Rekreative værdier ved konvertering til naturnær skovdrift
Udgivelsens forfattere:
- Søren Bøye Olsen
- Thomas Lundhede
I rapporten er det søgt at afdække og værdisætte den danske befolknings præferencer for udvalgte karakteristika ved skov. Disse karakteristika er betingende for skovens visuelle udtryk og dermed en væsentlig del af skovens rekreative brugsværdi.
Desuden vil de valgte karakteristika undergå forandringer i forbindelse med konverteringen til naturnær skovdrift, hvorfor befolkningens præferencer for ændringer af disse anvendes til at beskrive konverteringens betydning for skovens rekreative værdi.
De udvalgte karakteristika, der er undersøgt, er skovens træartssammensætning, det anvendte hugstregime udtrykt ved skovens højdemæssige sammensætning samt mængden af efterladte træer til naturligt forfald i skoven.
Data er indsamlet ved udsendelse af spørgeskemaer, og efterfølgende analyseret ved hjælp af værdisætningsmetoden Discrete Choice Analysis. Metoden baserer sig på valg mellem alternative sammensætninger af skovtyper. Ud over muligheden for at estimere en samlet værdi af en ændring af skovtype giver metoden mulighed for at værdisætte ændringer af de enkelte karakteristika.
Undersøgelsen viser, at den danske befolkning har positive marginale betalingsviljer for et skift fra rene nåletræsbevoksninger til bevoksninger enten med løvtræer eller med blandede løv- og nåletræarter. Samtidig er der positiv betalingsvilje for en varieret alderssammensætning, svarende til anvendelsen af hugstregimet plukhugst eller skærmstilling. Præferencer og betalingsvilje i forhold til efterladt dødt ved afhænger af skovgæstens kendskab til det efterladte døde veds positive virkning på den biologiske mangfoldighed.
Konklusionen på denne rapport er derfor, at anvendelsen af naturnære dyrkningsmetoder vil kunne påvirke den rekreative værdi af de danske skove i positiv retning. Dette indebærer anvendelse af hugstregimerne plukhugst eller skærmstilling samt anvendelse af blandede løv- og nåletræarter i bevoksningerne.
Det kan desuden anbefales at efterlade enkelte træer i skoven til naturligt forfald, eventuelt kombineret med information til skovgæsterne om de biologiske årsager hertil.
Udgivelsens forfattere
- Søren Bøye OlsenThomas Lundhede
Om denne udgivelse
Udgiver
AKF Forlag