Spring til...

  • Hovedindhold
  • Indholdsfortegnelse
  • Sidefod
  • English en
Rapport APR 2018

Mere patientsikkerhed for pengene - hvordan?

Danske eksperters vurdering af, hvilke patientsikkerhedsindsatser, der bedst kan betale sig - inspireret af en OECD-rapport om økonomien i patientsikkerhed

Udgivelsens forfattere:

  • Lone Bilde
  • Betina Højgaard
  • Jakob Kjellberg
  • Charlotte Frendved
  • Ingeborg Hedegaard Kristensen
  • Simon Feldbæk Peitersen
Download udgivelsen Hent rapporten Mere patientsikkerhed for pengene - hvordan?
Download udgivelsen Hent rapporten Mere patientsikkerhed for pengene - hvordan?

I denne rapport vurderer en række eksperter effekter og omkostninger ved 41 forskellige indsatser rettet mod bedre patientsikkerhed. De peger på, hvilke indsatser de mener, giver mest værdi for pengene set i en dansk sammenhæng. Undersøgelsen er inspireret af en rapport fra OECD, der udkom i 2017.

Baggrund

En OECD-rapport viste for nylig, at 15 % af OECD-landenes sygehusudgifter kan tilskrives håndtering og behandling af fejl og patientskader. Meget tyder på, at også det danske sundhedsvæsen har store udgifter på den konto, selv om det præcise tal ikke kendes.

OECD-rapporten peger på, at en rigtig stor del af de utilsigtede hændelser i sundhedsvæsenet kan forebygges bl.a. ved hjælp af systematiske indsatser. Samtidig koster investeringer i disse indsatser langt mindre, end det koster at behandle og håndtere patientskaderne. Derfor er der i henhold til OECD-rapporten stor samfundsøkonomisk fornuft i at investere i patientsikkerhed.

I OECD’s rapport identificeres, hvilke indsatser der vurderes at have den største effekt på patientsikkerheden i forhold til den investering, de kræver (”best buys”). Det er eksperter fra flere forskellige OECD-lande, blandt andet Sverige og Norge, der har givet input til rapporten. Danmark er dog ikke med i analysen, og derfor har vi i denne rapport gentaget OECD’s analyse med input fra interessenter og beslutningstagere, der arbejder med patientsikkerhed i Danmark.

Formålet med den danske rapport er at undersøge, hvilke strategier og indsatser rettet mod forskellige organisatoriske niveauer (nationalt, organisatorisk og klinisk niveau) i det det danske sundhedsvæsen, der vurderes at give mest effekt for pengene.

Resultater

Eksperterne, som deltog i den danske spørgeskemaundersøgelse, vurderer, at de mest omkostningseffektive enkeltstående indsatser, er de indsatser, der er rettet mod det kliniske niveau (det samme fandt man i OECD-rapporten). Det er for eksempel brug af tjeklister før kirurgi og forebyggelse af medicinfejl ved involvering af patienter i eget forløb. Relativt simple tiltag med lave omkostninger og stor effekt.

Eksperterne i undersøgelsen er også blevet bedt om at vælge de syv indsatser, der efter deres mening som en samlet ”pakke” af indsatser ville give mest patientsikkerhed for pengene i en dansk sammenhæng. Denne øvelse resulterede i, at respondenterne har valgt indsatser på både nationalt, organisatorisk og klinisk niveau.

De fem hyppigst valgte indsatser er: 

  • Patientsikkerhed på grunduddannelserne (nationalt niveau)
  • Forbedringsarbejde i organisationen (organisatorisk niveau)
  • Opbygning af en positiv patientsikkerhedskultur (organisatorisk niveau)
  • Involvering af patienter i eget forløb (klinisk niveau)
  • En national elektronisk sundhedsplatform (nationalt niveau)

De eksperter, der deltog i undersøgelsens fokusgruppeinterview, bekræfter, at flere samtidige indsatser på forskellige organisatoriske niveauer er en forudsætning for en bedre patientsikkerhed i Danmark. De peger på følgende samspil:

  • Indsatser rettet mod at informere og uddanne de nationale beslutningstagere og interessenter kan sikre større national opmærksomhed på, hvor vigtigt det er at bruge ressourcer på at forebygge utilsigtede hændelser.
  • Indsatser, der er udstukket fra nationalt hold, kan sikre, at der er mindre variation i kvalitet af sundhedsydelser og arbejdsprocesser på tværs af landet.
  • Indsatser i de enkelte sundhedsorganisationer kan fremme organisatorisk læring af utilsigtede hændelser og integration af patientsikkerhedsarbejdet lokalt.
  • Indsatser på klinisk niveau kan rettes mod de konkrete kliniske områder, for eksempel hygiejneforbedringer og medicinhåndtering, hvor der er et stort forbedringspotentiale.

Ledelsesfokus, uddannelse og læring, tværsektorielt samarbejde, indsatser omkring medicinering og økonomi fremstår på baggrund af fokusgruppeinterviewene som de fem helt centrale fokusområder for det fremtidige arbejde med patientsikkerhed i Danmark.

Metode

Rapporten er baseret på en spørgeskemaundersøgelse blandt en lang række interessenter og beslutningstagere, der arbejder med patientsikkerhed i Danmark. En mindre gruppe har deltaget i to efterfølgende fokusgruppeinterview. Fokus har været på at tage stilling til, hvilke strategier og konkrete indsatser til forbedring af patientsikkerheden i Danmark de vurderer er mest omkostningseffektive.

Fremgangsmåden og metoden i den danske spørgeskemaundersøgelse er hentet fra OECD’s spørgeskemaundersøgelse fra 2017.

I den danske spørgeskemaundersøgelse er respondenterne blevet bedt om at vurdere 41 patientsikkerhedsindsatser, som er inspireret af OECD’s indsatsbeskrivelser, men tilpasset danske forhold.

Udgivelsens forfattere

  • Lone BildeBetina HøjgaardJakob KjellbergCharlotte FrendvedIngeborg Hedegaard KristensenSimon Feldbæk Peitersen

Om denne udgivelse

  • Samarbejdspartnere

    Dansk Selskab for Patientsikkerhed
  • Udgiver

    VIVE - Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd
Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd leverer viden, der bidrager til at udvikle velfærdssamfundet og til at styrke kvalitetsudvikling, effektivisering og styring i den offentlige sektor både i kommuner, regioner og nationalt.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Få vores nyeste viden serveret i din indbakke - hver uge!

Nyhedsbrev
Tlf: 44 45 55 00
Mail: vive@vive.dk
EAN: 5798000354845
CVR: 23 15 51 17
  • Nyheder og debat
  • Presse
  • Kontakt
  • Ledige stillinger
  • Tilgængelighedserklæring

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Få vores nyeste viden serveret i din indbakke - hver uge!

Nyhedsbrev