Kernefamiliens af- og opblomstring

Guldklumpen i klapvognen

Men selv om kernefamilien altså har overlevet ungdomsoprør, rødstrømper og skilsmissebølger, er den langt fra uforandret. I dag er det ikke guldringen på fingeren, men guldklumpen i klapvognen, der er afgørende: ”I dag er ægteskabsalderen højere end den alder man har, når man får det første barn. Det er altså barnet, der konstituerer familien, ikke ægteskabet,” pointerer Mai Heide Ottosen. 

Barnets mere betydningsfulde rolle i familien kan virke lidt paradoksal i lyset af, at børn i dag bruger meget mere tid væk fra far og mor, end de gjorde i 1960’erne. Dengang var ”fremmedpasning”, dvs. vuggestuer og børnehaver, mest af alt en nødløsning, som især arbejderkvinder var nødt til at benytte sig af. Mai Heide Ottosen husker, hvordan hun som lille pige så misundeligt gennem plankeværket til naboejendommen, hvor uniformerede barneplejersker passede børn, mens børnenes mødre arbejdede på fabrikken overfor. 

Den danske såkaldte ’to-forsørgermodel’ – dvs. at både manden og kvinden er på arbejdsmarkedet og dermed bidrager til at forsørge familien – betyder, at næsten alle danske småbørn i dag går i daginstitution eller på anden måde bliver passet uden for familien. Alligevel køber Mai Heide Ottosen ikke tesen om den ’funktionstømte familie’. ”Det er klart, at daginstitutionen og børnefællesskabet dér er en central socialiseringsarena, men familien er stadigvæk den vigtigste arena for børnenes sociale udvikling. Sådan er det! Men som en kollega fra RUC har påpeget, er familien i højere grad blevet et ’intimitetsreservat’. Relationerne er blevet mere følelsesfulde; der er – populært sagt - mere tid til kærtegn.”

Din vilje er ikke i fars lomme

Familiens overlevelseskraft skyldes netop dens forandring fra et sted, hvor far bestemte, til en mere demokratisk størrelse: ”Der er sket nogle vigtige perspektivforskydninger i familiens magtrelationer siden 60’erne og 70’erne. For det første bliver forholdet mellem mand og kvinde mere demokratisk i og med at kvinderne kommer ud på arbejdsmarkedet, er blevet økonomisk uafhængige og deler forsørgerbyrden med mændene. Man er mere fælles om beslutningerne – selv om mændene stadig er lidt langsomme med det praktiske i hjemmet.”  

Også på den anden led – mellem forældre og børn – er der også sket en demokratisering af relationen. Børnene har mere at skulle have sagt; forholdet er blevet mere ligeværdigt. ”Jeg tror ikke, børn i dag ville forstå vendingen ’din vilje er i fars lomme’, som jeg – som regel i spøg – fik fortalt da jeg var barn,” siger Mai Heide Ottosen.  

Hun mener, at familien er blevet et mere udholdeligt sted at være, og den derfor har fået en opblomstring efter de voldsomme angreb i især 1970’erne. Omstillingen har taget tid, men ligestillingsprojektet og demokratiseringen har været afgørende for kernefamiliens overlevelse.  

Klassefest og julestue

Når børnene kan tilbringe mere tid uden for hjemmet og samtidig være familiens centrum, skyldes det bl.a., at institutionerne spiller en langt mere aktiv rolle i dag end tidligere. Mai Heide Ottosen blev overrasket over, hvor lidt forældre i en SFI-undersøgelse fra 1968 vidste om deres børns trivsel i skolen.  

”Hvis børnene havde problemer i skolen, så vidste forældrene det sjældent. I undersøgelsen har man spurgt lærerne og identificeret problembørn. Men børnenes forældre var slet ikke klar over, at der var problemer. Det er en signifikant anderledes i dag. Jeg tror ikke, der er mange forældre, som ikke er bevidste om, hvis deres børn har vanskeligheder i skolen. Der er sket en alvorlig styrkelse af skole/hjem-samarbejdet. Da jeg var barn, havde man meddelelsesbøger, dvs. man kommunikerede skriftligt. I dag bliver vi jo kaldt ind til skole/hjem-samtaler et par gange om året. Man er blevet klar over, at det er nødvendigt at kommunikere,” forklarer hun.  

I det hele taget er skolen og barnets liv uden for hjemmet i dag blevet en ramme for sociale aktiviteter i langt højere grad en tidligere, mener Mai Heide Ottosen. ”Det er en udvikling, der er sket gennem de seneste år. Skolen og børnenes institutioner er blevet en ramme for det lokale fællesskab og det sociale liv. Skolerne holder ikke bare forældremøder og konsultationer, altså den formelle del, de danner også ramme for sommerferieafslutninger, julestuer, klassefester osv. Når man som mig har tre børn, så bliver det til noget.” 

Det betyder også noget for forældrenes sociale liv: ”Forældrene stifter venskaber gennem børnene. Sådan var det ikke i min barndom, mine forældre har ikke fået nogen venner i kraft af mig. Børn er i langt højere grad blevet et projekt; de er i stor udstrækning ønskebørn. I og med at rammerne for børnenes liv er blevet ændret og blevet mere sociale og uformelle, så bliver det også et sted, hvor forældrene kan møde nye venner. Og det gælder for den sags skyld også i sports- og idrætsklubber. Det forventes, at man står hver søndag på sidelinjen, og at man deltager med at køre frem og tilbage. Forældreengagementet er blevet større i dag, end det var for 40-50 år siden,” slutter Mai Heide Ottosen.