Hvem er de udsatte, og hvordan hjælper vi dem?

At være socialt udsat er ikke som sådan et veldefineret og velafgrænset begreb, men bliver typisk brugt om grupper af mennesker, der befinder sig på kanten af samfundet. Det gør de, fordi de enten socialt, økonomisk eller helbredsmæssigt ikke har de samme muligheder og ressourcer som andre i Danmark. Det kan fx skyldes, at man har en sindslidelse eller et stof- eller alkoholmisbrug, eller at man har så meget rod i sit liv, at man igennem flere måneder ikke har betalt sin husleje og derfor nu er sat ud af lejligheden og er hjemløs. I forbindelse med den megen debat om fattigdom i Danmark mener mange, at det at være i bunden af indkomstfordelingen medfører, at man er socialt udsat. Samtidig er der også mange, der omvendt mener, at det på grund af det relativt høje niveau for indkomstoverførsler er svært at tale om reel fattigdom – og dermed udsathed pga. økonomi – i et land som Danmark. Uanset hvad, så peger den seneste undersøgelse af økonomiske og sociale afsavn blandt personer i bunden af indkomstfordelingen på – ikke så overraskende – at det er forbundet med større afsavn at befinde i bunden af indkomstfordelingen. Men er det ensbetydende med at være socialt udsat? Ja, vil mange mene, men ikke alle mener, at der er lighedstegn mellem de to ting.

Samtidig er det ikke altid enkelt at beskrive, hvad der fører til, at nogle mennesker ender med at være socialt udsatte, mens andre ikke gør. Ofte er der en forestilling om, at social udsathed går i arv, og det er også rigtigt i nogle tilfælde. Men en nylig undersøgelse fra SFI viser, at ca. halvdelen af dem, som forskerne i undersøgelsen kalder socialt ekskluderede, kommer fra en umiddelbart helt almindelig dansk middelklassebaggrund. Det store spørgsmål er så, hvor er der ”gået noget galt”, som har medført den form for social deroute? I mange tilfælde kan det være en konkret hændelse eller en pludselig opstået sindslidelse, som der måske ikke er taget hånd om. Og når noget ikke bliver taget ordentlig hånd om, kan det skyldes forhold hos personen selv, men også nogle gange manglende eller usammenhængende hjælp og støtte fra systemets side.

Og netop organiseringen og leveringen af den hjælp og støtte, som systemet iværksætter over for socialt udsatte, kan til tider være en stor udfordring. Det gælder i særlig grad, når flere instanser er involveret. Det kan fx være tilfældet, hvis en person er uden både job og bolig og derfor er i kontakt med både socialforvaltningen og beskæftigelsesforvaltningen, eller hvis en person med en sindslidelse er i behandling i psykiatrien i regionerne og efter endt behandling der overgår til socialpsykiatrien i kommunerne. Samarbejdet mellem de forskellige instanser – og for så vidt også fagligheder – er en af de store udfordringer i arbejdet med at organisere og levere hjælp og støtte til de udsatte grupper i samfundet.

Men der er heldigvis også gode historier at fortælle fra arbejdet med socialt udsatte i Danmark. Gennem det seneste år har der været et stigende fokus på brugen af evidensbaserede socialfaglige metoder i arbejdet, og erfaringerne er, at mange af de metoder bidrager positivt til effekten af det socialfaglige arbejde. Det kan fx være ACT (Assertive Community Treatment), hvor det socialfaglige arbejde i stor udstrækning foregår på den udsattes principper og ud fra den enkelte livssituation og begrænsninger. Ud over ACT findes der også en lang række andre socialfaglige metoder, der vinder stadig mere indpas også i en dansk sammenhæng. Men det er ikke kun evidensbaserede metoder, der gør en forskel, for det er alligevel stadig kun en mindre del af det socialfaglige arbejde, der baserer sig på konkrete evidensbaserede metoder – og hvordan kommer vi tættere på at beskrive det socialfaglige arbejde, der ikke baserer sig på evidensbaserede metoder? Det bliver et af de store fokusområder i de kommende år og et af de områder, hvor jeg tror, vi kan forvente en stor vidensopbygning til gavn for de udsatte grupper i samfundet.