Skip til indhold
Få vores nyhedsbrev
Da En
  • Temaer
  • Udgivelser
  • Medarbejdere
  • Om VIVE
  • Nyheder
  • Undersøgelser i gang
  • Arrangementer
  • Kontakt
  • Presse
Da / En
Tilmeld nyhedsbrev
Del
Rapport, ­8. april 2021

Midtvejsevaluering af Nye Veje – et tværsektorielt udviklingsprogram

Om hvordan Region Nordjylland og Morsø Kommune samarbejder om det nære sundhedsvæsen med afsæt i en regionsklinik

Regionsejede lægeklinikker kan være et godt afsæt for at styrke samarbejdet om patienternes forløb på tværs af hospital, kommune og almen praksis. Det viser VIVEs evaluering af Region Nordjyllands projekt ”Nye Veje”.

Morten Bonde Klausen , Eskild Klausen Fredslund & Betina Højgaard
Almen praksis, Region, Kommune, Ledelse, Sundhed, Sygehuse
Download rapporten Midtvejsevaluering af Nye Veje – et tværsektorielt udviklingsprogram
Arkivfoto: Ole Bo Jensen/VIVE

Det er regionernes ansvar at sikre lægedækning til borgerne. I nogle yderområder kan det være svært at tiltrække privatpraktiserende læger, og regionerne har derfor mulighed for at oprette særlige regionsklinikker, som ejes og drives af regionen selv. Regionsklinikker er som udgangspunkt midlertidige løsninger, men Region Nordjylland søgte i 2017 Sundhedsministeriet om dispensation til at drive to regionsklinikker i en seksårig periode. Formålet var dels at sikre stabililtet i lægedækningen, dels at udnytte regionsklinikker som afsæt til at udvikle det nære sundhedsvæsen i et tværsektorielt samarbejde. Dette mundede ud i udviklingsprogrammet Nye Veje, hvor Morsø Kommune indgår som samarbejdspartner.  

I Nye Veje foregår udviklingsarbejdet i en tværsektoriel organisation, hvor regionsklinik, sygehus og kommune systematisk samarbejder om en række indsatser, der blandt andet skal styrke sammenhæng og nærhed i sundhedstilbuddene.

Region Nordjylland har betalt VIVE for at evaluere Nye Veje. Denne midtvejsevaluering belyser de udfordringer, muligheder og gevinster, der opleves i arbejdet med indsatserne, og hvordan og hvorvidt det har styrket samarbejdet på tværs. Evalueringen stiller også skarpt på en af de regionsklinikker, der indgår i Nye Veje. Endelig ser evalueringen på, om der sker ændringer i borgernes kontakter til sundhedsvæsenet efter oprettelsen af regionsklinikken og Nye Veje.

Et bredt udviklingsprogram

Med Nye Veje er der udviklet en model for at iværksætte og evaluere indsatser på systematisk og iterativ vis i faste udviklingsrul på 6-8 måneder. Der var på evalueringstidspunktet afsluttet tre udviklingsrul med syv-ni indsatser i hvert. Indsatserne afspejler samlet set en bred vifte af problemstillinger og inddrager aktører fra både kommune, hospital, psykiatrien og almen praksis.

Samarbejdet har styrket de tværsektorielle relationer

De involverede i udviklingsarbejdet har en positiv oplevelse af rammerne. De begrunder det blandt andet med en tydelig opbakning fra topledelserne i region og kommune, et stort manøvrerum til at prioritere indsatser og justere undervejs, at den iterative tilgang skaber fremdrift i udviklingsarbejdet, styrkede relationer på tværs af sektorer og oplevelsen af at arbejde mod fælles mål. De udfordringer, der nævnes, knytter sig blandt andet til implementering hos klinisk frontpersonale.

Regionsklinikken giver helhedsorienteret blik på patienten

Sygeplejerskerne i regionsklinikken har spillet en central rolle i forhold til at sikre kontinuitet i patientrelationer og arbejdsgange efter overgangen til regionsklinik. Klinikkens arbejdsgange opleves velfungerende, om end læger og sygeplejersker ønsker et tættere samarbejde. De ansatte ser både fordele og ulemper ved ansættelse i en regionsklinik. Fraværet af ydelseshonorering understøtter ifølge informanterne et mere helhedsorienteret blik på patienten, hvor flere ydelser leveres i samme fremmøde, hvis dette giver mening. Rapporten finder således også et fald i antallet af kontakter pr. patient i regionsklinikken. Faldet er ikke forbundet med et større træk på ydelser fra sygehus og speciallægepraksis.

