ICM, CTI, ACT, FIT … Det spirer frem med betegnelser for nye metoder på det sociale område, der retter sig mod særligt udsatte borgere. Men hvad kendetegner disse indsatsmetoder ud over at være forkortet til tre bogstaver, hvorfor kommer de i kommunernes søgelys nu, og hvilke udfordringer er der ved at tage dem i brug?
Ønsket om virkningsfulde og tilpassede indsatser
Det korte svar er, at metoderne allerede har en dokumenteret positiv virkning over for de berørte grupper. Det er i al fald erfaringerne fra andre lande. De er systematiske og stringent opbygget, og det giver mulighed for at kunne måle, om indsatserne gør en positiv forskel, men gør dem også ressourcekrævende at implementere. Metoderne giver med andre ord mulighed for en mere sikker hånd i socialpolitikken og i de sociale indsatser, men kræver noget ekstra at sætte i værk.
SFI er i en række samarbejder og projekter i gang med at undersøge brugen af de forskellige indsatser og deres tilpasning til danske forhold. Og for Kræn Blume Jensen, der er forskningschef for SFI’s afdeling for socialpolitik og velfærd, er det og fremkomsten af metoderne i sig selv et udtryk for, at der fra politisk hold og fra praksis har været en efterspørgsel efter at blive klogere på indsatserne på socialområdet:
”Både fra politisk side og fra praksis er man nok i stigende grad blevet opmærksom på, at med systematiserede indsatser kan man i højere grad finde ud af, om det, man gør, også gør en forskel. Så kan man beskrive indsatsen og metoden, man bruger, og man kan måle på den.”
Indsatsen kommer til borgeren
Et fællestræk for disse metoder er, at de er opfundet og tilpasset til den relativt lille gruppe af borgere, der som hovedregel ikke har tilstrækkeligt udbytte af de øvrige ’normale’ sociale tilbud i forhold til den sociale udfordring, de har. Det er borgere med komplekse sociale problemer som fx psykisk lidelse, omfattende misbrug, hjemløshed, kriminalitet eller prostitution. Det er borgere, der i den grad har brug for at blive taget ved hånden og støttet, da de ikke selv formår at efterleve de krav, som det sociale system stiller til dem med fx at skulle møde op på jobcentret eller socialforvaltningen eller huske en aftale hos lægen.
”Lidt forenklet kan man sige, at hvor borgeren skal komme til de normale sociale tilbud, så er der meget i de her metoder, der handler om, at tilbuddet kommer til borgeren i stedet for, og at det i højere grad er på borgerens præmisser,” fortæller Kræn Blume Jensen.
Intensivt og ressourcekrævende
Med behovet for målrettede indsatser er der nu et katalog af såkaldte manual- og evidensbaserede indsatsmetoder, som man i kommunerne i princippet kan tage i anvendelse afhængig af de udsattes problemstillinger og af graden af udsathed. Metoderne er beskrevet i manualer, de er intensive og ekstra ressourcekrævende bl.a. i form af de kompetencer, de kræver af indsatsmedarbejderne og af afsat tid til den enkelte udsatte borger. Så skal metoderne bruges efter hensigten, så kræver det et større implementeringsarbejde i kommunen.
Det er også på de punkter, de manualbaserede metoder adskiller sig fra de muligheder, man allerede bruger over for borgere med komplekse sociale problemer. De gængse indsatser er typisk forskellige former for bostøtteindsatser, som bliver brugt bredt i kommunerne til personer med forskellige større sociale støttebehov. Formålet er typisk at støtte personen i at kunne klare hverdagen, fastholde sin bolig og kunne håndtere kontakten til det offentlige system. Bostøtten er simpelthen en person, der hjælper borgeren med at huske aftaler med fx kommunen, behandlingssystemet og andre instanser.
Metodevalg efter målgruppe
De evidensbaserede indsatser bygger også på en støtteperson og de samme typer af formål. Men de er kendetegnet ved en langt mere intensiv og struktureret indsats, som bl.a. betyder, at bostøttepersonen har færre klienter at hjælpe og anvender en højere grad af systematik i støttearbejdet ud fra bestemte metoder. Med CTI-metoden skal bostøttepersonen fx opbygge og lede et tidsafgrænset forløb over 9 måneder, som efter en bestemt fremgangsmetode skal hjælpe borgeren i en kritisk overgangsfase, fx fra at bo på herberg til at få egen bolig.
Er der behov for intensiv og systematisk støtte ud over en afgrænset periode, er ICM en metode, bostøtten kan anvende. Det omfatter både praktisk og social støtte i hverdagen og er en koordinerende brobygning til kontakter i det øvrige sociale system.
I de tilfælde, hvor en enkelt bostøtteperson ikke er nok og ikke alene kan hjælpe borgeren med kontakten til de nødvendige offentlige instanser, kan ACT-metoden være en løsning. Den bygger på et team af støttepersoner, fx en sygeplejerske, en misbrugsbehandler eller en psykiater, der kan rykke ud til borgeren, og på den måde samle og koordinere alle nødvendige offentlige instanser hjemme hos borgeren.
Implementering er ikke så ligetil endda
Ibrugtagning af de evidensbaserede metoder er således ikke noget, man bare lige går i gang med i kommunerne. Det kræver en grundig implementering og tilpasning til lokale forhold og målgruppe samt eventuel uddannelse af bostøttemedarbejdere, så de kan anvende metoderne korrekt.
Et dilemma for kommunerne kan være det overvældende ved at skulle implementere en metode i sin helhed. Men nøjes man med kun at tage de dele i brug, der synes at give bedst mening, kan man ikke længere påberåbe sig, at det, man gør, er evidensbaseret, og der vil ikke længere være en manual at følge. Det samme er tilfældet, hvis fx målgruppen afviger for meget i forhold til den metodebeskrevne. Hvis en metode har vist sig effektiv over for stofmisbrugere med sindslidelse, er det ikke dermed givet, at den også er det over for alkoholmisbrugere med sindslidelse.
Alene det at overføre en metode, der har virket i fx en amerikansk kontekst, til en dansk, kan være en udfordring, hvis man med sikkerhed skal påberåbe sig evidens. Forsker Lars Benjaminsen, som bl.a. har været med til at forfatte en ACT-manual til en dansk kontekst, er dog fortrøstningsfuld i forhold til metodeoverførslen:
”Man kan med en vis ret hævde, at når de manualbaserede metoder virker i lande med et svagere udbygget velfærdssystem end Danmark, så er der meget, der taler for, at de også virker i lande med et bedre udbygget velfærdssystem, hvor det er lettere at bygge bro til andre sociale tilbud.”
Kommunens størrelse spiller ind
For at sætte en manualbaseret indsatsmetode i gang i en kommune, så kræver det, at der er et vist volumen af borgere i målgruppen. Mellemstore kommuner som fx Vejle, Kolding og Randers har volumen til, at fx indsatser som CTI og ICM giver mening, mens ACT på udsatteområdet generelt er mere relevant for de største kommuner i landet. Det forklarer også omvendt, hvorfor det især er i de mindre kommuner, at man fortsat holder fast i at anvende de bostøttemuligheder, som ikke er så ressourcekrævende som de manualbaserede metoder. Lars Benjaminsen påpeger dog, at eftersom der ikke længere eksisterer rigtig små kommuner i Danmark, så skal man ikke afvise muligheden for, at man kan tage manualbaserede metoder som ICM i brug. Det kræver måske blot én eller få medarbejdere i kommunen, der opbygger de fornødne kompetencer.
