Samarbejde på formel

En central pointe i undersøgelsen er, at en del af det administrative arbejde omkring rammeaftalerne ikke står mål med indsatsen. De fleste kommuner og regioner oplever, at de kommunale redegørelser, der skal leveres til regionerne, er alt for detaljerede og tekniske i forhold til det sparsomme udbytte, man får af dem. 

En anden pointe er, at både kommuner og regioner til tider oplever det vanskeligt, at regionerne både er koordinator og driftsherre for tilbud. 

Undersøgelsen viser, at der er en tendens til, at samarbejdet fremover vil komme til at foregå på flere niveauer:

• Et niveau, hvor en kommune samarbejder med nabokommunerne om udvikling og strategi på tilbudsområder med store målgrupper, hvor kommunerne selv har en stor andel borgere.  
• Et andet niveau, hvor kommunerne samarbejder på regionalt niveau om de højtspecialiserede tilbud, hvor der kun er et tilstrækkeligt antal borgere til målgruppen, hvis man samler dem fra et stort geografisk område.

Undersøgelsen viser, at et vigtigt spørgsmål er, om rammeaftalerne bør afgrænses til kun at omfatte dele af de mest specialiserede tilbud generelt inklusive de mest specialiserede tilbud til børn og unge.

Med hensyn til, hvordan rammeaftalerne skal udvikles, så er det gennemgående synspunkt i kommunerne, at ansvaret alene skal ligge hos kommunerne, der har myndigheds-, finansierings- og forsyningsansvaret.

I regionerne finder man det naturligt, at regionen deltager i udviklingsprocessen, fordi man er leverandør, koordinerende enhed og har et generelt forsyningsansvar. Den uenighed betyder, at udviklingen af området foregår forskelligt fra region til region.

Endelig er udviklingen af området hæmmet af et manglende incitament med hensyn til at bygge nyt på det mest specialiserede område, hvor det kræver borgere fra mange kommuner til at udfylde pladserne. Kun få af de interviewede parter kan forestille sig at bygge et nyt tilbud, såfremt de kun har en lille del af borgerne selv.