Nye Veje er nået langt med den tværsektorielle samarbejdsmodel og indsatsområderne. Evalueringen har samtidig nogle anbefalinger, opmærksomhedspunkter, hvoraf tre centrale præsenteres nedenfor.

Lægefaglig supervision af sygeplejerskerne i regionsklinikken

VIVE anbefaler, at regionen ser på mulighederne for at understøtte regionsklinikken i at indfri lægernes og sygeplejerskernes ønsker om et tættere samarbejde om den enkelte patient, inklusive lægefaglig supervision.

Balance mellem drift og udvikling

Den lokale ledelse i regionsklinikken har udført et vigtigt arbejde med at balancere drift og udviklingsarbejde lokalt og motivere medarbejdere. VIVE anbefaler, at der fortsat er opmærksomhed på balancen mellem drift og udvikling, og at der så vidt muligt sikres den fornødne lokale ledelseskapacitet til at håndtere denne balance i klinikken.

Større fokus på forebyggelse

Der er relativt få indsatser rettet mod forebyggelse. Det tæt udviklede samarbejde mellem regionsklinik og Morsø Kommune fremstår som et frugtbart mulighedsrum for at fokusere yderligere på forebyggelse.

Metode

Konklusionerne er draget på baggrund interview, dokumentstudier og en registerbaseret analyse.

Dokumentstudier: Omfatter diverse interne dokumenter fra Nye Vejes programorganisation, som VIVE løbende har modtaget, herunder mødereferater og interne statusrapporter på indsatserne.

Kvalitative interview: Der er gennemført 8 gruppeinterview og 4 solointerview med repræsentanter fra regionsklinikken, Morsø Kommune, Aalborg Universitetshospital og Regionshuset, som er involveret i udviklingsprogrammet. Fra alle organisationer indgår repræsentanter på forskellige hierarkiske niveauer. Derudover er der gennemført interview med læger, sygeplejersker og leder af regionsklinikken, hvilket danner basis for undersøgelsen af regionsklinikken som organisation.

Registerdata: Registeranalysen er baseret på data leveret af Region Nordjylland og Danmarks Statistisk. Datagrundlaget er Sygesikringsregisteret og Landspatientregisteret, der indeholder oplysninger om hhv. kontakter i praksissektoren, herunder almen praksis, og kontakter på sygehus. Der er endvidere indhentet data på en række sociodemografiske karakteristika. Registeranalysen udføres som en difference in difference-analyse med en matchet kontrolgruppe, hvor borgere tilknyttet regionsklinikken sammenlignes med en gruppe af borgere med samme sociodemografiske karakteristika.

Om denne udgivelse

Finansieret af:

Region Nordjylland

Udgiver:

VIVE - Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd

Læs også
  1. Kursus

    Kursus i sundhedsøkonomi 2021

  2. Arrangement

    Digital årskonference i Dansk Evalueringsselskab

  3. Rapport

    Mødet mellem borgere med handicap og kommunen

  4. Rapport

    Tre vigtige temaer for faglig ledelse af dagtilbud

  5. Nyhed

    En undersøgelse af omfanget af krænkende handlinger og konflikter på det danske arbejdsmarked

  6. Nyhed

    At vælge side i organisatorisk etnografi

  7. Webinar

    Småbørnsfamiliers hverdag og trivsel under den første covid-19-nedlukning

  8. Debatindlæg

    Overlægeforeningens nye aftale kan sikre mere og bedre lægelig ledelse på sygehusene

  9. Debatindlæg

    Coronamodellernes tæppefald?

  10. Undersøgelse i gang

    VIVE rådgiver om og evaluerer Buurtzorg-projekt om værdig ældrepleje i Syddjurs

Tilmeld nyhedsbrev
Del

Tlf: 44 45 55 00

Mail: vive@vive.dk

EAN: 5798000354845

CVR: 23 15 51 17

KontaktPresseTilgængelighedserklæring

VIVE – Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd leverer viden, der bidrager til at udvikle velfærdssamfundet og til at styrke kvalitetsudvikling, effektivisering og styring i den offentlige sektor både i kommuner, regioner og nationalt.

Vores nyeste viden i din indbakke hver uge.

Tilmeld nyhedsbrev
Følg os