Hvad ved vi om brugerbetaling og efterspørgsel efter voksentandpleje?

Baggrund

Rapporten er den anden i et forskningsprojekt finansieret af Tandlægefonden. Den belyser brugerbetaling i voksentandplejen og sammenhængen mellem brugerbetaling og efterspørgsel efter tandplejeydelser.

Debatten om brugerbetaling som finansieringskilde for sundhedsydelser er højaktuel i Danmark og i mange andre europæiske lande, hvor der er pres på de offentlige sundhedsbudgetter. Brugerbetaling kan reducere det offentlige forbrug, men kan imidlertid også medføre yderligere ulighed i brugen af sundhedsydelser, da patienters indkomst i mange tilfælde bliver afgørende for, om sundhedsydelsen efterspørges.

Konklusion

De syv europæiske lande i undersøgelsen forvalter brugerbetaling af voksentandplejen meget forskelligt. For eksempel er brugerbetalingen på tandplejeydelser begrænset i Tyskland, mens Spanien slet ikke giver tilskud til tandpleje for voksne. Næstefter Spanien har Danmark det højeste niveau for brugerbetaling.

Selvom der er stor forskel på, hvordan brugerbetalingen fungerer i de forskellige lande, så peger forbrugsmønstrene på det samme: Når det offentlige yder tilskud til tandpleje, går vi alt andet lige oftere til tandlægen. Når tilskuddet er lavt eller måske endda ikke-eksisterende, er der risiko for, at der går længere tid imellem vores tandlægebesøg.

Personer med lav indkomst bliver særlig hårdt ramt af brugerbetaling. Det samme gælder unge, der også har en relativ lav indkomst og skal vænne sig til at finansiere deres tandlægebesøg selv, da de ikke længere er dækket ind under den gratis børnetandpleje.

Brugerbetaling i syv europæiske lande

Her skitseres hovedtrækkene i de modeller for brugerbetaling i voksentandplejen, som de syv europæiske lande i undersøgelsen bruger.

• Danmark: I Danmark er der fuld brugerbetaling på nogle ydelser og delvis offentlig dækning af andre (basaltandpleje). I mange år har brugerbetalingen fulgt ydelserne, således at betalingen for en tandplejeydelse bestod af en sygesikringsandel og en egenandel. I 2014 blev der med indførelsen af ”stoplyssystemet” skelnet mellem patienternes tilskud i forhold til deres risiko for tandsygdomme. Patienter med højere risiko fik således mulighed for større tilskud. Desuden fik unge, der lige havde forladt børnetandplejen, også et lidt højere tilskud. Overenskomsten mellem regionerne og tandlægerne er i skrivende stund sagt op.
• Sverige: Svenskerne betaler lidt mindre for tandpleje, end danskerne gør. De finansierer selv tandlægeregningen op til et vist beløb pr. år, hvorefter regningen dækkes delvist af det offentlige. Der er således en beskyttelse i det svenske system mod høje tandplejeudgifter. Desuden bliver de svenskere borgere hvert år tilbudt et beløb, som de kan bruge specifikt på tandundersøgelser. Dette er indført i håb om at sikre, at svenskerne kommer til tandlæge, før behandlingsbehovet bliver meget stort. Endelig har svenskerne for nylig indført højere tilskud til de unge, der har forladt børnetandplejen.
• Norge: Voksentandplejen i Norge er fuldt finansieret via brugerbetaling. Kun enkelte tilfælde udløser tilskud fra det offentlige – det gælder 15 specifikke diagnoser, særligt udsatte grupper og 19-20 årige unge.
• Finland: Tandplejen er karakteriseret ved at have en meget decentral struktur. Det betyder, at det i stort omfang er op til den enkelte kommune at bestemme, hvem der skal have tilskud. I Finland arbejder den offentlige og den private tandplejesektor side om side.
• England: Voksentandpleje udført i regi af det offentlige sundhedsvæsen er forbundet med brugerbetaling. Der er fire brugerbetalingskategorier for voksne, som hver inkluderer en ”pakke” med tandplejeydelser. Princippet er, at jo mere kompleks behandlingen er, jo højere brugerbetaling. Enkelte voksne befolkningsgrupper er ikke underlagt brugerbetaling. Det gælder gravide, hospitalsindlagte patienter og unge under uddannelse. Endelig vælger nogle englændere at gå uden om det offentlige system og betaler selv for deres tandpleje i privat regi.
• Tyskland: Ud af de syv lande i undersøgelsen har Tyskland det laveste niveau for brugerbetaling i voksentandpleje. Den basale tandpleje for voksne er fuldt dækket ved den lovpligtige sygeforsikring, mens mere komplekse ydelser bliver delvist dækket.
• Spanien: Det offentlige giver ikke tilskud til tandpleje, og flere spaniere forsøger derfor at dække sig ind via forsikringer. Det er dog langt fra alle, der har en forsikring. Den økonomiske krise i landet og høj arbejdsløshed har fået mange – især lavindkomstgrupper – til at fravælge tandplejen. I helt akutte tilfælde hjælper det offentlige med eksempelvis tandudtrækning som en social ydelse.

Anbefalinger

Det er vigtigt at se på den specifikke kontekst – både kulturelt og økonomisk – i det enkelte land, når man vurderer, hvilken en model for brugerbetaling der er den mest oplagte at anvende.

Desuden bør man være opmærksom på, at det især er lavindkomstgruppers forbrugsmønstre i tandplejen, der påvirkes ved ændringer i brugerbetalingen. Dermed får brugerbetalingen en indirekte effekt på udsatte gruppers tandsundhed. I udformningen af finansierings- og tilskudspolitikker på tandplejeområdet er det derfor relevant at tage højde for, hvordan man kan sikre lighed i adgangen til tandpleje og tandsundhed.

Metode

Rapporten belyser konkrete erfaringer med anvendelse af brugerbetalingsmodeller i voksentandplejen i syv europæiske lande. Erfaringerne er belyst ved at kombinere økonomisk teori og resultater fra en systematisk litteraturgennemgang (Kiil et al., 2017) med en gennemgang af international og lokal litteratur samt semistrukturerede interview med nøglepersoner i de enkelte lande.