Metode
Analysen er baseret på data fra Danmarks Statistik, Statistikbanken, som VIVE anvender i sit nøgletalssystem ECO Nøgletal. Til opgørelsen af klassekvotienter har vi anvendt tabellen KVOTIEN. Klassekvotienten for privatskoler er ikke medtaget. Det er således alene klassekvotienten for folkeskolen, der vises.
Opgørelsen af privatskoleandel er baseret på data fra Danmarks Statistik, Statistikbanken – tabellen UDDAKT20. Privatskoleandelen er beregnet ved at opgøre antallet af elever i Friskoler og private grundskoler i procent af antallet af elever i samtlige skoletyper i alt. Opgørelsen af privatskoleandelen har som formål at opgøre den andel af eleverne, som vælger et alternativ til folkeskolen, der samtidig minder om folkeskolens tilbud. Derfor er Efterskoler ikke i denne sammenhæng medregnet som privatskoler, da efterskoler i deres form afviger noget fra både folkeskolen og friskoler og private grundskoler.
Baggrund
TV2 Regionerne har bedt VIVE levere en række nøgletal, som TV2 Regionerne ønsker at inddrage i deres dækning af kommunalvalget den 21. november 2017. Nøgletallene bliver løbende publiceret som notater i perioden fra 11. september til 23. oktober 2017. Med dette notat har TV2 Regionerne ønsket at få belyst, ”Hvor mange elever er der i klasserne i folkeskolen, og hvordan er eleverne fordelt på folkeskoler og privatskoler?”. Notatet beskriver klassekvotienter og privatskoleandele i kommunerne på baggrund af data fra Danmarks Statistisk. Udgivelsen indeholder ikke egentlige analyser af årsager til forskelle i klassekvotienter og privatskoleandele mellem kommunerne.
Om denne udgivelse
VIVE - Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd