Skal korttidspladserne også aflastes?

Patienter er indlagt i kortere og kortere tid på sygehuset, men det betyder ikke nødvendigvis, at de er så raske, at de er klar til at komme hjem, når de bliver udskrevet. Derfor er der et stort og voksende pres på kommunernes korttidspladser. Det anslås, at der i dag er cirka 3.500 midlertidige pladser i kommunerne. Det svarer sådan cirka til sengemassen på fem supersygehuse, og det er et område i betydelig vækst. Men spørgsmålet er, om der alle steder er tilstrækkelig fokus på det behandlingsmæssige indhold, og om de midlertidige pladser bruges til det, der egentlig var formålet med dem.
Korttidspladser er typisk indrettet i et nedlagt plejehjem, hvor behovet for pladser i kommunen på magisk vis har en tendens til præcist at matche antallet af pladser, der tilfældigvis var i den eksisterende bygning. Der bliver sjældent lavet en større analyse af det reelle behov eller det forventede samspil mellem kommunes øvrige tilbud som akutteam, hjemmesygepleje mv.

Mange kommuner opdeler kortidspladserne i akutpladser og aflastningspladser. De dokumenterer årsagen til opholdet og opstiller mål for opholdet. Men i praksis kan det ofte være svært at se sammenhængen mellem handlingerne og de opstillede mål. Mange steder sander pladserne til, og korttidspladser kommer reelt til at virke som ventepladser til kommunens øvrige tilbud. Der findes eksempler på kommuner med gennemsnitlige liggetider på akutpladser på over en måned.

2-3 mia. kr. om året – hvad er udbyttet?

På hospitalerne er der i stadig større omfang fokus på den medicinske kerneydelser med stadig kortere liggetider, og den udvikling vil fortsætte. Kommunens udfordringer på området vil derfor også fortsætte med at stige.

Korttidspladserne er ikke billige tilbud, priser på 600-800.000 kr. årligt er ikke ualmindelige. I alt løber regningen for korttidspladserne formentlig op i 2-3 milliarder kroner om året. Det er ikke nødvendigvis et problem, hvis der er et fokuseret rehabiliterende forløb, mens patienten opholder sig på korttidspladsen. Men spørgsmålet er, om vi reelt har noget, der ligner klarhed over udbyttet på den milliardinvestering, vi foretager i korttidspladserne.

Som minimum bør vi for alle kommuner have overblik over de basale grunddata. Vi bør kende årsag til indflytning, borgerens mål, forventet opholdslængde, realiseret opholdslængde, og hvilket tilbud borgeren eventuelt modtager efter opholdet. Der bør også være klare retningslinjer for, hvem der visiteres til de enkelte tilbud, og hvem der kan disponere over kommunes tilbud. Nogle kommuner oplever for eksempel, at hospitalet henviser patienter direkte til akutpladserne i kommunen.

Endelig skal vi huske på, at en væsentlig årsag til, at hospitalerne reducerer liggetiden på sygehusene er, at det er veldokumenteret, at sengeleje sjældent gavner patinterne. Langvarigt sengeleje fører bl.a. til øget risiko for infektioner og tab af muskelmasse. Derfor bør forløb på korttidspladser være korte og målrettede.

Det er på høje tid, at der en systematisk vidensopsamling om gode og mindre gode erfaringer med korttidspladser på tværs af kommunerne. Dette kan medvirke til, at nogle ellers dyrt købte erfaringer kan undgås.