Kommunerne forventer at bruge flere penge på service til borgerne
Udgivelsens forfattere:
Økonomi og styring
Økonomi og styring

Knap 100 kr. mere per borger. Det er, hvad kommunerne samlet set forventer at bruge ekstra på service i år. Kommunerne forventer især at bruge flere penge per borger i målgruppen på det specialiserede socialområde og på folkeskolen.
KL og regeringen har aftalt, at kommunernes serviceudgifter kan stige. Ud over det, som følger af nye opgaver til kommunerne, kan serviceudgifterne stige med 3,2 milliarder kr. Kommunerne har udnyttet muligheden for at løfte serviceudgifterne, og budgetterer i 2026 samlet set med serviceudgifter på 336,7 milliarder kr. Der er dog betydelige variationer i budgetudviklingen på tværs af udgiftsområder og kommuner.
Serviceudgifterne per indbygger stiger mest i yderkommunerne
Stigningen i serviceudgifterne skal ses i sammenhæng med, at befolkningstallet stiger. Opgør vi serviceudgifterne per indbygger, budgetterer kommunerne samlet set med at bruge små 100 kr. mere per borger i 2026 end i 2025 (jf. Figur 1). De største stigninger findes i de såkaldte yderkommuner, mens der er omvendt er mindre stigninger per indbygger i bykommuner og et mindre fald i de mindre bykommuner.
Løft til socialområdet og folkeskoleområdet – færre midler til kultur, fritid og veje
Kommunerne budgetterer samlet set med flere udgifter per borger i målgruppen på det specialiserede socialområde – dvs. børn/unge og voksne med særlige behov (jf. Figur 2). Herudover budgetterer kommunerne også med stigende udgifter per borger på folkeskoleområdet og dagtilbudsområdet. Modsat budgetterer kommunerne med færre midler per borger til kultur- og fritidsområdet, sundhedsvæsenet og vedligeholdelse af de kommunale veje.
Bemærk, at udgifterne på alle områderne i Figur 2 er opgjort per potentiel bruger, dvs. per borger i den aldersgruppe, som servicen primært retter sig imod. Udgifterne til dagtilbud er fx opgjort per 0-5-årig og udgifterne til ældreområdet per 67+-årig. De procentvise ændringer afspejler dermed også de underliggende ændringer i befolkningstallet i de forskellige aldersgrupper. For eksempel dækker det procentvise fald på 0,2 % på ældreområdet per 67+-årig fra 2025 til 2026 over, at de samlede udgifter på ældreområdet er budgetteret til at stige med en lille milliard. Men da der samtidig er kommet flere ældre, betyder det, at udgiften opgjort per 67+-årig falder med 0,2 %.
Størst stigning per borger i kommuner med befolkningstilbagegang
Tendensen er, at serviceudgiften per borger falder i kommuner med stor befolkningstilvækst. Omvendt stiger udgiften per indbygger mest i kommuner med befolkningstilbagegang. Figur 3 viser den procentvise udvikling i kommunernes budgetterede serviceudgifter per borger fra 2025 til 2026 sammenholdt med periodens befolkningsudvikling.
Udviklingen kan hænge sammen med, at befolkningssammensætningen i kommunerne ændrer sig forskelligt, så der fx i kommuner med befolkningstilbagegang samtidig bliver relativt flere ældre. Det kan også tænkes at afspejle det forhold, at det generelt er vanskeligt at tilpasse udgifterne til et faldende befolkningstal. Dette forhold er særlig relevant i flere yderkommuner, som i disse år oplever en befolkningstilbagegang. Det er også muligt, at kommuner med befolkningsvækst oplever stordriftsfordele på områder som vejvæsen og administration, og at udviklingen i serviceudgifterne derfor ikke følger befolkningsudviklingen helt tæt.
De enkelte kommuners budgetterede ændring i serviceudgifter per indbygger fra 2025 til 2026 fremgår af landkortet i figur 4.
Data og metode
Analysen er baseret på ECO Nøgletal og bygger på data om kommunernes udgifter, struktur og befolk-ningsmæssige sammensætning fra Danmarks Statistikbank (www.statistikbanken.dk).
Find flere tal fra din kommune eller se demoversionen af ECO Nøgletal på eco.vive.dk.
Se for eksempel tabeller om kommunernes udgiftsniveau og udgiftsudvikling:
- Tabel 1.30 Ressourceforbruget på 20 udgiftsområder – budget 2026
- Tabel 7.10 Tilbud til ældre – budget 2026
- Graf 4.16 Udvikling i serviceudgifter 2020-2026.
ECO Nøgletal leverer tabeller med nøgletal samt grafer med udviklinger på 20 forskellige udgiftsområder i den kommunale sektor. Hver kommune bliver sammenlignet med en gruppe af kommuner med tilsvarende rammebetingelser på det enkelte udgiftsområde.
Kontakt: Mathias Ruge, senioranalytiker i VIVE, tlf. 33 48 08 16, maru@vive.dk, eller Kurt Houlberg, professor i VIVE: tlf. 31 57 66 84, kuho@vive.dk.
I VIVEs kommunetal dykker vi med jævne mellemrum ned i udvalgte ECO Nøgletal. Du kan tilmelde dig VIVEs nyhedsbrev på vive.dk og modtage kommende udgaver af VIVEs kommunetal.
Udgivelsens forfattere
Om denne udgivelse
Udgiver
VIVE - Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd