndte man med Housing First-tilgangen i 17 kommuner i forbindelse med Hjemløsestrategien fra 2009. Centrale støttemetoder var her Assertive Community Treatment (ACT), Intensive Case Management (ICM) og Critical Time Intervention (CTI), som har vist lovende resultater internationalt.

Professor Deborah Padgett om udgangspunktet for Housing first:
”Housing First-princippet er opfundet i New York og er vokset ud af indsatsen Assertive Community Treatment op mod årtusindskiftet. ACT er en helhedsindsats for mennesker med psykiske lidelser, der får støtte 24 timer i døgnet, 7 dage om ugen. Man kunne se, at det hjalp mennesker, som man ellers ikke troede, man kunne hjælpe. Og i arbejdet med ACT konstaterede man, at det ikke giver mening at hjælpe disse mennesker med psykiske problemer uden også at bruge nogle penge på boliger til dem. Det blev udviklet til Housing First, som har vist sig at give gode resultater – også for borgere, der er hjemløse, men ikke nødvendigvis har en psykisk lidelse.

Det helt afgørende element i Housing First er altså, at der følger en social indsats med boligen. Det er ikke nok bare at give folk et sted at bo. Men det er samtidig klart, at alle ikke har brug for den samme indsats. Det er vigtigt, at man finder den rette støtte, og det kan inkludere en psykiatrisk indsats, sundhedspleje, misbrugsbehandling, socialt arbejde eller helt almindelig praktisk støtte.”

Udgivelsens forfattere

Mads Andersen Høg

Om denne udgivelse

Publiceret i

www.sfi.dk