PLO-aftalen: En god begyndelse, men langtfra fuldendt

Efter et langstrakt forhandlingsforløb er der blevet indgået en aftale mellem PLO og regionerne. Aftalen betyder, at den økonomiske ramme for almen praksis øges, særligt når det gælder aflønningen for hjemmebesøg. Desuden oprettes der forløbstakster for KOL og diabetes. Dermed bliver det mere økonomisk interessant for de praktiserende læger at levere ydelser til KOL- og diabetespatienter i almen praksis frem for i et ambulatorium på et hospital. Endelig tilfører aftalen også flere midler til de praksisser, der ligger i områder med høj sygdomsbyrde, og hvor der mangler læger.

Da aftalen blev offentliggjort i torsdags, betegnede Sundhedsminister Ellen Trane Nørby den som ”en udmærket aftale”. Det at være en udmærket aftale kan jo tolkes på flere måder, men nogen større begejstring dækker det næppe over. Det er vel mere en konstatering af, at det blev, som man forventede, men ikke nødvendigvis som man håbede.

Nyt fundament for den kommunale sundhed?

Ministeren var mere tydelig, da hun lancerede planen for det nære og sammenhængende sundhedsvæsen tidligere på sommeren. Dén betegnede hun direkte som skuffende. Det er svært at være uenig med ministeren i den vurdering, for magen til tynd kop te skal man lede længe efter. Men en af forklaringerne var, at det er vanskeligt at lave en meningsfuld plan for det nære og sammenhængende sundhedsvæsen, hvis man ikke kender planen for almen praksis.

Spørgsmålet er, om vi nu med den nye overenskomst har fået et nyt og stærkt fundament at stå på, når vi skal udvikle det nære og sammenhængende sundhedsvæsen i tæt samspil mellem kommune, almen praksis og hospitalerne - eller om aftalen snarere er en forlængelse af verden som vi kender den, også for kommunernes sundhedsvæsen. Meget tyder på det sidste, selv om man kan spore nogle skridt i den rigtige retning.

Gode intentioner – men ikke i mål

I overenskomsten ligger der trædesten for en mere ligelig lægedækning med bedre sammenhæng mellem lægernes økonomi og deres patientgrundlæg. Men spørgsmålet er, om de økonomiske incitamenter, der er lagt ind i aftalen er tilstrækkelige. Det er tvivlsomt, om flere penge vil få læger, der allerede tjener pænt over en million kroner om året, til at flytte til områder med få patienter eller mere syge patienter. Læger, som fortsat etablerer sig i de bedst stillede områder i storbyerne, bliver nemlig ikke ramt på pengepungen.

Aftalen giver heller ikke nogen sikkerhed for, at der gennemføres sygebesøg hos dem, der har behov for det. Aftalen sikrer alene, at aflønningen stiger per besøg, så de læger der ønsker at tage på sygebesøg, nu får flere penge for det.

Tid til langsigtede visioner

Erfaringen viser dog, at økonomiske incitamenter i en række tilfælde virker. Så de nye takster vil med al sandsynlighed stimulere en højere aktivitet inden for de KOL- og diabetes-området. Langt mindre sikkert er det, at det vil betyde en mere ensartet måde at praktisere på, og på den led er der ikke meget nyt i den nye overenskomst.

Alt i alt betyder disse ting, at aftalen kun er udmærket. Det bedste ved den nye aftale er imidlertid, at den er der. Nu kan fraværet af en aftale med de praktiserede læger ikke længere bruges som en undskyldning for ikke at lave en mere langsigtet og mere ambitiøs vision for det nære og sammenhængende sundhedsvæsen.