Kommunernes fremtidige opgaver på sundhedsområdet
Udgivelsens forfattere:
- Eigil Boll Hansen
- Majbritt Christensen
Ambitionen er at skabe sammenhængende patientforløb, og med en fortsat specialisering og effektivisering af sygehusbehandlingen kan der forudses en stigende forventning om, at en stadig større del af behandlingen foregår uden for sygehus. På flere felter kan der således forventes øgede krav til ekspertise i den kommunale sundhedssektor og koordinering med den sekundære sundhedssektor.
I rapporten undersøges følgende spørgsmål:
- Hvordan kan forebyggelse udbygges og tilrettelægges i de nye kommuner?
- Hvad skal der til for, at mere genoptræning kan foregå uden for sygehus?
- Hvad skal der til for, at flere plejeopgaver kan udføres i den primære sundhedssektor?
Inden for de områder af pleje, genoptræning og forebyggelse, som rapporten belyser, er der fremlagt eksempler, der ikke i forvejen er evalueret, og eksempler på indsatser, der går på tværs af den primære og den sekundære sundhedssektor.
Der gives i rapporten bl.a. eksempler fra:
- borger- og patientrettet forebyggelse med exksempler fra fedmeforebyggelse i skoleregi og patientundervisning i en astmaskole,
- kommunale genoptræningscentre, med fokus på både hjemmetræning og træning i institution,
- specialiserede plejeopgaver, hvor hjemmesygeplejersker har ekspertviden inden for afgrænsede plejeopgaver, og
- udgående team til afgrænsede plejeopgaver, hvor eksperter fra sygehuse på forskellig vis udfører behandling og pleje uden for sygehus i borgernes hjem.
De centrale problemstillinger, som rapporten fremhæver, er vigtigheden af, at den nødvendige ekspertise er til stede eller tilgængelig i den primære sektor. Her gives et eksempel på de teknologiske muligheder for fx lægeligt tilsyn via telekommunikation.
Dernæst skal der opbygges samarbejdsrelationer mellem sekundær og primær sundhedssektor, som kan sikre borgerne et sammenhængende behandlingsforløb. Her peges på udarbejdelse af beskrivelser af patientforløb som et grundlag for samarbejdet, hvor ansvaret for patienten er placeret i de forskellige faser af patientforløbet. Endelig stilles der spørgsmål til finansieringen.
Kommunerne vil i fremtiden få et medansvar for at finansiere sundhedsvæsenet, hvilket skulle tilskynde til en udbygning af indsatsen uden for sygehus. Finansieringen af nye indsatstyper uden for sygehus kan dog fortsat vise sig at være en bremse for udviklingen, og der vil sikkert fortsat være grundlag for forhandlinger mellem regioner og kommuner om finansieringen af forskellige dele i et behandlingsforløb.
Udgivelsens forfattere
- Eigil Boll HansenMajbritt Christensen
Om denne udgivelse
Udgiver
FOKUS