Internationale perspektiver på hjemløshed

Selvom det danske velfærdssystem på mange måder er noget særligt i international sammenhæng, så er mange af udfordringerne omkring hjemløshed i resten af Europa og USA de samme.

Fra problemer til begivenheder

Udgangspunktet for de nye tilgange til hjemløshedsproblematikken grunder ifølge professor Dennis Culhane fra University of Pennsylvania School of Social Policy and Practice i et fundamentalt skifte i forståelsen af årsager til hjemløshed:

”Vi har i mange år fokuseret på borgernes kaotiske liv med misbrug og psykisk sygdom, når vi har talt om hjemløshed, og på mange måder har vi antaget, at det var det, der var årsagen til problemet. Så når folk blev ramt af hjemløshed, så arbejdede man på at løste deres misbrugsproblemer eller psykiske problemer, og så kunne de senere arbejde sig frem mod en bolig. Det er den såkaldte trappemodel.”

”Men i takt med at vi har fået bedre forskningsdesign, hvor vi mere præcist kan sammenligne grupper af udsatte med de her problemer, så er det blevet klart, at den type problemer ikke kan bruges til at forudsige, om folk bliver hjemløse. Derfor er vi begyndt at se problemstillingen på en anden måde: Der er en relativt stor gruppe af udsatte mennesker, som har nogle eller flere af disse problemer. Men det, der udløser hjemløshed, er begivenheder – mange forskellige typer af begivenheder – som folk kommer ud for,” fortæller Dennis Culhane.

Fokusér på overgangene

Professoren fra Pennsylvania peger på, at hjemløshed næsten altid tager udgangspunkt i én af to typer overgange:

”Hjemløshed er som regel resultatet af en overgang, der går galt. I USA handler det om folk, der kommer ud af fængsel, misbrugsbehandling, hospitalsophold (fx i forbindelse med psykisk sygdom), militæret eller unge, der har været anbragt uden for hjemmet. Omkring en tredjedel af alle dem, der ender i hjemløshed, gør det pga. en fejlslagen overgang af denne type.”

”En anden vigtig overgang finder vi hos mennesker, der er på vej ud af en familiekonflikt, som oftest i forbindelse med stofmisbrug, psykisk sygdom eller vold – og både ofre og gerningsmænd kan ende i hjemløshed. Når nogen ryger ud af deres hjem på den baggrund, så skal man være meget opmærksom på, hvor de ender,” pointerer han.

Dennis Culhane forklarer, at de nye indsatsformer som Housing First netop handler om at finde en løsning på den akutte begivenhed:

”Det gælder om at få den pågældende tilbage til udgangspunktet i en bolig – også selvom udgangspunktet måske kan virke meget sårbart. Hjemløshed er en akut krise, og det gælder om at løse den krise hurtigst muligt,” siger han.

Fagfolk skal ud af kontoret

Det ændrede perspektiv møder dog konkrete socialfaglige udfordringer, som kræver mere end blot en mental omstilling hos fagfolk. Det vurderer professor Deborah Padgett fra New York University Silver School of Social Work, som har fulgt arbejdet med Housing First i New York tæt:

”Housing First kan være en udfordring for dem, der arbejder med hjemløse, fx socialarbejdere, psykiatere, sygeplejersker. De skal afgive noget af den magt, de traditionelt har haft. De har en høj faglig stolthed, så det kan være svært at skulle bevæge sig ud af kontoret eller klinikken og ind i borgernes boliger og lade borgerne vælge. Det er måske endda en større udfordring i Europa end i USA.”

”Det er en del af tankegangen at komme væk fra den ’medicinske model’, hvor borgeren kommer til lægen, som har al magten og viden. Man skal ud til borgerne, og hvis der er problemer med et stoppet toilet, så hjælper man dem med det– også selvom man er psykiater eller sygeplejerske. Og det kan være en udfordring, for det er de jo ofte slet ikke uddannet til,” siger hun.

En god investering

Housing First-tilgangen breder sig også på det europæiske kontinent, fortæller professor Volker Busch-Geertsema, Gesellschaft für innovative Sozialforschung und Sozialplanung (GISS) i Tyskland, der også er leder af European Observatory on Homelessness. Her er den største udfordring dog stadig, at der mangler adgang til billige boliger:

”Med undtagelse af Finland, hvor man for alvor har gjort en stor indsats i forhold til at skaffe billige boliger, så er det et problem i hele Europa. Som en kollega pointerede, så er det jo godt med Housing First, men det kræver altså, at der er mulighed for ’housing’,” fortæller han.

Derudover er det en udfordring, at nogle af de intensive støtteindsatser, der er nødvendige for at hjælpe socialt udsatte, er meget dyre. Men han er overbevist om, at det er pengene værd:

”Økonomi må aldrig være det eneste argument, når det handler om udsatte mennesker. Men det er klart, at hjemløshed er dyrt for samfundet. Det skaber øgede udgifter i hospitalsvæsnet, det juridiske system, hos politiet osv. Så selvom indsatser mod hjemløshed kan være dyre, så synes det at være en god investering,” siger Volker Busch-Geertsema.

Socialpolitisk fokus skal flyttes

Og alle tre professorer er enige om, at det kræver et skifte i det socialpolitiske fokus, hvis Housing First-tilgange for alvor skal have virkning. For Deborah Padgett handler det især om, hvor man lægger de store investeringer:

”Traditionelt er arbejde med hjemløse især foregået på herberger, men med Housing First handler det først og fremmest om at få folk til at få deres eget sted at bo. Der skal flyttes ressourcer fra herberger til at skabe billige, tilgængelige boliger, og der er – i hvert fald i USA – mange forskellige interesser på spil.”

”Og selvom mange pointerer, at der mangler boliger, så må det ikke blive en undskyldning. Selv i en by som New York er der tomme lejligheder, som kunne bruges. Det er ikke let, men når vi nu ved, at det virker at få folk i egen bolig, så kunne man gøre en større indsats med at opdyrke boliger. Det er ikke vanvittigt mange boliger, der skal til,” vurderer hun.

Dennis Culhane er ikke så fokuseret på balancen mellem herberger og boliger. For ham handler det mere om, hvilke indsatser, man tilbyder de forskellige grupper af hjemløse:

”Forskning fra USA viser, at omkring en tredjedel af hjemløsesagerne løser sig selv inden for 7 dage. Og efter en måned finder endnu en tredjedel af sagerne en løsning. Op mod to tredjedele af de folk, der ender i hjemløshed, finder altså faktisk en løsning inden for en måneds tid. Så det helt store problem er den sidste tredjedel, som er i fare for at ende i langvarig hjemløshed. Og der bør være en organiseret, systematisk indsats, som arbejder målrettet på, at man ikke ender med at være på herberg i længere tid.”