Kortlægning af programmer og indsatser, der kan støtte familier med handicappede børn

Konklusion

Resultaterne af denne systematiske søgning af videnskabelige undersøgelser viser, at flertallet af de evidensbaserede programmer er ’forældreuddannelsesprogrammer’ – det vil sige programmer, som sigter mod at forbedre forældres opdragelse, forståelse og håndtering af deres barn med en funktionsnedsættelse, så barnets udvikling styrkes. Der er også en del evidensbaserede terapiprogrammer, som er rettet direkte mod forældrenes mestring eller håndtering.

Søgningen efter lovende programmer og indsatser førte frem til:

• Velbeskrevne programmer og manualer til programmer, for eksempel Parent-Child Interaction Therapy (PCIT) og Handleguide til søskendenetværk
• Rapporter og kortlægninger, der beskriver og sammenligner programmer og indsatser
• Kurser udbudt fra forskellige brugerorganisationer, eksempelvis søskendekurser, forældrekurser og familiekurser.

Kommunernes aktuelle praksis på området er blevet kortlagt via telefoninterview. Blandt de 79 kommuner (80 procent af alle landets kommuner), der har deltaget i kortlægningen, anvender 34 kommuner (43 procent) evidensbaserede programmer, mens 45 kommuner (57 procent) ikke gør.

De 79 kommuner har tilbud til en bredere målgruppe af forældre, søskende og andre pårørende til børn med sociale udfordringer og handicap i bred forstand. Derimod har kommunerne sjældent evidensbaserede tilbud om forældre- og familieprogrammer til netop kortlægningens målgruppe. Kommunerne peger på, at udfordringen er at vurdere, i hvilken grad tilbud til bredere målgrupper gavner kortlægningens specifikke målgruppe. Den kan have særlige udfordringer, som de generelle programmer ikke imødekommer.

Kommunerne udtrykker interesse for evidensbaserede programmer, men bemærker også, at programmerne er dyre og ofte lidt vanskelige at tilpasse danske forhold. Samtidig giver kommunerne udtryk for, at de evidensbaserede programmer repræsenterer et andet syn på socialfaglig hjælp til udsatte familier end det hidtil dominerende socialfaglige paradigme. Den manualbaserede tilgang til det socialfaglige arbejde udgør ligeledes en udfordring, da det socialfaglige arbejde traditionelt har været præget af metodefrihed.

Brugerorganisationerne peger på, at kommunerne har svært ved at imødekomme behovene for tilbud og støtte blandt forældre og søskende i målgruppen med mestringsproblemer.

Anbefalinger

Kommuner og brugerorganisationer anbefaler et tættere samarbejde mellem kommuner og brugerorganisationer på dette område. Kommunerne kan afholde kurser omkring de mere generelle elementer, mens brugerorganisationerne kan bidrage med viden og erfaringer om de funktions- og diagnosespecifikke emner og samtidig skabe netværk for forældre og søskende.

Baggrund

Forældre og søskende til børn med handicap oplever i betydeligt omfang problemer med at mestre udfordringer i form af for eksempel stress, depression og søvnproblemer. I perioden 2014-2017 gennemfører Socialstyrelsen derfor programmet Mestringsstøtte til familier til børn med handicap, der indeholder i alt fem delinitiativer. Denne kortlægning er det første delinitiativ, som skal bidrage med nyt overblik over fire hovedemner, som de øvrige fire delinitiativer kan drage nytte af, nemlig overblik over:

• Evidensbaserede programmer, der er beskrevet og evalueret i videnskabelige undersøgelser
• Lovende indsatser for målgruppen, der er positive erfaringer med
  • Kommunernes aktuelle praksis i forhold til målgruppen af forældre og søskende til børn med handicap
  • Kommuners og brugerorganisationers erfaringer og vurderinger af indholdet i de tre førstnævnte dele samt deres vurderinger af udviklingsbehov og foretrukne prioriteringer heraf.

Metode

Kortlægningen er gennemført ved at kombinere fire forskellige metoder til at indsamle relevante informationer og bearbejde disse systematisk. Der er tale om 1) en telefonbaseret interviewundersøgelse i landets 98 kommuner, 2) en systematisk forskningsoversigt over evidensbaserede familie- og forældreprogrammer til målgruppen, 3) en systematisk kortlægning af lovende indsatser til målgruppen via hjemmesider og henvisninger fra fagfolk på området, og 4) seminarer for udvalgte kommuner og brugerorganisationer, hvor deltagerne kunne kvalificere det øvrige arbejde med de øvrige metoder og formidle deres erfaringer og vurderinger af området.