Knæpatienter skal fra operationsbordet til træningslokalet

Patienter med dårlige knæ har lige så store chancer for at blive raske, hvis de gennemgår et intensivt træningsforløb, som hvis de får en kikkertoperation. Det var en af sommerens sundhedshistorier i bl.a. Politiken. Baggrunden var, at det videnskabelige tidsskrift British Medical Journal havde publiceret et norsk studie, som viste, at kikkertoperation ved slidgigt i knæet ikke havde bedre effekt end et intensivt træningsforløb.

Samme tidsskrift havde publiceret en metaanalyse året før, der viste stort set det samme. Et finsk studie har også tidligere fundet tilsvarende resultater, og sågar Sundhedsstyrelsens nye nationale kliniske retningslinjer om meniskpatologi i knæet understreger, at det i en lang række tilfælde er lige så godt eller bedre at afvente eller starte med træning under vejledning.

Hvis vi ved bedre, hvorfor gør vi det så ikke?

Hvis resultaterne fra disse studier skulle omsættes i praksis, ville man forvente, at der blev udført langt færre meniskoperationer i dag end tidligere, og at der i fremtiden bliver udført endnu færre. Men sådan er virkeligheden ikke. Fra 2000-2011 fordobledes antallet af meniskoperationer. Siden er antallet af operationer dog faldet med ca. 20 %, men spørgsmålet er, om niveauet stadig er for højt, og om ændringerne i retning af mere træning kommer hurtigt nok.

I praksis er det lægen på hospitalet, som skal henvise patienten til genoptræning i kommunen frem for til en operation. Sygehusvæsnet kan med nogen rimelighed beskyldes for, at man for ofte vælger det værktøj, som man kender bedst. Det vil sige, at kirurger som udgangspunkt vælger operationer frem for alternativer som for eksempel træning eller sociale indsatser. Træning som behandling vil derfor være bagud på point i udgangspunktet.

Derfor er det kommunens opgave at vise kirurgen, at det intensive træningsforløb, der tilbydes i kommunen, reelt kan sammenlignes med det, som patienterne i de kliniske studier er blevet tilbudt.

Kvalitetssikring kræver mod

Hvis vi skal fremme omlægningen i retning af at operere mindre, kræver det et opgør med sygehusenes takststyringskultur, så de også rent økonomisk har et incitament til at gøre noget andet, end de plejer. Dernæst skal kommunerne tillægge sig den samme kvalitetskultur, som sygehusene har.

Det kræver mod at turde afprøve, om ens ydelser har effekt, men det vil have stor slagkraft, hvis kommunernes træningstilbud bliver kvalitetssikret og standardiseret lige så systematisk som kirurgernes indgreb. Ellers er det vanskeligt at overbevise kirurgerne om, at kommunernes tilbud reelt kan være et lige så godt eller bedre alternativ for patienterne.

I forhold til budgettets størrelse afsætter sygehusvæsenet ikke særligt mange midler til at måle, hvad der kommer ud af alle de mange penge, som bruges i sundhedsvæsnet. Men takket være ildsjæle og fondsmidler er der gennemført gode videnskabelige studier, som viser, at vi bør lave flere intensive træningsforløb i stedet for meniskoperationer.

I kommunerne er ressourcerne og den ledelsesmæssige vilje til at gennemføre gode videnskabeligt valide studier endnu mindre end på sygehusene. Så dokumentationen for effekten af de kommunale træningstilbud mangler. Det kan ikke for alvor undre, at lægerne er tilbageholdende med at henvise til et træningstilbud, hvor det er uklart, hvad det indeholder, og hvilken effekt, det har. Det vil derfor desværre heller ikke undre, hvis vi også til næste sommer kan læse i avisen, at et nyt studie har vist, at træning er lige så godt som operation. Uden at praksis er ændret mærkbart.