Plejeboliger og handicapegnede boliger i Hvidovre Kommune
Udgivelsens forfattere:
- Eigil Boll Hansen
- Susanne Reindahl Rasmussen
Konklusioner
Fremskrivning af plejeboliger
En mekanisk fremskrivning af befolkningsudviklingen til 2025 viser et forventet behovet for plejebolig til ekstra cirka 90 beboere i Hvidovre Kommune.
Imidlertid kan behovet for plejeboliger godt blive mindre end det, som den mekaniske fremskrivning forudsiger. Undersøgelser peger nemlig på, at ældre borgeres funktionsevne og socioøkonomiske vilkår vil forbedre sig i årene frem mod 2025.
Hvis forbedringer i de ældres vilkår og funktionsniveau for eksempel betyder, at sandsynligheden for at bo i plejebolig for ældre over 80 år reduceres med ét procentpoint i 2025, er der kun behov for ekstra plejeboliger til cirka 65 beboere.
Fremskrivning af handicapegnede boliger
Behovet for handicapegnede boliger forventes i en mekanisk fremskrivning at stige med boliger til 41 beboere – fra 221 beboere i 2014 til 262 beboere i 2025.
Det samlede antal borgere på venteliste til en handicapegnet bolig var imidlertid primo 2015 på mere end 245 personer, og tiden på venteliste er lang – i mange tilfælde mere end tre år.
Botilbud
Informationer fra Hvidovre Kommunes forvaltning peger på, at der er et behov for cirka 40 færre boliger til borgere, der opholder sig i et midlertidigt boltilbud for personer med nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller særlige sociale problemer. Informationer fra Hvidovre Kommune peger endvidere på, at der kan være grundlag for at etablere et midlertidigt botilbud til omkring 20 psykisk syge borgere.
Anbefalinger
Analysen peger på, at der er behov for mindst ét nyt plejecenter med boliger til 60-80 beboere, hvilket er den økonomisk mest rationelle størrelse. Hvis Hvidovre Kommune ønsker mere moderne plejeboliger som erstatning for eksisterende plejeboliger, kan der i slutningen af den kommende tiårsperiode blive behov for yderligere et nyt plejecenter.
Når der tages hensyn til usikkerheden i fremskrivningen og sandsynlige forbedringer i ældre borgeres funktionsevne, peger analysen samlet set ikke på noget stort behov for ekstra kapacitet af handicapegnede boliger i 2025 sammenlignet med 2014. Hvis der ønskes en reduktion i ventetiden, er der imidlertid brug for flere handicapegnede boliger.
Der findes alternativer til botilbud til personer med nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller særlige sociale problemer. For eksempel er der gode erfaringer med en helhedsorienteret indsats over for hjemløse borgere med psykisk sygdom, misbrug eller andre sociale problemer. Her er princippet, at borgeren som det første får en bolig, men dette kombineres med intensiv praktisk og social støtte.
Undersøgelser viser, at en sådan indsats har positiv effekt, og det vil kunne reducere behovet for særlige botilbud. Udfordringen er at fremskaffe en mindre bolig, som denne målgruppe ofte har brug for. Mulighederne for dette foreslås afdækket gennem en nærmere analyse.
Baggrund
Hvidovre Kommune har ønsket en analyse af det fremtidige behov for boliger til ældre og handicappede (frem til 2025). Analysen skulle vurdere, om Hvidovre Kommune har tilstrækkeligt med plejeboliger og handicapegnede boliger, og om indretningen af boligerne er tidssvarende.
Metode
Fremskrivningen af behovet for plejeboliger og handicapegnede boliger er baseret på oplysninger om aldersfordelingen i boligerne i Hvidovre Kommune og på befolkningssammensætning og -antal i 2010-2014. Belægningsprocenter for 2014 og perioden 2010-2014 er herefter anvendt på befolkningsprognosen for borgere i Hvidovre Kommune.
Ved vurderingen af behovet for plejeboliger og handicapegnede boliger i 2025 er endvidere inddraget litteratur og statistiske informationer om udviklingstendenser i ældrebefolkningens fysiske og kognitive funktionsevne og om egenskaber ved en plejebolig, som bidrager til beboernes trivsel.
Beskrivelsen af behov og muligheder for at give et botilbud til borgere efter Servicelovens §§ 107-110 i Hvidovre Kommune bygger på tal udleveret af Hvidovre Kommune og et interview med medarbejdere, som beskæftiger sig med denne målgruppe.
Udgivelsens forfattere
- Eigil Boll HansenSusanne Reindahl Rasmussen
Om denne udgivelse
Udgiver
KORA