Økonomiaftalen 2024: Skævt magtforhold eller en ny begyndelse?

En helt grov sammenligning af økonomiaftalen for 2024 med de sidste 20 års aftaler viser, at den er indgået på et tidligt tidspunkt og er meget kort. Det kan afspejle ændrede magtpositioner mellem stat/regering og KL/kommuner.

I denne analyse giver projektchef Niels Jørgen Mau Pedersen en række perspektiver på, hvordan magtpositionerne har ændret sig:

1. Kommunerne er blevet mere betydningsfulde samfundsøkonomisk ved, at de organiserer flere opgaver og har fået større ansvar på flere velfærdsområder, for eksempel på beskæftigelsesområdet og sundhedsområdet. Det har utvivlsomt øget kommunernes økonomiske tyngde, men også gjort dem sårbare over for Folketingets indblanding, da disse områder er af politiske aspekter, der traditionelt antages at være nationale anliggender, for eksempel fordelingspolitik og standarder for sundhedsbehandling.
   
   
2. Kommunerne har ønsket – og fået – vidtgående ’sikkerhedsnet’ til at afskærme deres økonomi fra usikre faktorer. Det gælder for det første den lovbestemte budgetgaranti (fra 1992), der sikrer kommunerne kompensation for konjunkturpåvirkede i blandt andet overførselsudgifter. For det andet den etablerede statsgaranti (fra 1996), som muliggør, at kommunerne kan vælge et skattegrundlag, der ikke påvirkes af konjunkturen. Endelig for det tredje det såkaldte balancetilskud (jf. finansieringsreformen i 2007), som skal medvirke til at holde kommuneøkonomien balanceret ved forskellige reale udviklingsforløb efter finansministerens vurdering. Alt i alt medvirker disse tiltag til at skabe en betydelig tryghed om kommunernes økonomi. Det har dog næppe været gratis for kommunerne, fordi de på den måde kan have været med til at legitimere en hårdere statslig styring med trusler om mulige sanktioner ved brud på aftalen.
   
   
3. Denne stærkere styring har især manifesteret sig ved budgetloven og dens tilknyttede udgiftslofter og hermed forbundne statslige sanktionsmuligheder. Kommunerne kan endog potentielt ifalde straf, det vil sige lavere bloktilskud, hvis den enkelte kommunes regnskab overskrider dens eget budget. Selvom disse sanktioner på udgiftssiden muligvis er mere teoretiske end anvendelige i praksis, er der næppe tvivl om, at de spiller en betydelig rolle i de enkelte kommuners budgetdrøftelser, regnskabsmæssig opfølgning, aftaleoverholdelse mv.
   
   
4. KL’s mulighed for at kunne udnytte støtte fra – eller ’spille på’ – oppositionen synes også at være mindsket, og her er vi tilbage ved tidspunktet for aftalens indgåelse. Når der er tale om en flertalsregering, har denne så at sige ikke det samme behov som en mindretalsregering for at udskyde aftalens indgåelse, til efter Folketinget er sendt hjem (5. juni), fordi regeringen alligevel råder over flertallet i Folketinget. Det kan have mindsket regeringens latente bekymring for, at oppositionen kan få mulighed for at påvirke udgiftspolitikken i Folketinget eller eventuelt senere i Finansudvalget, når det såkaldte bloktilskudsaktstykke skal godkendes for det kommende år. Dette kan i sidste ende reducere mulighederne for, hvad kommunerne kan opnå ved forhandlingen.

Ud over ovnstående fire faktorer, der har påvirket magtbalancen mellem stat og kommune, peger Niels Jørgen Mau Pedersen også på, at 2024-aftalen blev stram, men med mange penge. Trods dette har kommunerne en meget begrænset mulighed for realvækst, når der tages højde for sparekravene på administration, og det demografiske udgiftspres, når der i de kommende år vil blive flere børn og ældre i kommunerne. Aftalen rummer desuden en overfinansiering på 5,6 milliarder kroner. Det kan ses som tegn på, at staten trods alt har stor interesse i en aftale, hvis pengene bliver liggende i kassen.

Læs analysen Økonomiaftalen 2024: Skævt magtforhold eller en ny begyndelse?, som har været bragt i tidsskriftet Administrativ Debat, nr. 2, årgang 2023.