Sparekrav i regionen, hvad rager det kommunen?

Stigende udgifter til sygehusmedicin, tilskudsmedicin og nye behandlinger. Det er nogle af årsagerne til, at Region Midtjylland skal spare 200 mio. kroner her i 2015 og endnu mere i de kommende år. Til juni skal Regionsrådet vedtage en spareplan med besparelser på 386 mio. kroner i 2016 stigende til 660 mio. kroner i 2019. De øvrige regioner vil med stor sandsynlighed følge Region Midtjyllands eksempel, efterhånden som det bliver klart, at budgetterne for udgifterne til især ny hospitalsmedicin ikke hænger samme.

Det er endnu ikke klart, hvordan besparelserne skal findes helt præcist. Vi ved dog, at investeringsplanen vil blive fastholdt, så byggeri af nye sygehuse ikke bliver sparemål. Vi ved også, at det i praksis er vanskeligt at skære i omkostningerne til praktiserende læger. Så besparelserne vil med stor sandsynlighed skulle findes på hospitalerne. Hospitalerne vil derefter gå på jagt efter ”spild”. Altså alt det som ikke er nødvendigt for at opretholde hospitalets kerneproduktion i form af indlæggelser og ambulante besøg – da det ellers vil gå ud over den aktivitetsbestemte finansiering. ”Spild” kan antage mange former, men der er en overhængende risiko for, at det også vil ramme den tid, der går med at koordinere og optimere behandlingsforløb, både inden for og uden for hospitalets mure.

Mangel på koordinering er største spild

Det egentlige spild i dansk sundhedsvæsen er den unødvendige aktivitet, der bunder i overflødige ambulante kontrolbesøg, ukoordineret aktivitet mellem specialerne og de unødvendige og uhensigtsmæssige indlæggelser. Hvordan vi sikrer en bedre sammenhæng mellem sektorerne – og hvordan patienten sættes reelt i centrum - har været temaet på et utal af konferencer, topmøder og temadage de seneste 10 år. Der er også blevet udarbejdet glimrende incitamentsrapporter, der belyser de finansieringsmæssige problemstillinger i vores sundhedssystem, og selveste Harvard-professor Michael Porter var for nylig i København og tale om sammenhæng og værdibaseret styring. Alle synes grundlæggende at være enige om problemet, men nye løsninger og handlinger synes uendelig langt væk.

Fælles mål for sammenhæng i sundhedsvæsen

Der er behov for, at kommuner, praktiserende læger og regioner i fælleskab definerer bindende mål for det sammenhængende sundhedsvæsen, herunder også hvad sundhedsvæsenet ikke skal indeholde. Aktivitet som ikke har tilstrækkelig værdi bør afvikles, og vi skal sikre, at de nye behandlinger har en tilstrækkelig værdi, før de implementeres.

Det kræver fornyet politisk og ledelsesmæssigt fokus på, hvad det samlede sundhedsvæsens opgave egentlig er, og at man tør at prioritere i forhold til at opnå dette. Bevidstløs ibrugtagning af fx ekstremt dyre hospitalslægemidler, betyder færre ressourcer til det sammenhængende sundhedsvæsen, og det går i sidste ende ud over patienterne. Regionens økonomiske udfordringer er også kommunens udfordringer - og omvendt. Derfor bør kommunerne i høj grad interessere sig for de prioriteringer, der sker - og ikke sker - i regionerne.