Hverdagsliv og sociale erfaringer med behandling for opioidafhængighed

Borgere kan opleve det som begrænsende at skulle møde hver dag eller flere gange om ugen på et rusmiddelcenter for at få udleveret og/eller indtage deres lægeordinerede substitutionsmedicin. Både praktisk og mentalt kan behandlingen med substitutionsmedicin i forbindelse med behandlingen for opioidafhængighed fylde meget.

VIVE har interviewet borgere, der er overgået til langtidsvirkende substitutionsmedicin. Det betyder blandt andet, at borgerne kan nøjes med at møde på rusmiddelcenteret en gang om ugen eller en gang om måneden for at modtage behandlingen med langtidsvirkende substitutionsmedicin.

For flere borgere er denne forandring med til at skabe en hverdag med større grad af frihed og mere overskud til blandt andet familie og venner. Rusmiddelbehandlingen rykker lidt i baggrunden; eksempelvis fortæller en midaldrende mandlig borger, hvordan han nu undgår ”dagligt at blive mindet om, at man er stofmisbruger, selvom man ikke har fixet siden 2010”.

Et skridt i den rigtige retning

Borgere, som ønsker at bevæge sig ud af et rusmiddelrelateret miljø, oplever det som et skridt i den rigtige retning. Også borgere, der har udviklet afhængighed som del af en smertebehandling, men ikke har færdes i rusmiddelrelaterede miljøer, trives med at skulle sjældnere på rusmiddelcenteret.

For nogle borgere er det blevet nemmere at passe et almindeligt job som lønmodtager eller frivillig, fordi arbejdsdagen ikke skal tilrettelægges ud fra hyppige møder på rusmiddelcenteret. De har mere overskud til at lave meningsfulde aktiviteter i fritiden, deres familieliv er blevet tryggere, og de trives generelt bedre med den langtidsvirkende medicin.

”Vi har en pænt stor bekendtskabskreds med venner og familie, og det er blevet meget, meget bedre. Og jeg kan også tilbyde mine børn at hjælpe dem med forskellige ting og sager i sommerhuset. Og tidligere: Det kunne jeg ikke”, fortæller en 64-årig mandlig borger, som blev interviewet som led i undersøgelsen.

Sociale og terapeutiske indsatser er stadig vigtige

Borgere, der lever med meget komplekse problemstillinger, har dog vanskeligt ved at profitere af de muligheder i hverdagen, som depotmedicinen umiddelbart giver. Det gælder særligt borgere med komorbiditet af stofmisbrug, psykisk lidelse og social udsathed. De mest udsatte borgere er mere trygge ved den korttidsvirkende substitutionsmedicin, som de er vant til.

Dette understreger, at det er endog meget væsentligt, at rusmiddelcentrene fastholder borgerne i social stofmisbrugsbehandling og fortsat prioriterer sociale og terapeutiske indsatser som centrale for rusmiddelbehandlingen. I nogle tilfælde kan det endda være gavnligt at øge intensiteten i den sociale del af behandlingen, selvom borgerne ophører med dagligt eller flere gange ugentligt at skulle møde på et rusmiddelcenter for at indtage og/eller få udleveret substitutionsmedicin.

Metode

Undersøgelsen bygger på en indledende fokusgruppe med tre social- og sundhedsprofessionelle med erfaring i behandling af opioidafhængighed. De primære data består i semistrukturerede forskningsinterview med 21 borgere ved tidspunktet for overgangen fra korttidsvirkende buprenorphin til langtidsvirkende buprenorphin (Buvidal) og på geninterview med 18 af borgerne efter 100+ dage.

Interviewene er efterfølgende blevet transskriberet og kodet i NVivo med afsæt i eksisterende viden om stofbrugere i behandling med substitutionsmedicin.