Spring til...

  • Hovedindhold
  • Indholdsfortegnelse
  • Sidefod
  • English en
Rapport 29. OKT 2015

Økonomiske effekter af udbud af driftsopgaver på det kommunale vej- og parkområde

resultater fra en survey blandt vej- og parkchefer

Udgivelsens forfattere:

  • Andrej Christian Lindholst
  • Kurt Houlberg
  • Ole Helby Petersen
Arkivfoto: Lars Degnbol/VIVE
Download udgivelsen
Download udgivelsen
  • Kurt Houlberg

    Professor, cand.scient.pol., ph.d.

    31 57 66 84
    kuho@vive.dk

Når kommunerne skal have løst opgaver på vej- og parkområdet, anvender de ofte private leverandører. Formålet er ofte at spare penge, og de kommunale vej- og parkchefer vurderer, at kommunerne i gennemsnit har sparet 5,5 procent ved det seneste udbud. Men besparelserne dækker over store udsving. Der er således også kommuner, der får øgede omkostninger efter et udbud. Det viser en analyse af de økonomiske effekter af udbud af driftsopgaver på vej- og parkområdet.

Penge at spare ved at udbyde

Private leverandører anvendes i vid udstrækning til løsning af driftsopgaver på vej- og parkområdet i de danske kommuner. Baseret på de seneste regnskabstal udgør køb hos private leverandører 44 procent af de samlede bruttodriftsudgifter på vejområdet og tilsvarende 33 procent på parkområdet.

For kommunerne kan der være mange forskellige grunde til at inddrage private leverandører i opgaveløsningen. Det højest vægtede formål er ifølge de kommunale vej- og parkchefer at opnå økonomiske besparelser.

Ifølge vej- og parkchefernes vurdering har kommunerne ved det seneste udbud i gennemsnit oplevet en reduktion i driftsomkostningerne på 5,5 procent for de pågældende vej- og parkopgaver. Det dækker over en reduktion på 5,8 procent på vejområdet og 5,1 procent på parkområdet. Forskellen mellem de to områder er dog ikke statistisk signifikant.

Tilfredshed med driften

De kommunale vej- og parkchefer er gennemgående tilfredse med opgaveløsningen, både for så vidt angår den del af opgaveløsningen, der er overdraget til private leverandører, og den del, der løses af kommunen selv. Både internt og eksternt leverede opgaver vurderes at blive løst med en tilfredshedsgrad over middel.

For opgaver løst af private leverandører er den kommunale tilfredshed størst i forhold til pris/omkostninger og kvaliteten i driften. Til sammenligning er tilfredsheden med den kommunale drift i eget regi størst i forhold til fleksibilitet, kvalitet og opfølgning samt problemløsning.

Store udsving i besparelserne

De gennemsnitlige økonomiske effekter dækker over en betragtelig variation i omkostningsændringen fra udbud til udbud. Nogle kommuner har opnået større besparelser, mens andre kommuner omvendt har oplevet omkostningsstigninger.

På vejområdet varierer de vurderede omkostningsændringer ved seneste udbud således fra en omkostningsreduktion på 50 procent til en omkostningsstigning på 16 procent. Tilsvarende er den største omkostningsreduktion på parkområdet en reduktion på 30 procent af før-omkostningerne, mens den største omkostningsstigning er vurderet til 16 procent.

Størrelsen på de økonomiske effekter afhænger blandt andet af udbudshistorikken, udbudsformålet og graden af formalisering af kontraktstyrings- og opfølgningsredskaber. Mere specifikt gælder det, at:

  • jo flere udbud, der er gennemført tidligere, jo mindre er omkostningsreduktionen
  • jo større vægt på ”billig drift” som formål med inddragelse af private leverandører, jo større er omkostningsreduktionen
  • jo mere vægt, der lægges på den transaktionelle ramme i form af fx formaliserede bestemmelser og sanktioner i samarbejdet med private leverandører, jo større er omkostningsreduktionen.

Baggrund

Rapporten er en delrapport fra forskningsprojektet ”Dokumentation af effekter ved konkurrenceudsættelse”. I denne rapport besvares følgende fire forskningsspørgsmål for det kommunale vej- og parkområde:

  • Hvordan anvendes private leverandører til løsning af driftsopgaver på vej- og parkområdet?
  • Hvilke økonomiske effekter skaber udbud af driftsopgaver på vej- og parkområdet?
  • Hvordan er tilfredsheden med de private leverandørers drift på vej- og parkområdet?
  • Hvilke faktorer bidrager til at forklare de økonomiske effekter af udbud af driftsopgaver på vej- og parkområdet?

Forskningsprojektet ”Dokumentation af effekter ved konkurrenceudsættelse” er det hidtil største forskningsprojekt i Danmark om erfaringerne med konkurrenceudsættelse af offentlige opgaver. Målet er at kvalificere den offentlige debat om konkurrenceudsættelse via uafhængig og forskningsbaseret viden på internationalt topniveau.

Forskere fra en række af landets førende forskningsmiljøer inden for effekter og konkurrenceudsættelse deltager i projektet. Der deltager således forskere fra Roskilde Universitet, KORA, Københavns Universitet, Aarhus Universitet, Aalborg Universitet og CBS.

Projektet er finansieret af en række organisationer på området samt fonde. Det blev sat i gang i foråret 2014 og vil løbe frem til 2016.

Metode

Rapportens primære datamateriale bygger på en spørgeskemaundersøgelse gennemført blandt kommunale chefer på vej- og parkområdet i perioden fra november 2014 til februar 2015. Det overordnende formål med spørgeskemaundersøgelsen omfattede en afdækning af anvendelsen af private leverandører på vej- og parkområdet i forhold til effekter, udbredelse, forvaltning og organisering.

I alt har 75 ud af de 98 danske kommuner besvaret spørgeskemaet, og analysen bygger på kvantitative analyser af disse svar. De 75 kommuner er repræsentative for alle 98 kommuner med hensyn til region, kommunestørrelse og graden af inddragelse af private leverandører på vej- og parkområdet. 

Udgivelsens forfattere

  • Andrej Christian LindholstKurt HoulbergOle Helby Petersen

Om denne udgivelse

  • Samarbejdspartnere

    Roskilde Universitet og Aalborg Universitet
  • Udgiver

    RUC/KORA
Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd leverer viden, der bidrager til at udvikle velfærdssamfundet og til at styrke kvalitetsudvikling, effektivisering og styring i den offentlige sektor både i kommuner, regioner og nationalt.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Få vores nyeste viden serveret i din indbakke - hver uge!

Nyhedsbrev
Tlf: 44 45 55 00
Mail: vive@vive.dk
EAN: 5798000354845
CVR: 23 15 51 17
  • Nyheder og debat
  • Presse
  • Kontakt
  • Ledige stillinger
  • Tilgængelighedserklæring

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Få vores nyeste viden serveret i din indbakke - hver uge!

Nyhedsbrev