Institutioner former menneskers fortællinger

Når et menneske går ind på en institution, er det et møde med en bestemt ramme for fortællinger. Institutioner, der for eksempel tilbyder stofmisbrugsbehandling til unge, vælger forskellige tilgange til behandlingen, og de forskellige tilgange er med til at præge de unges fortællinger.

Det er blevet tydeliggjort under et fem måneders feltstudie på to institutioner, der tilbyder misbrugsbehandling til unge, foretaget af daværende ph.d.-studerende og nuværende SFI-forsker Ditte Andersen.

Her har hun set, hvordan de unge tilpasser den måde, de præsenterer sig selv på, og hvordan de tilpasser deres problemer - og forestillingen om hvad løsningen er - til den tilgang, man har til behandlingen på institutionen.

Retning – ikke ensretning

Misbrugernes tilpasning til den ramme, som institutionen sætter op, er blevet tydeliggjort af, at Ditte Andersen har fulgt behandlingen i to forskellige tilbud.

”Det, at jeg var der hver dag, gjorde, at jeg kunne se, at der på tværs af de unge opstod nogle narrativer med fællestræk. De bliver ikke ens, men de bliver præget i en bestemt retning,” siger SFI-forskeren og fortsætter:

”Når de unge ankommer, er de så forskellige, som mennesker nu er, og så kommer de ind og begynder at fortælle om sig selv et sted, hvor der er en dominerende forståelse af for eksempel, hvad stofmisbrug vil sige.”

Fortællinger fastlægger selvforståelsen

Konklusionerne fra feltstudiet er præsenteret i en videnskabelig artikel i det velansete tidsskrift Sociology of Health & Illness.

Heri står det beskrevet, hvordan den ene institution præges af en forestilling om, at omfattende stofbrug altid er forbundet med personlige problemer, samt af en forestilling om at omfattende stofbrug er uforenelig med en anstændig femininitet. Den anden institution præges modsat af forestillingen om, at stofbrug kan være nydelsesfuldt og fint kan kombineres med femininitet.

”Studiet skriver sig ind i en nyere forskningstradition, der viser, at fortællinger er med til at fastlægge, hvordan vi som mennesker forstår os selv og verden. Altså, hvad vi kan og bør gøre, og hvad vores plads i verden er. Og fordi skoler, arbejdspladser, behandlingssteder og alle de andre institutioner, vi færdes i til dagligt, former vores fortællinger, former de os også som mennesker,” siger Ditte Andersen.

Ikke alle leverer de ’rigtige’ fortællinger

De fleste unge tilpasser sig de institutionelle rammer, og nødvendigheden af at gøre netop det bliver tydeliggjort af undtagelserne, som for eksempel 19-årige Amanda.

Amanda lever i modsætning til de andre unge ikke op til institutionens forventning om, at hun skal opstille en målsætning for, hvad hun vil opnå med misbrugsbehandlingen. Også selv om rammerne for en målsætning er vide og ikke nødvendigvis behøver dreje sig om en stoffri fremtid.

”Jeg kan ikke drømme på den måde. Ting sker bare,” som Amanda udtrykker det.

Hendes manglende evne eller vilje til at formulere mål for sit liv og sin stofmisbrugsbehandling præger hele Amandas prøvetid i behandlingen, og hun forklarer i et interview med Ditte Andersen, at det ikke giver mening for hende at sætte mål. Amanda mener ikke, det nytter at planlægge.

”Jeg kan ikke se det for mig. Jeg tager et skridt ad gangen,” siger Amanda.

Ingen plads til kaos-fortællinger

Mens det ikke giver mening for Amanda at formulere målsætninger, så giver det ikke mening for Amandas behandlere at beholde hende i stofmisbrugsbehandlingen, når hun ikke kan formulere målsætninger. Så Amanda bliver udskrevet efter en måneds prøvetid, selv om hun gerne vil blive i behandlingen.

Ditte Andersen påpeger, at tidligere forskning har fastslået, at vi i moderne, vestlig kultur har en grundlæggende modvilje mod kaos-fortællinger, som den Amanda kommer med. Kaos underminerer forventninger, og vi ved ikke, hvordan vi skal forholde os. Blandt andet konkluderer Arthur Frank i det anerkendte værk The Wounded Storyteller fra 1995, at der generelt i klinisk arbejde er behov for en øget tolerance for kaos.

Eksemplet med Amanda illustrerer ifølge Ditte Andersen, hvordan institutioners krav om målsætninger og verbaliserede selv-refleksioner går stik mod øget rummelighed i forhold til kaos-fortællinger.

”Studiet viser, hvordan behandlerne ved hjælp af forskellige teknikker skubber de unge i retning af forskellige forandringshistorier, og den viser, hvordan de unge, der alligevel ikke kan eller vil levere denne slags fortællinger, risikerer eksklusion,” siger Ditte Andersen.